Skole

 En lille hånd i min og så på vej mod skole. Ofte møder vi nogle af eleverne på vej mod skolen omkring klokken 8.30. De skal samme vej, så vi følges ad.

Nogle af dem holder sig lidt på afstand. Det er specielt de små. De kan godt være den smule bange. Andre af dem løber glad hen og hilser. ”Goodmorning Henni”, siger de altid og tager derefter os i hånden. Ingen af dem kan rigtig huske mit navn, så normalt siger de blot Henriettes kaldenavn som hilsen

Børnene står som regel på rad og række når vi kommer inden for MekaneYesus kirkens grund, hvor den lille privatskole, som vi underviser i, ligger. Det etiopiske- og den sydlige provins’ flag skal hejses hver dag. En af eleverne styrer ceremonien. Det går på omgang.

”Hånden på skulder, hånden ned, hånden på skulder, hånden ned”
”Relax, stand still, relax, stand still”
”Are youready for national hymen?” – ”Yes” svarer børnene.
”1,2,3”

Og så bryder nationalhymnen ud for fuldt drøn. Der bliver skrålet løs, mens flagene stille og roligt stiger til vejrs.

Efter nationalhymen siger rektor engang i mellem nogle ord. Beskeder kan her gives, nogle får ros, nogle får ris, og er det mandag skal neglene tjekkes. Er de ikke klippet som de skal, får man et rap overnallerne, og så har man bare at gøre det bedre til næste gang.

Boernene i en af de alpha-skoler vi har vaeret rundt i. Det er ikke her vi underviser, men forholdene ligner meget hinanden

Efter sangen går vi ned af den lille bakke mod skolebygningen. De børn og lærere vi endnu ikke har fået hilst på, hilser vi på nu. I dag skal vi have første- og anden klasse, fortæller vi. Vi går ind på lærerværelset, og efter to minutter bliver vi vist ind i det rette lokale.

Klasseværelserne er i forlængelse af hinanden, kun børnehaveklassen er i en bygning for sig selv. Klasserne er i orden efter alder. For at gå ind i tredjeklasse, skal man altså gå forbi første- og anden klasse. ”Hello, hello, hello, come, come, come”. Børnene kan se os vandre forbi klasseværelserne. De vil gerne have at vi i dag skal ind til lige netop deres klasse.

Sådan er det hver gang. Er vi tvunget til at vandre forbi alle klasseværelserne, fordi vi skal finde rektor eller andet, kan man vælge to taktiker. Man kan prøve at snige sig forbi alle vinduerne uden at blive opdaget. Det er nærmest umuligt. Den anden mulighed, er at man går forbi klasseværelserne så hurtigt som muligt, kiggende stift ligeud, mens man prøve at ignorere tilråb og det faktum at man forstyrre undervisningen i hvert eneste klasseværelse man går forbi.

Når vi kommer ind i en klasse er børnene som regel glade. Vi er populærere at have, så det er rart. Er det førsteklasse vi har, er det hele meget simpelt. Farver, tal og bogstaver, det meste andet bliver for svært. Når man har fjerdeklassen kan man begynde at danne nemme sætninger, men man skal hele tiden passe på, at man ikke taber dem på vejen.

Børnehaveklassen er sjov at have. Nogle af eleverne synes vi er spændende at have. Andre ser helt fornærmet ud. Hvad laver vi herinde i deres klasseværelse, mens der også er dem som ser bange ud. De trykker sig ind til væggen, så meget som det nu er muligt.

Nogle af dem er endnu ikke færdig med at sutte på tommelfinger, mens andre er væsentlige mere modne. Der er stor forskel på børnene her. De kan blive sendt i skole som 4-årige hernede, som en kombi mellem et pasningstilbud og at børnene får et forspring i skolen. Normalt går man ikke i børnehaveklasse hernede, så de elever der har været det igennem, kan meget af stoffet for førsteklasse.

Børnehaveklassen kan man ikke lavet særlig meget med. Sidste gang vi havde dem, farvelage vi alfabetet, hvor den helt store udfordring lå i at ramme inde for stregerne, men i lige så høj grad at vende farvekridtet rigtigt. Mange af dem begyndte også at vende papiret omvendt, og farvelægge på den anden side. Så måtte vi rundt og vende det om igen, og de kunne fortsætte farvelægningen af alfabetet.

Backammon introducerede vi i gaar paa multi centeret

Multiv centeret hvor vi arbejder

Når timenbegynder træder vi ind i klasserne. Eleverne står bag deres pladser.

”Goodmorning teacher”
”Goodmorgning students. Have are you?”
“We are fine, thank you teacher. Have are you, teacher?”
“I am fine thanks. Sit down, please”.

Så er timen i gang. I starten var den store udfordring at finde det rigtige undervisningsniveau. Hvor meget kan børnene egentlig? Stadig kan vi nogle gange være i tvivl, men det bliver bedre og bedre, og vi begynder at kende eleverne. Hvem er dygtige? Hvem skal have lidt mere hjælp?

Det problem vi kæmper mest med lige nu er at få dem til at sidde på deres pladser, og række hånden op i stedet for at råbe i munden på hinanden. De er utrolig ivrige for at deltage i undervisningen. De vil rigtig gerne svarer på alle spørgsmålene. Giver man dem en opgave, skal man helst rette den, sætte røde streger og give point efter hvor god en besvarelse det her.

Udsigten paa vej mod skolen

Gaderne i Chencha. Der er utrolig groent

Vores koekken

Eleverne er ikke så gamle, så der sker også at de mister fokus, og man kommer til at snakke ud i den blå luft. Så må man lige markere sig og bede om opmærksomhed. Normalt får eleverne et lille slag, hvis de fanges i at være uopmærksomme, eller i at lave ballade, som især drengene godt kan finde på. Den metode bruger vi ikke, så det kan godt ind i mellem være en udfordring at finde andre metoder hvormed man kan fastholde eleverne. Alt i alt er det dog til at klare ind til videre, men man kan godt mærke at man skal passe på med at give dem for meget spillerum, for det er de ikke helt vant til.

Efter de to lektioner vi har værd dag med skiftene klasser går vi hjem ad. Vi har dagen foran os, til planlægningen af morgendagens skole, til at lave aktiviteter på multi centeret, til at ordne ting såsom tøjvask, eller til at gå på café med en eller flere af de ansatte hos WSG. 

Vaevning er en af de helt store erhverv i Chencha

Arba Minch er kendt for sine fisk