Chencha

En temmelig lang bustur

Madpakkerne havde vi heldigvis smurt aftenen før, men alligevel var der lige de sidste ting som skulle gøres, inden vi var klar til at tage bussen mod Chencha. De sidste ting skulle ned i kufferten, morgenmad skulle spises og tænderne børstes, og når klokken er 4.30 er man altså ikke oplagt til særlig meget.

For at vi ikke skulle komme for sent og dermed misse bussen, havde vi planlagt at være der i god tid. God tid viste det sig også at være! 

Lidt over 5 var vi ved stedet, hvor bussen skulle afgå. Med os havde vi en etiopier fra WSG, som skulle følge os på vejen, og som så kunne benytte lejligheden til at besøge sin familie i nærheden af Chencha. Engelsk var ikke lige frem hans stærke side, men med lidt håndtegn, var det nu til at forstå, hvornår han gerne ville have os til at følge efter sig, og hvornår vi skulle vente på ham.

Bussen var der ikke klokken 5 som der ellers stod på billetten, og vi fik efter en del forvirring at vide at den ville ankomme klokken 6, det samme tidspunkt som den planmæssigt skulle være afgået.

Klokken blev 6, stadig ingen bus. Vi stod meget tæt, der var mange mennesker som ventede på busser til alle mulige steder. Om fredagen var helligdagen ”Meskel”, og der var mange som gerne ville når hjem og fejre det. 

Naturen er fantastisk heroppe, og mange steder er udsigten vildt god

Her bor vi, og under den lille hytte spiser vi ofte vores middasmad, som Sister så venligt laver til os hver dag klokken 12.30

Hele tiden skulle vi flytte os for folk som skulle forbi os, busser som skulle parkere og busser som skulle afgå.

Klokken 08.20, næsten fire timer efter vi stod op, var vi endelig kommet i bussen, og den kørte stille og roligt af sted. Vi ramte præcist morgentrafikken. Det ville have været hurtige at gå ud af Addis, men vi sad altså i den her bus, og kunne se fodgængere og hyrder med deres får overhale os.
Først klokken 21 var vi på toppen af et af bjergene i den sydlige provins Gamo-Gofa, hvor Chencha ligger. Det havde været en rigtig lang bustur, men vi havde fået set en masse af det meget smukke og grønne landsskab ud gennem bussens ruder.

Henriette kom med denne konklusion under den lange bustur:
”Vi bliver meget tålmodige mennesker når vi engang kommer hjem, eller måske har vi bare fået for meget af det at vente?”
Hvad det ender med er ikke til at sige, men når man er midt i det er det nu ikke engang så slemt. Lige meget hvad man gør, kan man ikke rigtig få det til at køre hurtigere. Bussen kom når den kom, og morgentrafikken er som den er. Ting tager tid, det er en filosofi som passer meget godt på livet hernede.

En okse, som har fået skåret halsen over

Køer som spændt venter

En meget blodig dag

Allerede fra morgenen af flød det blod. Det kom fra min egen næse. Heldigvis tog det ikke særlig lang tid at stoppe, og efter kort tid var jeg klar til at stå op og spise morgenmad. Det var min anden morgen i Chencha.

Getenets og Meceke kom og samlede os op ved gæstehuset. Vi skulle lidt ned af bjerget. Det var førstedagen for fejringen af Meskel. Meskel er helligdagen, hvor man i Etiopien fejrer at man engang fandt en del af Jesu kors. Fejringen varer mange dage og sætter næsten alt andet i stå. 

Det vi skulle overvære var en traditionel slagtning af okser, som eftersigende kun finder sted i Chencha. Normalt er jeg ikke så glad ved blod og sådanne ting, men en slagtning af et par okser kunne jeg vel klare tænkte jeg, og man kunne vel altid kigge den anden vej.

Der var okser over alt da vi kom frem. Det var altså ikke et par stykker vi snakkede om, men noget der nærmede sig 100, uden at det rigtig var til at få et overblik over. På noget som normalt var en slags torv/fodboldbane var alle dyrene stillet op. Man skulle passe på med ikke at komme fortæt på dem med horn, for nogle af dem var ikke ligefrem venligsindede. Det var som om de godt kunne mærke hvad der snart skulle ske.

Familier, venner og bekendte var gået sammen i grupper om den okse. Når de var klar til slagtningen, trak én efter én okserne hen på pladsen, hvor slagtningen skulle foregå. Mennesker var allerede stimlet sammen her. Slagtningen er et show, som man på nogle måder kan sammenligne med tyrefægtning. Arenaen var her bare åben, og okserne var i reb.

De første okser lå allerede og forblødte på græsset. Blod flød ud af halsen på dem, der hvor man havde åbnet for blodårene. Der dannede sig små søer omkring okserne. Det tog mange minutter før de var hele døde, og i mellem tiden lå de og vred sig nede på græsset. Man kunne hører deres desperate forsøg på at trække vejret, men luftrøret var skåret over, og derfor lød der kun en uhyggelig hvæsene lyd. 
Jeg kiggede væk. Et ubehag og begyndende kvalme begyndte at brede sig i kroppen på mig. Vi bevægede os længere ind på pladsen, men det resulterede bare i at der ikke var flere stedet at kigge hen. Alle steder var slagtningerne i gang. Nye okser blev ført ind, og man måtte være meget varsom med at flytte sig i god tid, inden de blev trukket forbi. Nogle af dem kig deres egen død stille og roligt i møde, mens andre kæmpede imod, opildnet af at de kunne lugte deres artfællers blod.

Der var slagtede køer overalt

De ortodokse kristne fejre her Meskel. Her sker det ved at man tænder et kæmpe bål

På et tidspunkt kom jeg til det punkt, hvor jeg havde set så mange slagtninger, at jeg ikke længere tog mig af al blodet og døden, men i stedet begyndte måske ikke ligefrem at nyde det, men jeg begyndte at se på det hele med nye interesserede øjne. I stedet for at kigge væk, kiggede jeg nu på dyrene og deres slagtere.

Hver slagtning udviklede sig i seks trin:

1)      Dyret trækkes ind og en plads for slagtningen findes. Menneske mængden begynder at nærme sig. Alle ved at her kommer til at ske noget.

2)      Dyret skal væltes. Det sker oftest ved at en modigmand tager fat i hornene, mens de andre trækker i reb omkring et af benene og en tredje person tager fat i halen. Dyret skal væltes på siden.

3)      Når dyret er væltet blottes halsen. Nu venter man på at manden med kniven skal komme. Det er et hverv de fleste gerne vil have, men kun få kan få, da man går mange sammen om hvert dyr. Som regel er det en mand lidt op i årene som får dette ærefulde job.

4)      Halsen åbnes, og blodet strømmer ud. Dyret går amok, og alle styrter væk. Den store ring omkring slagtningen går nu i opløsning, da alle vil på sikker afstand. Mændene ved rebet holder desperat fat, de skal have dyret under kontrol igen.

5)      Dyret er svækket pga. blodtabet, og efter kort tid bliver det fældet igen.

6)      Manden med kniven kommer tilbage igen, og den her gang lykkes det ham at skære halsen halt igennem, og luftrøret og de største blodårer cuttes.

7)      Dyret er døende og hvæser og spræller. Skåle bliver ført ind i halsåbningen på dyret, og blod samles her. Dyret dør langsomt. Små børn tør nu at gå helt hen og rører ved dyret. Det har ingen modstandskraft mere. Billeder kan nu sikkert tages.

8)      Skinnet tages af og dyret parteres efter det er dødt. Af skinnet kan f.eks. stole laves, og kødet skal bruges til festmåltid i anledning af Meskel.

Som sagt kom jeg mig over min værste ubehag, og jeg fik taget en video i fuldlængde fra nærmeste hold, af hvordan slagtningen foregår. 

Bagefter var jeg lidt svimmel og rundt på gulvet. Hele marken var snart vædet rødt af blod, menneskerne var euforiske. Det var tid til at tage tilbage nu, fortalte Getenets. Politiet begyndte at troppe talstærkt op. Slagtningen ville fortsætte lidt tid endnu, men så ville drikkeriet tage over, og med det slåskampende. Det var på inden måde værd at overvære forvissede han os om.