Farvel til Addis Abeba

Aftensmad – fra dåsetun til falafel

Det der med at lave aftensmad, må jeg indrømme, at det har jeg ikke den store erfaring med. Jeg er så heldig at have en rigtig dejlig mor, som næsten altid laver aftensmaden derhjemme. Det vil altså sige at det er et helt nyt, eller næsten da, felt jeg begiver mig ind på. Det toppes så lige med at jeg jo også er i et nyt land.

At det er et nyt land betyder:

1)      Supermarkeder er der ikke mange af, og ingen i det område jeg bor. Til gengæld kan man proppe utrolig mange nyttige ting ind i en lille kiosk.

2)      Udvalget er ikke særlig stort

3)      Varerne er anderledes

4)      Alle de produkter man kender hjemme fra er dyre, mens alle de lokale varer som man ikke kender, er billige. Det billigste er at købe fra store sække med f.eks. pasta i løsvægt, og ikke de pakker vi kender hjemme fra. De er meget dyrere, og de giver ikke den samme kulturelle oplevelse.

5)      Kød fås normalt i to varianter i supermarkederne, hakket og ikke hakket. Ellers købes det hos en slagter, hvor der hænger en ko på en krog, og så kan du ellers bestemme, hvorfra du vil have udskæringen. Det hjælper især på det, hvis du kan ordene på amharisk.

6)      Al frugt og grønt er sæsonvarer – hvad påvirker prisen og antallet af den pågældende vare

7)      Der er overhængende farer for udsolgt – men til gengæld er der kiosker overalt, så naboen har det givetvis?

8)      Det er et kapitalistisk marked styret af udbud og efterspørgsel – dette bliver dog altid overtrumfet af den hvide mand. Han kan altid få lov til at betale ekstra, og man giver der med indehaveren af butikken dagens mest indbringende grin

Først landet, og først forvirrede skulle vi altså købe ind til vores første aftensmåltid. En af drengene fra rest-centeret havde så venligt vist os ned til et supermarked, og vi skulle nu handle ind. Alt var nyt og virkede meget mærkeligt. Antallet af ansatte svarede til kundeantallet gange tre, og vi havde hele tiden en eller anden stressfaktor af en ansat i ryggen udover drengen fra rest-centeret. For hvad køber hvide mennesker mon? Det er spændende, så de fulgte selvfølgelig med i alle vores handlinger.
Lidt i panik, og lidt fordi vi ikke viste bedre endnu, smed vi noget forskelligt ned i indkøbskurven, og betalte for alle varerne

Vi troede egentlig at vi havde fået købt ris til aftensmaden, det viste sig så at være pasta. Nå, men ned kom det nu også. Den første hjemmelavede aftensmad stod på noget så spændende som pasta, skrællede gulerødder, ketchup og dåsetun, hvor af dåsen godt nok påstod at det var tun, men vi nu i hvert fald havde vores tvivl om det nu var tun. En syg tunfisk måske, for mærkeligt var det, og ikke specielt godt. Vi har dog på den måde lært at oplevelsen. Ikke mere tun på dåse til os.

Hvad gør man så? Man går videre. Grøntsager spiser vi mange af, rigtig mange. Kartofler, gulerødder, rødløg, hvidkål, tomater og squash hører til almindelighederne, og det vi har spist rigtig meget af.
Nogle gange steger vi det bare på panden, og får en grønsagssovs, man kan komme oven på spagetti eller kartofler for det meste. Andre gange kan man lave grøntsagssuppe.

Det nemmeste kød at skaffe er hakket okeskød. Det kan man købe i supermarkederne for det meste. Ellers kan man få kød i tern, som vi har prøvet et par gange. Det er meget sejt, men smager af en del.

Hvis vi ikke lige kan finde kød, har vi forsøgt os en del med kikærter, som man kan lave falafel ud af. Det er rigtig fint, og et super alternativ til kød. Det eneste problem er at man skal huske at sætte dem i blød natten over, ellers bliver der i hvert fald ingen falafel den næste dag.

På den måde har vi indtil videre lavet aftensmad ca. hver anden aften. Ellers har vi været ude og spise i byen, da det både er nemt og billigt. Her hedder standart retterne burger, pasta, pizza og enjara. Disse ting kan man få næsten alle steder. Derudover afhænger udvalget af stedets standart. Når man er ude og spise i byen, er det også altid godt at udvælge sig en top tre over de ting man gerne vil have at spise, for det er ikke sikkert at de har råvarerne til at lave den første.    

Det der med at undervise på engelsk fra nul af

At undervise i engelsk, uden at kunne lokalsproget, kan vise sig at være vanskeligt. Det er det i hvert fald når eleverne på forhånd intet engelsk kan. Det har vi erfaret på rest-centeret. De elever som er i skill-træning (de lærer at ligge gulv, for på den måde at finde et erhverv, som de senere kan forsørge sig selv med) og som det er meningen at vi skal undervise, kan næsten intet engelsk snakke.

Derfor har vi været afhængig af nogen til at oversætte hele tiden. Der har vi så været så heldige at de af drengene som kan snakke engelsk på rest-centeret, har været villige til at oversætte for os. Det er vi rigtig glade for, for ellers havde det været stort set umuligt at undervise.

To ting der ikke gør det nemmere:

-          Nogle af dem er næsten 30 år, så det virker lidt fjollet at pege på næsen og sige ”nose”, som man kunne gøre til nogle små. Det være lidt svært at finde noget som både rammer aldersgruppen, og som stadig har det rigtig niveau.

-          Stort set ingen af dem kan læse latinske bogstaver, de kan kun læse deres egne amhariske. Derfor er der ikke meget pointe i at skrive noget op, da vi skal læse højt for dem, selv når det er de mest simple ord.

Det har været en stor udfordring at undervise disse drenge, og nogle gange har jeg været mere eller mindre opgivende, men så er det altså bare en stor motivation altid at se hvor glade de er for at lære. Så kan det godt være det er svært og virker nytteløst, men det giver alligevel en god følelse bagefter.

Vi er nu rejst videre til Chencha, men inden da skulle vi tage afsked med disse drenge. Det var en ret så rørende oplevelse. Vi har da været en del på rest-centeret, men jeg føler ikke vi har lavet det helt store. Derfor blev jeg rigtig overvældet over det farvel vi fik.
Mange af dem sagde at de var ked af at deres bror rejste, så jeg kan nu stolt sige at jeg har en del etiopiske brødre. Krammere blev givet hele vejen rundt, og vi fik kun lov til at rejse, ved at love at vi ville komme tilbage efter Chencha, hvilket også er planen, i hvert fald for et lille visit.

Af Johannes, en af drengen i skill-træning, fik jeg et sort læderarmbånd. Han fortalte at han havde gået med det i 10 år, og nu skulle jeg have det som gave. Beskeden fik jeg halvt ved at høre på Johannes og se hans kropsprog, og halvt ved at en anden af drengene oversatte til dårligt engelsk.
Jeg blev selvfølgelig rigtig glad for at få en gave. Det må da betyde at jeg har gjort noget rigtigt, og man er blevet værdsat på stedet, men samtidig har man også lidt den følelse, af at man ikke vil tage noget fra dem. Noget han har haft på i 10 år, og som jeg nok ikke lige umildbart kommer til at bære lige så flittigt. Lysten bliver heller ikke mindre af at man har set hvor lidt de har.

Men så skinner hans øjne. Han er glad og stolt over at kunne tilbyde mig en gave, og selvfølgelig tager jeg så imod den, og jeg lover ham at beholde den for altid. Måske vil jeg ikke gå med den, men jeg kan beholde den som en genstand som minder mig om Johannes, og de andre super fyre fra rest-centret. Jeg skyller dem alle en stor tak, for at have taget så godt i mod os, og jeg ønsker dem gudsvelsignelse og hjælp i den forandring af deres liv som de har påbegyndt og vil fortsætte.