8 dage uden at se andre hvide

Mudder

Man kan vælge to forskellige taktikker. Enten hopper man fra jordknold til jordknold, og ellers går man på stenene. Hver af de to muligheder har sine fordele og ulemper.

Når det ikke er alt for vådt er jordknoldene klart det bedste. På toppen er de tørre, og på den måde undgår man at få for meget mudder på skoene. Afstanden i mellem dem er også rigtig fin, da den ikke er større end man kan gå normalt.
Har det regnet meget kan jordknoldene dog være meget klatte, og man risikere at skvatte, og på den måde få mudder over hele kroppen i stedet for kun på skoene. Den anden ulempe kan ligge i at lige pludselig holder de op, og så er der nogle gange kun den dybe mudder foran dig.

Har det regner rigtig meget er stenen altså at foretrække. De er alle steder (i hvert fald de fleste), man løber ikke tør for dem, og samtidig er de rimelig stabile. Ulempen ligger i at de ikke hæver dig særlig meget over jorden, og derfor kan du ikke undgå at få mudder på både sko og det nederste af bukserne, men til gengæld du skvatter ikke lige så nemt.

Efter Meskel stopper regntiden, det er den tommelfingerregel, som der følges i Etiopien. I Chencha er det imidlertid som om den ikke virker. Tværtimod kan man næsten føle at det har været stikmodsat. Regnen er begyndt efter Meskel. 

Årsagen til at vi ventede til efter Meskel med at rejse til Chencha, var at det hele eftersigende skulle være en stor omgang mudder i regntiden. Nu har vi haft en uge med regn hver dag, og jeg kan godt skrive under på det med mudderet. Det er rigtig meget mudder her.

Der er rigtig flot i Arba Minch

En lokalhytte. Her bor både familien og husdyrerne

Alle veje i Chencha er jordveje, nogle af dem med sten i, så de få biler som er her, kan få bare nogenlunde greb med vejen, når det har regnet. For når det gør det, forvandler alt sig til mudder.
Har det derfor regnet ikke særlig længe inden du skal ud, må du altså vælge en af de to overstående taktikker. Enten bruger man jordknoldende i vejen og ellers bruger man stenene. En helt tredje og muligvis den bedste er at følge de lokale, for de ved som regel hvor vejen er bedst. Man undgår dog aldrig helt at få mudder på skoene og bukserne, og derfor flytter grænsen sig også faretruende hurtigt for, hvornår man synes at ens tøj er for beskidt, til at man kan tage det på. Grænsen flytter sig måske også ekstra hurtigt af, at vi her må vaske al vores tøj i hånden. Indtil videre er det blevet til en vaske-tøj-formiddag, hvilket gav god underholdning, især for Sister, den dejlige dame som laver alle vores måltider for os, da hun kunne se at ingen af Henriette og jeg havde nogen særlig erfaring med vask i hånden, og hvad der gjorder det endnu sjovere var, at jeg som dreng vaskede mit eget tøj. Det er et meget sjældent syn, og det synes hun var utrolig morsomt. Efter et par timers arbejde havde vi fået vasket alt vores tøj, midlertidigt afbrudt af en regnbyge, hvorefter vi kryb ind under et halvtag og kunne fortsætte tøjvasken derfra.  

Huslidt arbejde er hernede generelt forbeholdt kvinder. På rest-centeret i Addis, kan jeg huske at køkkendammerne i starten helst ikke ville have mig for meget ud i køkkenet, af den årsag at det er mænd ikke befinde sig for meget derude. Så jeg måtte finde mig i aldrig at få lov til selv at øse op, vaske op eller hente ekstra enjara. Det kom de altid med.

Jeg er kommet på landet her i Chencha. En del, særlig den ældre generation, går ofte uden sko her. Eller uden sko ved jeg nu ikke helt, de har nemlig fået oparbejdet sig så meget hårdhud under og på siden af foden, at det nærmest kan se ud som om de havde sko på. Det er blot en sko i mere naturlig farve, som så på praktisk vis er indbygget helt naturligt. Med den løsning undgår de også den problemstilling med at man både får beskidte strømper og sko, her kan de nøjes med at vaske tæerne, efter at de har været ude at gå.  

 

Hope for Children har her bragt nogle unge tilbage til deres familie i Chencha, efter at de er blevet udnyttet som børnearbejdere i Addis Ababa. Billederne af børnene ligger på bordet. Det er fedt at se at organisationens arbejde virkelig patter noget, og det er fedt at se hvor glade børn og forældre er for at se hinanden efter omkring et års fravær fra hinanden

Luksus på hotel Skrottenborg

På den ene side har jeg aldrig levet i sådan en luksus som jeg gør nu. Jeg har én til at gøre rent på mit værelse, rede seng hver morgen og al vores mad bliver tilberedt for os, vi kan tilmed ønske, hvad det skal være, blot at det holder sig inden for enjara genren. På den anden side er det hele blevet meget primitivt. Strøm, vand og telefondækning kommer og går. Man må benytte sig af det så længe man har det. Ønsker man f.eks. et varmt bad skal tre faktorer være til stede i samme øjeblik: Vand skal der selvfølgelig være, strøm skal til at varme vandet op, og så skal bruseren også virker. At alle tre ting virker på samme tid er ikke hverdagskost hernede, men det er noget man værdsætter meget mere, når det så endelig virker.  

At vi har Sister til at lave mad til os hver eneste dag kan måske lyde som en overdreven luksus, men indtil videre tror jeg, vi ville have haft svært ved at klarer os uden. 

Den eneste måde vi kan lave mad på er over et bål. Gasflasken til kogepladerne er tom, det har den sikkert været i lang tid, og vi venter stadig på en ny. Bålmad er ikke lige mit speciale, og skuret hvori det foregår, er ikke ligefrem brugervenligt og egnet til nybegyndere. 

To dage om ugen er der markedsdag, tirsdag og lørdag. Det er her man køber alt hvad man skal bruge af fødevarer til den kommende uge. Man skal altså have planlagt alle måltider mange dage frem. Det er et overblik som jeg endnu ikke helt har fået. Vi har indtil nu mest gjort i at købe frugt på markedet. Årstidens frugt lige nu hedder banan, så det er hvad vi har købt. Sidste gang lykkes det os at købe 12 bananer for 10 birr (4kr), hvilket må siges at være en udmærket pris, men de er også dyrket i lokalområdet, og derfor kan de fås til en meget billig penge her. En enkelt gang har vi fundet en papaya, hvilken vi også slap 10 birr for.

Før hvert måltid vasker vi hænder. Det er meget normalt, men her foregår det ved at Sister kommer med en kande, som regel varmt vand, og en balje, og så vasker vi hænder siddende ved bordet indover baljen. Det skal man lige vende sig til i starten, det virker lige i overkanten fint, men det er en del af kulturen, og vi har måttet vende os til det.

Sangere og talere til Chencha konferencen vi deltog i

Billede for fejringen af Meskel. Kan I mon finde mig i flokken?

En anden ting vi har måttet vende os til er dyr overalt. Der står får, geder og køer fortøjet overalt, og høns vandrer frit rundt omkring. Det er en ting. Noget andet er at de også nogen gange går rundt i vores have lige uden for værelserne. Det fungere lidt sådan, at hvis nogen lige skal på et lille visit, og tilfældigvis har deres ko eller ged med, ja så parkerer man den lige et eller andet sted inden på grunden. Så det sker indimellem at vi har en brægende ged der græsser rundt omkring i vores have, eller en eller anden ko som man skal forbi ude på stien, når man skal ud af haven.
Det giver helt sikkert sin charme, men engang i mellem starter de lige brægeriet en tand for tidligt, og så kan man godt blive en smule træt af dem.