Den sidste tid i Addis Ababa

92 – om igen

Første halvleg var egentlig ret dårlig. Den Central Afrikanske Republik kom foran på et dårligt mål, som passede meget godt til banens kvalitet som var elendig. Stemningen var også ret langt nede, på den bar, vi sad og så fodbold på. Jeg var der sammen med Henriette, Anna og drengene fra rest-centeret. Etiopien skulle vinde kampen for at gå videre til sidste kvalifikations runde i VM kvalifikationen. 

Det hele vendte kort inden i anden halvleg. Kampen var transmitteret en smule forskudt, og derfor kom jubelbrølet inden målet. I gennem radioen kunne vi hører at Etiopien havde udlignet til 1-1 kort inde i anden halvleg. Målet kom et halvt minut efter på tv’et, og der var alle allerede oppe og stå, og i gang med at omfavne sidemanden.
Slagsangene kom stille og roligt. Baren begyndte at vågne op, og noget af den gode stemning jeg havde forventet på forhånd begyndte at komme. 

Da 2-1 målet kom begyndte det for alvor at blive sjovt. Nu var de videre. Tesfaye ved siden af mig, fortalte mig begejstret, at hvis dette resultat holdt, ville der blive fest i hele byen. Det ville blive vildt.
Resultatet holdt. Kampen endte 2-1. Etiopien var videre, og det tætteste på et verdensmesterskab i fodbold i 30 år.

Der bliver farvet haard inden nytaarsfesten. Haaret skal vaere saa sort som muligt!

Tesfaye overdrev ikke på nogen måde. Jeg har ikke oplevet 92, da Danmark vandt europamesterskabet, men jeg kan næppe forestille mig at denne fejring står tilbage for 92. 

Efter kampen gik vi tilbage til rest-centeret. Folk var ude på gaden, klædt i etiopisk fodbold trøje og med nogle få flag rundt omkring. Egentlig havde vi tænkt os at tage hjem, Henriette Anna og jeg, men pludselig holdt der en bil inde på rest-centeret, og alle hoppede ind i den. Vi blev trukket med. Bilen blev fuldt til bristepunktet, vi skulle ud og se byen. Se hvordan folk fejrede sejren. 

I bilen blev der sunget sange for fuldt drøn. En sjov blanding af fodbold- og kristnesange, blev det til så vidt jeg kunne hører. Folk hang ud af ruderne, bankede på bilens sider, hilste på folk ude på gaden, som nu gik ude midt på vejene i stedet for i siderne som man plejer. 

Folk samlede sig i grupper. Når vi kom forbi slog de også på bilens sider eller løb med og sang. Jeg skrev samme aften ned, hvordan jeg havde oplevet fejringen: Det lyd således:
”Folk er ude på gaden. De vandrer over alt. Kæmpe horder af mennesker kommer strømmende gennem gaderne og blokkerer vejene totalt, når de kommer rivende af sted, som en flodbølge der tager alt med sig som står i vejen.”

Hårfarve alla etiopisk version

Da vi ramte Aret Kilo, et af byens samlingspunkter, stig vi ud af bilen. Vi skulle nu være med i fejringen på gadeplan.
Her kom kæmpe grupper/horder løbende gennem den store rundkørsel hvor vi holdt. 100 mennesker kom stormende ned gennem gaden og fortsatte videre. Horderne kom jævnligt, og alt andet måtte stoppe når de kom løbende i gennem gaderne. 

Pigerne blev holdt tilbage. Drengen fra rest-centeret var rigtig opmærksomme på vores sikkerhed, og derfor fik pigerne ikke lov til at gå langt væk fra bilen. Det var for farligt, mente de. Jeg fik lov til at gå ud midt i rundkørslen, men kun på de betingelser, at jeg havde afgivet alt af værdi jeg havde på mig, og at jeg gik med Abraham i hånden hele tiden. Hvis det blev for vildt kunne han trække mig ud.

I Etiopien er det helt normalt at tog mænd går og holder i hånd. Det er der ikke noget uselvvaneligt eller mærkeligt ved. Det er bare noget man gør. Nogle af drengene vil meget gerne flette fingre og holde i hånd hele tiden. I starten virker det meget mærkeligt, og det er det på sin vis også stadig, men det er nu egentlig meget hyggeligt, og der kommer lidt sådan en efterskolestemning over det. 

Jeg bevægede mig altså ud i mængden. Igen har jeg nedskrevet hvordan jeg så situationen kort tid efter: ”At være i midten af flokken var for sindssygt! Folk hev og flåede i én. Der gik et halv minut inden folk opdagede at man var hvid, og så blev man ellers trukket ind i midten af fejringen. I midten hoppede man rundt med etiopierne, med hænderne over hinandens skuldre, mens man samtidig blev skubbet frem og tilbage hele tiden”.

Nytårsfåret som vi alle spiste

Hovedet gad man ikke lige fjerne, så det fik lov til at ligge fremme

På et tidspunkt fandt jeg på at tage nogle af de små drenge fra rest-centeret op på skulderne. De vejede ingenting, og det var nemt at få dem derop. Nogle af dem blev meget bange, og vilde hurtigt ned igen. Jeg er en anelse højere end gennemsnittet hernede, faktisk tror jeg ikke rigtig jeg har mødt nogen som er højere end mig. Derfor synes nogle af drengene at det var lige højt nok, og de klamrede sig fast til mit hoved, som om det var deres liv det gjaldt. Andre af dem synes det var rigtig sjovt, og jeg hoppede lidt rundt med dem på skuldrene, og de kunne overskue det hele og fejre det for oven. Der kom endda nogle fremmede drenge hen til mig, som også gerne lige ville prøve at se tingene fra oven, så det fik de selvfølgelig lov til. 

Vi fik heldigvis et lift hjem den aften. Jeg tror det havde været næsten umuligt at få fat på en taxa eller mini-bus, for langt de fleste af disse blev brugt til at fejre sejren. Folk sad på taget, kølerhjelmen og bagagerummet med flag og andet og kørte rundt i byen. 

Trafikken var utrolig hektisk, og det gjorder det ikke bedre at den ene vejbane var spærret, da en bil var brændt sammen, og ejerne nu måtte trille den baglæns gennem rækkerne for at få den væk. Midt i dette kaos, da vi sad inde i bilen fik Anna en sand kærlighedserklæring.
”Jeg elsker dig. Jeg elsker alt hvidt. Jeg elsker hvidt brød, hvidt tøj, hvid kage osv”. En forbipasserende havde spottet Anna ind gennem bilens vindue og kom nu med denne herlige kærlighedserklæring.
Trafikken lettede stille og roligt og vi kom hjem i god behold. Jeg var også ved at være godt brugt der. Det sidste måltid jeg havde fået at spise var klokken 12, og da vi kom hjem, og skulle i gang med at lave en let aftensmad var klokken 21. 

Gå på gaden

Det der med kærlighedserklæringer hernede er ret almindeligt. Henriette har måttet vende sig til, at drengene i alle aldre lige vender sig en ekstra gang om, når hun kommer forbi. De vil meget gerne i kontakt og spørge om alt fra hvor man kommer fra, til telefon nummer og e-mail. 

Jeg kan tydeligt mærke forskel fra når jeg går på gaden alene, og til når jeg er sammen med Henriette og Anna.
Når jeg er alene, kan jeg forholdsvis gå i fred, hvis man ser bort fra taxachaufførerne som prøver at skaffe kunder, tigerne som vil have penge, børnene som vil rører en hvid mand, sælgerne som vil tjene penge og mændene som vil snakke engelsk og måske sælge en ting i sidste ende. Set bort fra dem går jeg rimelig for mig selv. 

Sammen med Henriette og Anna, er råbene bare lige den tand flere. Nogle henvender sig direkte til pigerne, andre som nok egentlig vil i kontakt med pigerne henvender sig først til mig, da jeg jo uden tvivl må være deres bror, kæreste eller mand. Der kommer utrolig mange af ”hey sir, hey mister, hey…, howareyou, osv”, og jeg nikker og smiler tilbage med et lille ”salam” som betyder hej på amharisk. 

Det sjoveste er, når jeg sammen med Henriette og Anna går forbi en gruppe unge drenge, som typisk holder til på et eller andet gadehjørne, da får jeg nogle gange det der anerkendende grin og smil. De synes det er udmærket klaret, at jeg sådan kan gå rundt med to piger. De fleste af dem drømmer måske et eller andet sted om at score én hvid pige, og jeg så har to, løfter de lidt på hatten af. 

Pyntes op til nytårsdag skal der, og er det toilet papir man har til rådighed, kan det også med lidt kreativitet blive meget festligt. 

Alle på rest-centeret fik denne t-shirt nytårsdag. Her viser jeg den stolt frem. Jeg fik den aller største størrelse, for overhoved at kunne komme ned i den. Etiopierne er ret så små

På gaden får man altså utrolig meget opmærksomhed hele tiden. Det er én ting. Man vender sig stille og roligt til det, og bliver bedre til at falde ind eller ignorere tilråbende. Det er altså til at forholde sig til og klarer.
Det mest udfordrende ved at gå på gaden, er altså ikke opmærksomheden man får, nej det er mere det at man skal forberede sig på at være hård næsten allerede inden man går ud.
Der er tiggere på langt de fleste gadehjørner, og ganske ofte flere end blot én. Det kan virkelig være hårdt sådan at gå forbi disse fattige mennesker som ligger, sidder eller står. De strækker enten hænderne frem mod dig, eller samler fingrene i den stilling som man bruger når man spiser enjara, hvorefter de fører hånden op til munden, for at signalere at de vil have penge til mad.

Andre steder ligger syge eller invalide, som knap kan bevæge sig selv. De ligger og udstiller deres manglende legemer, bulder, betændte områder eller andet for at skaffe penge. De blinde synger ofte, mens mødrene på gaderne sender deres små børn ud når man kommer forbi. Så kan de måske med snottet rendende skaffe nogle små mønter. 

Selv i mini-busserne og restauranterne kommer der tiggerne ind, og her må man pænt sidde og hører på deres bøn om penge. Her kan man ikke engang gå væk, man må blot ignorere og vende sig rundt.

Jævnligt giver jeg penge ud i form af 1 birr eller lignende, men har man givet til en tigger, står der 3 på det næste gadehjørne og det ved man. Det er umuligt at give til alle, så derfor har jeg ofte sat mig for inden jeg går ud, og jeg vil give et vist antal sedler ud eller jeg ikke har noget at give af den her gang. 

I dag var vi i kirke, og her havde vi en madpakke med. Den viste sig dog for stor, og vi kunne ikke spise det hele. Derfor valgte vi at give de smurte madder ud til nogle af tiggerne. På den måde behøver ting ikke at gå til spilde hernede. Det er altid nogen ude foran ens dør, som vil blive glad for det man har til overs.
I den sammenhæng har det slået mig lidt, hvor gode Henriette og jeg er blevet til at spise op. Stort set alle aftner er gryderne tomme efter aftensmad. Man smider ikke mad ud hernede, det får man lidt et andet forhold til. Man kan ikke tillade sig det. Har vi lavet for meget mad én aften, sidder vi bare lidt længere tid ved spisebordet, og så forsvinder det også. Der bliver spist indtil det ikke er mere. 

Der er højstemning nytårsdag til festen

En lille skovtur vi var på 

Glædeligt nytår

Glædeligt nytår! Hernede er vi trådt ind i 2006. Dette fejrede vi på rest-centeret d.11, nytårsdag. Fåret blev slagtet, og fra klokken 15 af var der nytårsfest. Forskellige indslag var forberedt, og en form for gudstjeneste blev også holdt. 

Henriette og jeg havde lært nogle af drengene at danse les lancier, og det skulle vi så vise foran de andre ved festligheden. Det troede vi i hvert fald, for med bedste afrikansk stil, forsvandt den ene af deltagerne, lige som vi skulle til at opføre dansen, så vi blev skubber til sidst i programmet, men der blev vi så glemt, og folk begyndte at udvandre inden vi kunne gøre noget ved det.
Øvningen af dansen var dog sjov, så om vi fik vist det eller ej, var på sin vis underordnet. Udenfor blev et stort bål tændt og aftensmaden serveret i form af dore-wot, og det var ikke så ringe endda.

Vi har hørt at skolen snart starter i Chencha, og det vil give godt mening at være der til skolestart, hvis vi skal undervise en klasse i engelsk. Derfor virker det til at vores tid i Addis Ababa om ikke så længe er ovre, og vi går nye og spændende udfordringer i møde.

Man kan nogengange overveje om æslerne er levende eller døde. De står fastlåst i den samme stilling i utrolig lang tid uden at røre sig, nogle gange. Som regel er de levende. De er sat ud da de er slidt ned og ejerne ikke længere kan bruge dem. De venter på hyænerne tager dem. Dagen efter kan der så ligge et ådsel i stedet for et æsel