Daab ved stammefolk

Normalt forbinder man dåb med små børn. Denne her dåb handlede dog ikke om babyer, men om større børn og voksne. Midt ude i bushen, inde i kirken bygget af pinde og blade, så et skyggefyldt sted blev lavet, var gennemsnitsalderen godt nok en del under den danske folkekirkes, men alderen på de som skulle døbes højere. Der var få over 40 år. Få der opnåede det at få et langt liv.

Med til dåben var også to danske missionærer, som vi besøgte i den sydligere beliggende by Jinga, og en norsk og en dansk volontør. Alle sad vi i en 5 personers bil, foruden lederen af søndagsskolen i Jinga, og to vejvisere som vi også havde med. Reservedækket omme bagi i bilen skulle dog eftersigende være blødt nok at sidde på, så ondt af dem bagi skulle vi ikke have.

Efterhånden havde vi kørt på grusvej i rimeliglang tid. Intet kom i sigte, det eneste vi fik ud af det, var at det blev mere og mere øde omkring os. Der var intet som indikerer, at her skulle en dåb snart holdes. Og som om det ikke skulle være nok, pegede vejviseren pludselig væk fra vejen, og ind i bushen. Der var dog et par hjulspor, der fortalte at for ikke særlig lang tid siden, havde der kørt en bil her. Vi var altså ikke de eneste som skulle den her vej. Der var faktisk muligt at køre her, selvom det ved første øjekast virkede meget vanskeligt.

Myggenet er meget vigtig hernede. Selv herude i den mest primitive hytte kan man finde dem

Tilskuere, som der ikke var plads til inde i kirken, men saa er det jo godt at den havde aabne sider

Kirken/overdaekket som stammen har bygget efter de er blevet kristne

Det gode ved at køre midt ude i ingenting, er at man kan lave sin egen vej. Står der pludselig et stort træ en busk eller er der et hul foran én, så kører man bare lidt uden om, og finder en anden vej rundt.

Jorden var så tør og støvet, at der ingen vegetation var, udover de stedsegrønne buske og de få spredte træer som stod rundtomkring. Ellers var det meget øde. Et sted hvor man tænkte at dyrene måtte have meget svært ved at overleve, men at der så også boede mennesker herude, kunne være svært at forstå. Det måtte der jo gøre? Det var jo øjensynligt herude et sted barnedåben skulle finde sted.

Til sidst kom vi ind i et krat så tæt, at bilen knap kunne komme igennem. Vinduerne blev lukket, så grene ikke skulle finde vej ind i bilen, og så blev der ellers krydset fingre for at ikke alt for mange ridser ville blive lavet på bilen. Som krattet syntes allermest tæt, kom vi pludselig ud af det igen og var fremme. Her på et lille smalt aflangt stykke, som et lille beboet område midt i mellem de små majs- og hirsemarker ned til floden og det tætte krat lå landsbyen, det lille samfund hvori dåben skulle finde sted.

Jeg havde sørget for at få rent tøj på, det var jo en dåb jeg skulle til. Ellers kan man godt komme til at rende rundt i halvbeskidt tøj engang i mellem hernede, men det fleste steder er der også mudder over alt, så andet er næsten umuligt. Dog var jeg kommet af sted i helt rent tøj den her gang.

Det varede så lige godt 5 sekunder, så viste det sig at have været rimelig meget spild. For det første var jorden knastør, og en støvsky steg op fra jorden, hver gang man tog et skridt. Bukserne blev lynhurtigt støvet til. For det andet virkede det ikke til at det var tøj, de lokale gik mest op i. Faktisk klarede en del af dem det rigtig fint helt uden noget tøj. Alle mænd og kvinder var tildækket under livet, men overkrop stod frit for om man havde noget her. De fleste små børn løb rundt helt nøgne. Vejret var meget indbydende til dette. Det var stegende hedt!

Det er vildt varmt. Derfor er det fristende kun at rende rundt i underbukser

Vejviseren proever at finde vej for os gennem oedemarken. Paa vej tilbage for vi vild, men fandt til sidst tilbage

Hvide er lig med penge hernede, i hvert fald efter etiopiernes hoved. Derfor er der altid rigtig mange som spørger om penge. Specielt hvis man ønsker at tage et billede af nogen, forlanges der ofte en form for betaling. Her var det dog anderledes. De var utrolig nysgerrige i at se hvem vi var for nogle, men samtidig dog med en hvis distance. Det var bestemt ikke hverdagskost at de fik besøg af biler herude. At der så tilmed var hvide mennesker med, var vel nok en ting nogle af dem aldrig havde oplevet før. Derfor var der ingen som spurgte om penge. Det er de slet ikke noget til her, at betragte på afstand var på mange måder nok for dem.

Den lille landsby var aflang flugtende med de små marker ved floden. Kirken, det overdækkede område, lå i den anden ende, så vi fik mulighed for at vandre forbi en del hytter. Alle var de lavede af træ og strå, med et tag som kunne modstår regn. Sider havde man kun meget sporadisk lavet. Privatliv har man alligevel intet af sådan et sted, og varmen var så intens, selv her i regntiden, at det var mere behageligt med åbne hytter.

Henriettes heppekor af boern fra Chencha, under en af vores fodboldkampe vi spillede. En eftermiddag kan hurtigt gaa med 3 timers fodbold

Kvinderne var i gang med at lave mad. Det man havde til rådighed her var primært majs, så det var hvad menuen skulle stå på kunne vi se. Man kværnede majsene, og puttede vand og måske olie i, hvorefter det blev til en dej, som man kunne stege på panden. Til at drikke blev en kaffe lavet, med store klumper af hånden, som ikke var slynget eller bearbejdet på nogen måder. Det lå som store klatter på toppen. Det så i det hele taget ikke særlig appetitligt ud. Jeg håbede lidt at vi ikke skulle spise her efter dåben. Forhåbentlig kunne vi liste af inden de bød os på mad.

Til alle gudstjenester hernede bliver der spillet på keyboard. Det gode ved at være et sted, hvor der ingen strøm er, at så er der ikke noget keyboard. Hvilken lettelse det var. Normalt skures der ufatteligt højt op for keyboardet, og alle funktioner skal aktiveres uden tanke på om det lyder godt. Herude uden strøm var musikinstrumenterne en akustisk guitar og et lokalt strengeinstrument. Dejligt og behageligt. Det eneste dog kan undre sig over er at hvert forspil til sangene snart er lige så langt som sangene selv, men intet keyboard så vi var overordentlig tilfredse.

Der blev døbt 40 mennesker i den menighed den dag. 40 nye kristne blev det til, og 40 nye mennesker som nu havde privilegiet at kunne gå til alters. Derfor var der nadver bagefter.

Alle som ønskede at få nadver skulle side i den venstre side af kirken, og alle som ikke skulle have nadver højre side. Da det blev vores tur, kom vi op til alteret. Oblaten var en kiks og vinen saftevand. Dog ikke hvilken som helst saftevand. Det var den saftevand Henriette og jeg har i Chencha. Ikke lige frem en god en af slagsen, hvis du spørger mig. Der er mere farve end smag i den, men alligevel når den nu også kan bruges som altervin, så kunne det måske være at vi alligevel skulle til at drikke noget mere af den. 

Dyr fra Nechesar og lake Charmo