Morgenmad – nu har jeg både mælk og havregryn!
Morgenmaden til at starte med i Addis bestod mest af brød og
marmelade. Det kan jo være fint nok engang i mellem, men i det lange løb synes
jeg det er lidt svært at køre på. Til at peppe det lidt op kan man jo
selvfølgelig spise frugt, men det giver nu heller ikke den store
mæthedsfornemmelse. Til særlige dage kan man supplere marmeladen med nutella
lignende produkter. Det er dog rimelig dyrt, og man hænger alligevel fast i det
der med brød. Det er jeg ikke så vild med.
Yoghurt er en anden ting som kan prøves, med eller uden
kunstig smag. Tager man den uden, er den neutral. Med frugt i kan det være helt
spiseligt, men den er nu ret klumpet og minder ikke meget om det vi derhjemme
forstår som yoghurt. For at det kan blive til et helt morgenmåltid, skal der også
stadig en eller to skiver brød til.
Nej, løsningen for morgenmad fandt jeg ved havregryn.
Havregryn er en forholdsvis dyr spise hernede, men man kan vel godt flotte sig
lidt, når man nu siger at dagens vigtigste måltid er havregryn.
Rosiner er hvad jeg plejer at putte på mine havregryn. Det har jeg dog ikke kunne finde hernede, og derfor har jeg måtte ty til banan i stedet. En hel skiveskåret banan på en tallerkenfuld havregryn fungerer nu også udmærket.
Rosiner er hvad jeg plejer at putte på mine havregryn. Det har jeg dog ikke kunne finde hernede, og derfor har jeg måtte ty til banan i stedet. En hel skiveskåret banan på en tallerkenfuld havregryn fungerer nu også udmærket.
Friskpresset frugt juice kan man få langt de fleste steder, og det er et rigtigt lækkert |
Mælk er jo altid spændende når man tager til udlandet, særligt når man nu spiser havregryn til morgenmad. Det kræver jo sin mælk! Dommen over den etiopiske mælk er at den faktisk er god nok, i hvert fald i forhold til hvad jeg havde forventet. Man køber den i en pose og en halv liter af gangen. Dette koster 10 birr (3,3kr), så det er nogenlunde dansk pris. For den pris får man hernede rigelig med fedt for pengene. 2,7% er den letteste mælk jeg har fundet, så den er ikke ligefrem fristende til et glas mælk om aftenen, men den er fin ovenpå havregrynene.
Morgenmaden har været en af mine største bekymringer inden
rejsen. Jeg er temmelig lavpraktisk indrettet, så om jeg ville finde en måde at
blive mæt på om morgenen, har været på listen af udfordringer. Den kan jeg nu
med glæde sætte et tjek ved.
Når jeg engang rejser syd på mod Chencha, kan der muligvis
blive svært at købe og opbevarer mælk. Jeg nyder det derfor så længe som det nu
varer. Løsningen kan i givet fald være havregryn, for her behøver man jo ikke
have mælk, og havregryn bør være til at skaffe selv i Chencha.
Nogle af drengene på rest-centeret. De har her gang i morgenmad ligner det |
Fåret vi skal spise nytårsdag til festen. Jeg synes nu mest den ligner en ged, men de påstår nu alligevel at det er en ged. Gode smagte den i hvert fald. Så meget kan jeg sige med sikkerhed |
En lille omvej
Jeg var i kirke med Peter og Abraham for at prøve, hvordan
deres gudstjenester så ud. På alle mulige måder er de meget mere levende en
vores. Under lovsangen den første stykke tid stod de fleste op og sang med,
hvor nogen også tog den skridtet videre til at danse med. Til lovsangen var der
en sanger og en mand på keyboard. Ud over de tog, var der også en rytmeboks,
som spillede hele tiden. Rytmeboksen kunne utrolig mange lyde, men fælles for
dem alle, var at de efter min mening ikke ligefrem passer sig ind i en kirke.
På alle mulige måder var det egentlig ganske usmageligt. Liv og glade dage, det
manglede der til gengæld ikke, så det vejede det på mange måder op.
Efter lovsangen var der nogle meget levende taler. Talere der
ikke kun bruger deres mund, de bruger hele kroppen når de taler for
forsamlingen. Indholdet af talerne kan jeg have svært ved at bedømme, da jeg
kun fik sporadisk oversættelser, men fælles for dem alle, var dog at ordet
Jesus Kristus og amen, bliver benyttet utrolig mange gange. Både af taleren,
men også af menigheden.
Halvejs gennem programmet blev jeg dog nød til at gå. Jeg
havde en anden aftale. På forhånd havde jeg spurgt Peter og Abraham om det var
i orden at jeg gik før tid, og de havde begge kigget dumt på mig. Selvfølgelig
var det det. For øvrigt var vi også kommet en halv time for sent, og dette var
der heller ikke noget galt i. Generelt kunne man bare komme i den tid man havde
til rådighed.
Yonas Tesfaye, en af grundlæggerne af WSG, fortalte os den anden dag, at det var godt ikke altid at gå de samme veje. Man skulle prøve noget nyt. Derfor, forledt af Yonas’ ord, bestemte jeg mig for at prøve en anden vej hjem, end den jeg var kommet og kendte. Retningen passede også meget godt, så det kunne ikke være helt galt det jeg havde gang i.
På tur med andre danske volontører i universitets parken og museet |
Jeg vandrede derfor lystigt af sted. Det var spændende, jeg
havde ikke været i den her del af byen før, så jeg kiggede mig omkring og
prøvede at få alle indtrykkene med.
Sådan gik det de første 10 minutter, men så slog vejen et dramatisk sving, i hvad jeg vil sige, var den forkerte retning. Det er ikke helt godt der her tænkte jeg, men hvad skidt, den drejer nok engang til om ikke så længe.
Sådan gik det de første 10 minutter, men så slog vejen et dramatisk sving, i hvad jeg vil sige, var den forkerte retning. Det er ikke helt godt der her tænkte jeg, men hvad skidt, den drejer nok engang til om ikke så længe.
Vejen valgte desværre ikke at dreje, og stædig som jeg var, ville jeg ikke se nederlaget i øjnene, så jeg fortsatte blot med at gå. Det resulterede i at jeg forvildede mig ud på en omvej, og hvad værre var, jeg havde ingen idé om præcis hvor jeg var? Retningsorienteringen havde jeg efterhånden også glemt.
Alle de høje bygninger var efterhånden væk. Nu begyndte der snart at være lige så mange æsler som biler. Det var helt galt det her.
Vejen delte sig, og den ene del af vejen gik brat op af
bakke i en retning som jeg mente måtte være rigtig. Jeg spurgte derfor en
tilfældig forbipasserende om det var vejen til Shiromeda. ”Eshi” svarede han og
pegede. Jeg gik derfor op af bakken.
Henriette stod derhjemme og lavede mad. Jeg blev nød til at
ringe hjem og fortælle hende, at jeg altså var faret vild, og at jeg ikke viste
hvornår jeg ville være hjemme. Hun skulle bare spise når maden engang var klar,
og så ville jeg nok komme på et tidspunkt. Henriette synes det lød som om jeg
græd i telefonen fortalte hun mig senere, men det skal nu siges, at det bare
var fordi jeg var forpustet, da bakken var lang og yderst stejl. Derfor var hun
vist også lidt usikker omkring om jeg nu også kunne finde hjem selv.
Det var jeg nok egentlig også selv. Etiopierne har et råd:
Spørg aldrig en etiopier om vej! Nogle gange kan man være så heldig at spørge 3
på en gang, og de peger alle sammen i hver deres retning. Hvilken man så lige
skal stole på, er svært at svare på.
Manden i midten er Miky. Han er lederen af rest-centeret, hvor vi arbejder |
Derfor spurgte jeg hele tiden op af bakken, folk om vej, og langt de fleste pegede i den samme retning.
Det viste sig også at være rigtigt, og jeg nåede op til
noget jeg kendte, og derfra kunne jeg selv vejen tilbage.
Omkring 20 minutter skulle turen nok have taget. Nu kom det til at tage en time mere, men til gengæld havde jeg fået dagens motion og set noget nyt af byen. Maden var næsten klar da jeg kom hjem, så det var heller ikke så dårligt.
Omkring 20 minutter skulle turen nok have taget. Nu kom det til at tage en time mere, men til gengæld havde jeg fået dagens motion og set noget nyt af byen. Maden var næsten klar da jeg kom hjem, så det var heller ikke så dårligt.
Fedt nok med dine havregryn. Mente du at du måske vil gå over til havregrød i Chencha, eller hva?
SvarSlet