- Der var desvaerre ikke internet til at faa billeder op
Etiopien er fuld
af kontraster. Rige mennesker kører ned af bjerget i deres egne biler, mens de
allerfattigste kvinder bærer et læs brænde på op mod 60kg ned fra samme sted.
Transport på to helt forskellige måder.
Det virker lidt
til at de allerrigeste kvarterer også er dem, som er mest fuld af kontraster.
De rige bor her, men det samme gør de mest fattige også. Går man en tur ned af
Churchill Avenue eller rundt i Bole, ser man alle disse meget smarte steder, og
man kan helt glemme at man er i Afrika. Især Bole i aftentimerne, virker som en
hip sydeuropæisk by med al lyset, butikkerne og barerne. Denne følelse har man
lige indtil man kigger ned. Så falder øjet nemlig på alle de ludfattige
mennesker på gaden. Blinde, handicappede, gamle og mødre med spædbørn, alle de
som ikke kan klarer sig selv. Det ligner næsten et telt, der er slået op rundt
omkring på gaden, men hurtigt finder man ud af at de alle er levende. Folk
ligger sovende inden i dem. Egentligt er det ikke telte, men opdynget plastik
og tekstil. Det er deres hjem, men det mangler både hygge og tryghed, alt hvad
man normalt associerer med et hjem.
Kvarteret i Bole,
hvor den danske ambassade ligger placeret, hører nok til det dyreste i byen.
Folk har penge her, og græsplænerne er nydeligt friseret, og alle
ambassadørfruerne kan næsten helt i fred gå rundt med deres børn i klapvogn.
Alt er idyllisk. Forandringen er derfor så meget mere slående, hvis man skulle
bevæge sig ind i dette kvarter om aftenen. Her holder en stor del af byens
prostituerede nemlig til. Folk har penge her. Er man heldig at samle en op her,
er betalingen højere end ellers. Derfor er der så mange af dem netop her. Store
penge skaber store kontraster.
Jeg havde været i
biografen i Bole. Betalingen lød på hele 20kr, men så var det også i V.I.P.
lounge. Filmen var fin, biografen var rigtig lækker, og i et kort øjeblik
glemte jeg at det var en biograf i Etiopien og ikke derhjemme i Danmark.
Udenfor var det
blevet mørkt, men alligevel var det lyst. De elektriske plastikpalmer oplyser byen
i alle mulige farver. Anders, den norske volontør jeg har boet sammen med,
havde samme tanke som jeg. Er det her virkelig Addis Abeba? Det virkede så
anderledes fra den bydel vi bor i, Sheromeda. Sheromeda er mørk om aftenen, og
foruden de få ofte lidt uhyggelig udseende personer og gøende hunde på gaden er
det stille.
Her i Bole var
det bestemt ikke stille. Der var gang i byen. På en måde er det fedt. Man kan
drømme sig lidt hjem, eller i det mindste til Sydeuropa, og på den måde kan man
få en lille tiltrængt pause fra alt det nye hernede. Der er dog også en anden
side. Janteloven ligger dybt i mig, og som vi kommer ud af biografen, begynder
den at gnave. Det virker bare forkert. Lige udenfor, nede under de skinnende
palmer sidder en blindtigger. Virkeligheden rammen en hårdt. Etiopien er ikke
Sydeuropa, så hvad laver jeg her? Jeg har lige været inde og bruge mange penge
efter etiopisk standart på mig selv, og lige om lidt skal jeg ud på gaden igen.
Her vil jeg gå forbi den blindetigger, kigge stift lige ud, for ikke at komme
til at kigge på den blinde, og på den måde få dårlig samvittighed over at han
heller ikke får noget. Af samme grund sætter vi gå tempoet op. 50 tiggere skal
passeres inden vi er hjemme, og det gør det bare en smule nemmere når man har
meget fart på.
Kontrasterne
bliver ikke mindre af at man har boet i landet i 4 måneder. Man ser dem stadig
alle sammen, men det bliver dog også på en måde hverdag. Det er ikke lige så
slemt at gå forbi folk længere. Du lærer også at se hvem der virkelig er i nød,
og hvem der lige nøjagtig kan klare sig. Ikke en tøddel mere end det, men lige
netop klare sig. Samtidig, midt i al elendigheden lærer man også at se
glæderne. Gadebørnene spiller fodbold, mødrene leger med deres børn, og den
blinde har fundet en hundehvalp. Livet er hårdt, men ydmygheden rammer én. Jeg
skal gå i biografen og betale, jeg ved ikke hvor mange etiopiske måltider, for
at få lidt underholdning. Børnene på gaden finder en plastikbunke, laver en
bold, og så er det det. De får glæde ud af noget, jeg har virkelig svært ved at
finde nogen glæde i.
En af drengene på
rest centeret snakkede om, hvor fantastisk det måtte være at bo i Danmark.
Derfor fortalte jeg ham om, hvor mange ensomme mennesker der findes i Danmark.
Han var slået. At være ensom var for ham det værste der kunne ske. Hernede er
det alt om relationer med hinanden. Har man ikke andet, har man da altid familien
og vennerne. Er man uden har man intet.
Livet er hårdt
hernede, men ikke nødvendigvis dårligere. De har en inderlighed, en måde at
udtrykke sig på og en tro som jeg kun kan misunde. Lederen af rest centeret
Miky, hvor vi har arbejdet her i Addis, sagde til os forleden, at vi ikke
skulle komme tilbage til Etiopien, før vi har gjort hvad vi kunne for at hjælpe
derhjemme.
Tiden er ved at
være slut hernede. Jeg har tænkt en del over hvad Miky har sagt til os. Det er
nemt at tage til Afrika, og så hjælpe i de fire måneder man er der. Den
virkelige udfordring ligger måske i at komme hjem, og så gøre noget der.
Nødhjælp på samme måde bliver det nok ikke, men bare det at prøve at være et
bedre menneske, og hjælpe hvor man kan efter evne og overskud. Efter fire
måneder er det rart at tænke over, at nu skal man hjem og slappe af, men i
virkeligheden er det vel hjemme, at man kan gøre den egentlige og
længerevarende forskel, og det har været en stor pille
jeg skulle sluge og stadig gør.
