Paa tur

På skolebesøg

WSG har forskellige projekter her i Chencha og omegn. Et af projekterne er deres alpha-skoler, der er en slags speed-skole for børn som er startet for sent i skole. Disse elever giver de så første-, anden- og tredjeklassetrin på et år, så de dermed er klar til at begynde med deres jævnaldrene i fjerdeklasse. For at dette er muligt har man fra WSG’s side indført en klassekvotient på 25 elever pr klasse. Det er meget få elever i en klasse i Etiopien. Det værste vi har hørt om er 120 elever i en klasse. Til alle disse elever er der kun en lærer. Jeg kan forestille mig, at det er temmelig svært for en lærer, at give alle elever en individuel undervisning i sådan en klasse. Organisationen har mere end 100 af denne typer af alpha-skoler. Uden disse skoler havde mange børn nok vokset op og blevet analfabeter, så de gør virkelig en forskel her.

Vi havde allerede besøgt alpha-skolen som lå i Chencha, og da vi havde besluttet at vi også ville besøge en anden, måtte vi snøre vandreskoene. Den alpha-skole vi skulle besøge lå i en by kaldet Zozo, som lå omkring 7 km fra Chencha. Den eneste måde hvorpå man kan komme til Zozo er med motorcykel, hest eller gåben, og da vi hverken havde motorcykeller eller heste til rådighed, måtte vi hellere gå.

Vejret er en faktor inden man skal ud og gå. Begynder det at regne når man er derude, kan det være meget vanskeligt og i hvert fald yderst ubehageligt at gå hjem igen. Vejen vil være en stor mudderpøl og fordoble tid og anstrengelser som det kræver at komme hjem, foruden at man bliver driv våd. Derfor kiggede vi meget mod skyerne, og håbede at det ville holde tørt, hvad det så også gjorder.

Markedet som det ser ud. Vi har marked hver tirsdag og lørdag, og her skal man købe næsten alt ind til den næste uge

Bod på markedet

Med os på turen var Denkene, som er koordinater på projektet, Bereket som er koordinater på noget andet, men besluttede sig for at gå med os alligevel, og Mecekes storebror som vi aldrig rigtig fandt ud af hvad han skulle. Han var bare med, og hyggelig at snakke med. Helt tilfældigt støtte vi ind i ham på vej op af hovedgaden i Chencha, og så besluttede han at følge trop med os. Meget typisk billede. Man hægter sig bare på, hvis man ikke har noget at lave den dag. Det virker det til at mange gør. Oprindeligt kom han fra Zozo, så det kan måske være derfor han valgte at følge med os, så han lige kunne se sin gamle by igen?

7 km er ikke så meget. Ikke fordi jeg vandre særlig meget hjemme i Danmark, men det skulle jeg nu nok kunne klare. Det gik nu også så fint til at starte med. Måske hang det sammen med at det mest gik ned af, men fremad gik det. På en eller anden måde var det dog bare som om vejen bare fortsatte og fortsatte, og så skulle vi også til at gå op igen. Lidt træt nåede jeg sådan frem til Zozo.  

Turen havde været utrolig smuk. To tre store træer stod foran os, og markerede byens centrum og markedsplads. I Chencha er der markedsdag hver tirsdag og lørdag, mens i Zozo er det onsdag som er markedsdag. Vi fandt hurtigt skolen, som holdt til i landbrugsforeningens lokaler.

Inden for var der omkring 25 børn. Læreren stod oppe ved tavlen. De øvede sig i at lave lodrettestreger, vandrettestreger, cirkler og andre ting, som man skal bruge, når man skal skrive bogstaver. Undervisningen foregik ved at læreren satte 5 vandrettestreger på tavlen, hvorefter eleverne skulle gøre det på deres papir. Læreren gik så rundt i mellem eleverne, og så om de gjorder det ordentligt, og om de kunne finde ud af det? Vi satte os ned bagerst i lokalet, sådan at vi kunne komme til at se nogen af børnene overskulderen, og se hvad de lavede.

Ja, sådan transportere man ting her

Tøjvask foregår i hånden her

Efter de var færdige med at tegne streger i deres kladdehæfter, kom Henriette og jeg op til tavlen. Vi præsenterede os selv, og Denkene oversatte. Vi fik alle børnene til at rejse sig, og så gik vi i gang med ”Hoved, skulder, knæ og tå”. Meget langsomt. Peget på hovedet og sagde ”Head” rigtig mange gange, og børnene gentog det efter os. Dernæst pegede vi på skulderne og sagde ”shoulders” rigtig mange gange. Så kunne man måske forsøge at sætte de to ting sammen, så man sagde ”Head, shoulders”. På den måde arbejdede vi os langsomt, men sikkert igennem sangen.

Det er ekstra vigtigt når man underviser disse børn, at man udelader alle former for fylde ord. Hvis man siger ”okay” efter at have sagt ”head”, gør børnene det samme. ”Head okay”, og så hedder hoved pludselig ”head okay” på engelsk, da børnene ingen engelske ord kan på forhånd, og derfor ikke har en chance for at skelne i mellem de ord, som det faktisk er meningen de skal bruge til sangen, og så de ord, vi engang i mellem bruge i kommunikationen med børnene. Fyldeord har vi dog meget hurtigt droppet, og nu bruger vi kun de allermest nødvendige ord, og prøver at sige resten fra.

Efter sangen tog vi børnene med ud og legede endnu en sangleg med dem, hvorefter vi legede bankebøf. Det lyder utrolig sjovt når de små børn løber rundt og siger ”banke, banke, banke, bøf”. De skal lige forstå legen, men når de først har det, giver de den også maks gas rundt i cirklen, især når de husker at løbe den rigtige vej. Ret ofte ender børnene med at løbe den samme vej rundt, og den ene af dem opdager, at han er forkert på den, og så er der altså rigtig langt rundt den anden vej.

Da legen var færdig var skoledagen forbi, og alle børnene tog hjem. Vi vandrede op til et udsigtspunkt meget tæt på. Lagde os i græsset der og tog en slapper. Efter et hvil vendte vi snuden hjemad de 7 km.

Langt om længe ramte vi Chencha. Jeg var godt smadrede. Op og ned hele tiden tager alligevel på kræfterne. Som altid når man har lavet noget i Chencha ender man på en café. Det gjorder vi også den her gang. Et rigtig hyggeligt sted hvor man kunne sidde ude under et overdække lavet af strå. Der sad vi så indtil det var blevet mørkt, og Sister stod klar med aftensmaden derhjemme.

Fjols mester

Hvis der er en ting jeg bliver god til af at være i Afrika, så er det at spille spil! Her i Chencha er alle andre spil end dam et mysterium for dem. De ved godt hvad kort er, men jeg tror aldrig de har spillet det før, og en terning har ingen af dem set. Det er sjovt hvor forundret folk kan være over en lille firkantet ting med seks sider. De ved slet ikke hvad de skal gøre med dem?

Spillet fjols (fool på engelsk) indeholder begge elementer. Kort og terninger, så det er et suverænt hit. Mange af eftermiddagene laver vi aktivitet for de unge omkring WSG’s multi center, og her er spil en af delene. Spillet handler om at man skal samle 4 ens kort, og når man har det tager man en terning fra midten af bordet. Ser man en anden person tage en terning, skal man straks selv tage én, og den sidste person der opdager dette, får ingen terning, da der er én mindre end antallet af spillere, og den person har så tabt.

Det der gør spillet ekstra sjovt er at taberen skal have skrevet et bogstav på hånden, begyndende med f. Taber man næste gang får man et o, indtil man har skrevet fool på hånden, og er ude af legen.

Uden problemer bruger vi nemt en time på dette spil hverdag, hvis det skulle være. På nuværende tidspunkt er jeg derfor ved at være godt træt af spillet, men om ikke andet man da håbe at jeg også bliver god til det. Man kan sige at jeg er i intensiv træningslejr for at blive fjols mester.

Et vandfald blot 30min fra hvor jeg bor. Med på billedet er Daki, som er en af lederne i WSG i Chencha

Arba Minch

Ikke så langt fra Chencha, 40 km svarende til 90 min i bus, ligger den meget større by Arba Minch. I mandags havde vi ikke så meget at lave, og derfor besluttede vi at tage en tur derned, for at se byen og tjekkede muligheder for indkøb og underholdning ud.

Det mest interessante ved vores tur derned var dog ikke selve byen, det var busturen derned og op igen. Sådan kan man pludselig for oplevelser ud af det som ellers synes ret trivielt.

Vi havde ikke taget bussen til Arba Minch før, men vi vidste sådan cirka hvor den gik fra. Ved stoppestedet sad der mange og ventede. En god indikation på at bussen faktisk gik her fra. Vi havde fundet det rigtige sted. Det der med mange viste sig dog at blive et problem. Mange er godt, men for mange er ikke godt.

Der samlede sig hele tiden flere og flere mennesker. Vi var ved stoppestedet lidt i 10, men nu var klokken omkring 10.20 og der var ingen bus at se, men utrolig mange mennesker. Henriette og jeg slog tiden ihjel, ved at spille kort, men det tiltrak snart så meget opmærksomhed at det droppede vi igen. En ældre dame kom og holdt en prædiken for os på gomanja, så det forstod vi ikke så meget af, men penge ville hun i hvert fald have. ”Jelem” fik hun som svar. Det betyder ”ingen”. Det lod hun sig ikke slå ud af, og satte sig blot ved siden af os, og begyndte at tale dels til os, og dels om os til alle andre rundt omkring.

Det blev for meget til sidst og vi rejste os op og gik et andet sted hen. En af de ansvarlige for busserne så dog dette, og han jagede kvinden væk, så vi kunne sætte os igen i forholdsvis fred.

En motor kunne svagt høres. De fleste folk styrtede af sted. Kunne man nå bussen først, kunne man måske også få sig en plads. Vi løb efter. Følg de lokale plejer at være et godt råd. Rundt om hjørnet blev vi dog en smule skuffede. Ingen bus, men ikke alle så noget problem i dette. Det var en lastbil med åbent lad som skulle ned af bjerget. Nogen havde fået nok af at vente på bussen, og hoppede op på ladet af lastbilen. Den måde kunne man jo også komme ned af bjerget på.

Lige da vi var ved at give op, kom bussen. Det samme kom en større menneskehob. Dette ville blive vildt. Alle ville til Arba Minch. Det var mindst 3 gange for mange mennesker til bussen. Vi sørgede selvfølgelig for at stå der hvor bussen ville holde, men det samme gjorder alle andre også. Der var så mange mennesker at man ikke kunne åbne døren til bussen. Vi blev presset helt tæt til hinanden, og det var ikke til at røre sig. En dreng tilbød at skaffe to plader til Henriette og jeg i bussen, og en manden med billetterne i bussen havde også fået øje på os, og signalerede at han også ville spærre to pladser til os. Derfor havde vi bedre odds end gennemsnittet for at komme ind i bussen.

Der er rigtig grønt og frodigt her omkring Chencha i regntiden. På alle måder et rigtig flot sted

Disse lækre hytter ligger i vores baghave, og fra dem kan vi sidde og spise vores måltider, og så samtidig nyde den dejlige have vi har

Døren til bussen blev presset op, og folk forsøgte at komme ud, samtidig med at dem udenfor forsøgte at komme ind. For nogen lykkedes det også, men de blev skubbet og sparket ud af bussen igen. Folk skulle ud først. Alle var dog ikke indforstået med dette, og to politibetjente kom til, og begyndte at hive og flå i folk. Én der ikke ville makke ret fik nogle slag over nakken og i hovedet, han trak sig væk, men de fleste kom nærmere, og politibetjentene blev trængt op mod bussens dør, så de blev nød til at fægte og sparke omkring sig. De var meget pressede og i en dårlig position. Det var der Henriette og jeg lige så stille begyndte at trække os. Det her var simpelthen for vildt, og ikke umagen værd. Vi gik lidt væk og stod og betragtede det hele på afstand.

Politiet fik efterhånden mere orden på det, og en kø langs med bussen blev dannet, dog var der hele tiden folk som prøvede at snige sig uden om og ind af bussens dør.   

Drengen som havde lovet at skaffe os en plads kom og prikkede til mig. Vi skulle følge med hurtigt. Det gjorder vi så. Ved at skubbe og trække i folk lykkedes det for ham at bane en vej ind til døren, og jeg fik klemt mig igennem og ind i bussen, hvor billetmanden havde holdt sæder til Henriette og jeg. Kort tid efter kom Henriette også igennem og ind i bussen. Så godt så langt.

Inde fra bussen trykt siddende på vores sæder, kunne vi observerer, hvordan der ikke var de første i køen som kom ind i bussen. Det handlede om at kende de rigtige, virkede det til. Kendte man dem som havde bussen, kunne man komme med. Ellers kunne man ikke.

Kvinder kæmpede desperat for at komme ind, mens deres børn græd. De havde øjensynligt et vigtigt ærene i Arba Minch. Mænd hidsede sig op, skældte ud og måtte frustreret gå derfra uden nogen plads. De fleste måtte udsætte kampen til den næste bus. Den her var tabt.

Der sad vi lidt midt i det hele, og havde det en anelse dårligt over at optage to pladser i bussen, som måske kunne være gået til nogen som havde mere brug for dem end os. Vi skulle jo bare ned og se byen, havde noget at spise og købe lidt ind. Intet livsvigtigt. Det var bare ikke en fair kamp om pladserne i bussen. Mange kom med fordi de kendte folk. Vi kom med fordi vi var hvide. Sådan er der nogen gange fordele ved at være de eneste hvide i byen (udover Irma fra Holland), men til gengæld er der også ulemper, som da vi skulle vente på bussen, havde vi meget svært ved at få fred fra folk.

Efter lang tids nøje udvalg af passagerer kom vi endelig af sted. Drengen som skaffede os en plads, stak jeg en seddel som tak for hjælpen. Han havde ikke spurgt om penge for tjenesten, men vi var endt med at komme med bussen og han ikke, så det syntes kun fair. Da billet manden kom rundt fik han også en smule som tak for hjælpen. Vi havde trods alt aldrig klaret selv at få en plads.

Allerede lidt ude af Chencha holdt bussen ind. Nogle flere skulle på, nogen af. Kaos. Sådan stoppede bussen mange gange inden vi nåede til Arba Minch. Folk stod i midtergangen. De blev dog sat af for foden af bjerget, før vi risikerede at blive stoppet af politiet, og bussen få en bøde fordi den var overfyldt. Langt om længe nåede vi dog ned i varmen. Lidt over 13 var vi fremme.

Da vi skulle hjem gik vi ind på busholdepladsen. Der var virkelig mange busser, og vi spurgte os frem, og fandt den rigtige bus til sidst. Busserne hernede kører først når de er helt fyldte, og den her var ikke fyldt, så Henriette spærrede en plads til mig i bussen, og jeg gik ud og købte noget vand vi kunne tage med tilbage til Chencha. Vi har snart købt byen tom for vand, så det var en kærkommen lejlighed til at tage noget med.

Med os i bussen var en politibetjent. Han skulle have et lift. Jeg prøvede at betale mange gange, men billetmanden var højst mærkværdigt ikke interesseret i at tage i mod dem. Han ville hellere vente.

Politimanden blev sat af, og så kunne vi pludselig betale. Vi gav 100 birr, og forventede dermed at få penge tilbage da billetterne koster 17 birr (5-6kr) stk. På vores billet stod der pludselig 50 birr stk. Mere end en fordobling af prisen.

Jeg grinte af ham, og sagde at jeg altså kendte prisen, så han havde bare at give mig det rigtige tilbage. Efter en lille kamp gav han mig 50 birr tilbage. Nu var vi nede på 25 birr stk.

Jeg spurgte mig omkring, hvad var prisen. En mand svarede 20 birr stk (prisen varierer lidt engang i mellem, så derfor er det nogle gange dyrere end de 17 birr). Jeg manglede altså stadig at få 10 birr tilbage. Billetmanden forsvandt dog op i den anden ende af bussen.

Da han kom tilbage prøvede jeg at få mine 10 birr tilbage, men det var ikke lige sådan. Kunne han ikke regne spurgte jeg? Ikke nogen kommentar.

Det endte med at jeg fik mine 100 birr tilbage, han sin 50 birr, hvorefter jeg gav ham 40 birr i sedler, og han altså havde fået den pris han havde krav på og ikke mere.

Sådan oplever man ofte at blive snydt lidt hernede. De fleste gange lader jeg det også bare farer. Vi har jo flere penge, så fair nok på nogle måder. Dog vidste jeg her hvad den rigtige pris var, og så kan man nogle gange blive helt forhippet på at nu vil man ikke snydes mere. Man kan få nok af det.
Ofte handler vi dog her i Chencha i butikker med folk vi kender, og så for man det selvfølgelig altid til det 
rigtige, så der er vise fordele ved et lille lukket landligt miljø.

Håret var langt, og jeg gik til barber

Sådan blev resultatet. Jeg fik etiopiere frisure nummer et, så det kan jeg være ganske tilfreds med. Dog skal jeg lige vende mig til, at jeg nu kan blive solskoldet på hovedbunden gennem håret