I am a ganster

Han stod der allerede uden for porten. Alt var altså som normalt. Der plejede han jo også at stå før skolestarten, før vi rejste til Chencha, og før han selv angiveligt skulle starte på universitetet i Addis.

Jeg hilste selvfølgelig på ham. ”Shalomno…”, alt andet ville have været uhøfligt. Han fortalte at det gik godt her, og jeg kunne for min del sige at Chencha også havde været en god oplevelse. Det havde det helt bestemt været.

Henriette og jeg med vores to halsterklaeder, som vi har faaet i gave af disse to herre

”Why have you told Jonas that I am a gangster?” spurgtehanmig. “Because, that was what you texted me. I still have the text. You can see it again if you have forgot your own message?” svaredejeg.Han var bestemt ikke tilfreds med det, men på min side havde jeg intet at have skyldfølelse over. Jeg havde bare fortalt videre hvad han selv havde fortalt mig.

Det hele startede et par måneder tilbage. Jeg havde snakket lidt med de her fyrer, set fodbold med dem og sådan. En af aftnerne jeg mødte ham ude på gaden havde han kommet med en længere historiem om hvor meget han arbejde for at skaffe penge. Alle i nabolaget kendte ham, og han lavede småjobs for alle og ordnende mange forskellige ting. Der var dog den her fest i Bole i forbindelse med nytåret, og den ville han utrolig gerne med til. Det var den sidste gang, han havde mulighed for at lave noget sjovt, inden han skulle begynde på universitet og studere i mange år. Festen var dog dyr, og han kunne umuligt skaffe alle disse penge til tiden.

Derfor spurgte han mig og jeg ikke kunne give ham 100 dollars, så han kunne få lov til at fyre den af en allersidste gang.

Jeg afslog, sagde atdet kunne jeg ikke. Penge ville jeg ikke hjælpe med, men andet, hvis det var mig muligt, ville jeg gerne gøre for mig. Han blev ved med at snakke. I bogstaveligste forstand noget om hans syge moster og andre i familien. Til sidst nærmest flygtede jeg ind af porten til gæstehuset. Jeg havde jo givet mig svar, og jeg gad egentlig ikke hører flere søforklaringer. Fyren ville til en fest, men det blev ikke mig som sponserede den.

Boernene i Chencha som vi underviste

Sidste dag gav vi dem en ballon og en slikkepind hver

Uheldigvis havde han mit telefon nummer, og flere gange i løbet af aftenen forsøgte han at ringe til mig, men jeg lod bare telefonen ringe. Næste morgen fik jeg en sms (skrevet som jeg modtog den, hans navn er wenderfull):

”hi fdrikiwanna be honest for u. thats why i a sk u money.am tife, robber, gangister. First time when i saw u iwanna robbed u. i need the money at 8 oclok .. 100 dolartellme the answernowwenderfull”

Okay han mente altså det her seriøst, eller gjorder han? Det var ikke til at finde ud af. Var det en trussel eller ikke? I am a gangster. Hvordan skal man lige forstå det? Jeg spurgte en af drengene. Viste ham sms’en og spurgte, hvad han mente om det hele. Tilfældigvis kendte han godt fyren, og sagde at han var en idiot, men bestemt ikke en man skulle være bange for. Han rådede mig til bare at ignorere det hele, og så ellers bare holde mig på afstand af fyren.

Jeg svarede på sms’en:

”My answer is still no”

“Okay cool” – kom tilbage.

Et af projekterne som HCE har, er at tage tidligere boernearbejdere ind. De har arbejdet som vaeverdrenge, og det forsaetter de med under HCE, men her har de meget bedre forhold

Senere viste jeg også sms’en til en svensk missionær, Jonas, som også kender fyren. Han var flad af grin.

Wenderfull var altså nået af det første jeg så, da jeg steg ud af bilen foran gæstehuset. Han var ikke tilfreds med at jeg havde vist sms’en til Jonas, men så kunne han jo bare have ladet være med at sende den, fortalte jeg ham, hvis han da ikke kunne stå inde for det han skrev.

Hele episoden var da først en smule træls. Skulle man tage det seriøst eller ikke. Nu hvor jeg tænker tilbage på det var det bare sjovt. Rigtig meget grin er blevet lavet med ”I am a gangster”. Vi har moret os en del over det.

For ud over den ”gangster” som der øjensynligt opholder sig lige uden for porten til gæstehuset det meste af tiden, så er Etiopien måske Afrikas fredeligste land. Ikke en eneste gang har vi oplevet noget som virker truende på nogen måde mod os. Vi har kunnet bevæge os frit omkring alle steder og på alle tidspunkter af døgnet.

Styr på lommerne det skal man have, men ellers er der ikke rigtig noget at være bange for. De fleste er utrolig hjælpsomme. Nogen gange måske lige i overkanten hjælpsomme, specielt når de ikke ved noget om, det de vil hjælpe med. I Chencha oplevede vi dette. F.eks. spurgte vi nogle mænd, hvor man kunne købe olie. Det kunne de godt vise os. Det resulterede så i at vi måtte vade rundt på må og få, som vi selv ville have gjort, uden at det lykkes os at finde noget olie. De havde aldrig købt olie før. De viste ikke hvor man købte det. Olie fik vi først da en af dem gav op, og ringede til sin mor, som så kunne fortælle os, hvor man kunne få noget olie. De var utrolig hjælpsomme, men meget hjælp var der nu ikke i det.

Jeg har det godt stadig i Etiopien. Vejret er fedt. Jakken har jeg ikke brugt i meget lang tid, hvilket måske hænger sammen med at jeg glemte den i en bus, men på den anden side har vejret også været så godt at der ikke har været brug for den. Det er altså dejlig varmt omkring 25 grader. Alligevel er jeg da begyndt at se lidt frem til at komme hjem. December nærmer sig, og det ville altså ikke være det samme at skulle fejre jul hernede, specielt ikke uden nogen form for sne.

Jeg skulle ogsaa proeve at vaeve, men det var jeg ikke saerlig god til, saa jeg overlod den hurtigt til drengen igen, saa jeg ikke naaede at oedelaegge noget

Skole

 En lille hånd i min og så på vej mod skole. Ofte møder vi nogle af eleverne på vej mod skolen omkring klokken 8.30. De skal samme vej, så vi følges ad.

Nogle af dem holder sig lidt på afstand. Det er specielt de små. De kan godt være den smule bange. Andre af dem løber glad hen og hilser. ”Goodmorning Henni”, siger de altid og tager derefter os i hånden. Ingen af dem kan rigtig huske mit navn, så normalt siger de blot Henriettes kaldenavn som hilsen

Børnene står som regel på rad og række når vi kommer inden for MekaneYesus kirkens grund, hvor den lille privatskole, som vi underviser i, ligger. Det etiopiske- og den sydlige provins’ flag skal hejses hver dag. En af eleverne styrer ceremonien. Det går på omgang.

”Hånden på skulder, hånden ned, hånden på skulder, hånden ned”
”Relax, stand still, relax, stand still”
”Are youready for national hymen?” – ”Yes” svarer børnene.
”1,2,3”

Og så bryder nationalhymnen ud for fuldt drøn. Der bliver skrålet løs, mens flagene stille og roligt stiger til vejrs.

Efter nationalhymen siger rektor engang i mellem nogle ord. Beskeder kan her gives, nogle får ros, nogle får ris, og er det mandag skal neglene tjekkes. Er de ikke klippet som de skal, får man et rap overnallerne, og så har man bare at gøre det bedre til næste gang.

Boernene i en af de alpha-skoler vi har vaeret rundt i. Det er ikke her vi underviser, men forholdene ligner meget hinanden

Efter sangen går vi ned af den lille bakke mod skolebygningen. De børn og lærere vi endnu ikke har fået hilst på, hilser vi på nu. I dag skal vi have første- og anden klasse, fortæller vi. Vi går ind på lærerværelset, og efter to minutter bliver vi vist ind i det rette lokale.

Klasseværelserne er i forlængelse af hinanden, kun børnehaveklassen er i en bygning for sig selv. Klasserne er i orden efter alder. For at gå ind i tredjeklasse, skal man altså gå forbi første- og anden klasse. ”Hello, hello, hello, come, come, come”. Børnene kan se os vandre forbi klasseværelserne. De vil gerne have at vi i dag skal ind til lige netop deres klasse.

Sådan er det hver gang. Er vi tvunget til at vandre forbi alle klasseværelserne, fordi vi skal finde rektor eller andet, kan man vælge to taktiker. Man kan prøve at snige sig forbi alle vinduerne uden at blive opdaget. Det er nærmest umuligt. Den anden mulighed, er at man går forbi klasseværelserne så hurtigt som muligt, kiggende stift ligeud, mens man prøve at ignorere tilråb og det faktum at man forstyrre undervisningen i hvert eneste klasseværelse man går forbi.

Når vi kommer ind i en klasse er børnene som regel glade. Vi er populærere at have, så det er rart. Er det førsteklasse vi har, er det hele meget simpelt. Farver, tal og bogstaver, det meste andet bliver for svært. Når man har fjerdeklassen kan man begynde at danne nemme sætninger, men man skal hele tiden passe på, at man ikke taber dem på vejen.

Børnehaveklassen er sjov at have. Nogle af eleverne synes vi er spændende at have. Andre ser helt fornærmet ud. Hvad laver vi herinde i deres klasseværelse, mens der også er dem som ser bange ud. De trykker sig ind til væggen, så meget som det nu er muligt.

Nogle af dem er endnu ikke færdig med at sutte på tommelfinger, mens andre er væsentlige mere modne. Der er stor forskel på børnene her. De kan blive sendt i skole som 4-årige hernede, som en kombi mellem et pasningstilbud og at børnene får et forspring i skolen. Normalt går man ikke i børnehaveklasse hernede, så de elever der har været det igennem, kan meget af stoffet for førsteklasse.

Børnehaveklassen kan man ikke lavet særlig meget med. Sidste gang vi havde dem, farvelage vi alfabetet, hvor den helt store udfordring lå i at ramme inde for stregerne, men i lige så høj grad at vende farvekridtet rigtigt. Mange af dem begyndte også at vende papiret omvendt, og farvelægge på den anden side. Så måtte vi rundt og vende det om igen, og de kunne fortsætte farvelægningen af alfabetet.

Backammon introducerede vi i gaar paa multi centeret

Multiv centeret hvor vi arbejder

Når timenbegynder træder vi ind i klasserne. Eleverne står bag deres pladser.

”Goodmorning teacher”
”Goodmorgning students. Have are you?”
“We are fine, thank you teacher. Have are you, teacher?”
“I am fine thanks. Sit down, please”.

Så er timen i gang. I starten var den store udfordring at finde det rigtige undervisningsniveau. Hvor meget kan børnene egentlig? Stadig kan vi nogle gange være i tvivl, men det bliver bedre og bedre, og vi begynder at kende eleverne. Hvem er dygtige? Hvem skal have lidt mere hjælp?

Det problem vi kæmper mest med lige nu er at få dem til at sidde på deres pladser, og række hånden op i stedet for at råbe i munden på hinanden. De er utrolig ivrige for at deltage i undervisningen. De vil rigtig gerne svarer på alle spørgsmålene. Giver man dem en opgave, skal man helst rette den, sætte røde streger og give point efter hvor god en besvarelse det her.

Udsigten paa vej mod skolen

Gaderne i Chencha. Der er utrolig groent

Vores koekken

Eleverne er ikke så gamle, så der sker også at de mister fokus, og man kommer til at snakke ud i den blå luft. Så må man lige markere sig og bede om opmærksomhed. Normalt får eleverne et lille slag, hvis de fanges i at være uopmærksomme, eller i at lave ballade, som især drengene godt kan finde på. Den metode bruger vi ikke, så det kan godt ind i mellem være en udfordring at finde andre metoder hvormed man kan fastholde eleverne. Alt i alt er det dog til at klare ind til videre, men man kan godt mærke at man skal passe på med at give dem for meget spillerum, for det er de ikke helt vant til.

Efter de to lektioner vi har værd dag med skiftene klasser går vi hjem ad. Vi har dagen foran os, til planlægningen af morgendagens skole, til at lave aktiviteter på multi centeret, til at ordne ting såsom tøjvask, eller til at gå på café med en eller flere af de ansatte hos WSG. 

Vaevning er en af de helt store erhverv i Chencha

Arba Minch er kendt for sine fisk