To historier fra Addis

Uheldet er ude – og så måske alligevel ikke?

Normalt kan man ikke nå to ting på samme tid. Dette lader sig dog nogen gange gøre i Etiopien. Ikke bare er det landet med 13 måneder med solskin, det er også stedet hvor sådanne ting kan finde sted. Derfor slentrede jeg stille og roligt ned mod internetcaféen ikke langt fra gæstehuset, velvidende at jeg har en aftale med Peter fra rest-centeret. Sammen skal vi ud og cykle i bjergene nord for Shiromeda, hvor jeg bor. På internetcaféen skal jeg snakke med mine forældre, som jeg har aftalt dagen før.

Der står jeg så og venter på at internetcaféen skal åbne klokken 9. Der sker dog ikke noget. Folk kigger lidt underligt på mig. Hvad er det jeg laver lænet op af en lugtepæl? Hvorfor er jeg stoppet op? Mange haster forbi mig. Inde i midtbyen er en stor demonstration under opsejling, finder jeg senere ud af.
Klokken bevæger sig hen på 9.10 og stadig er der intet optræk til at internetcaféen åbner. En sms tikker ind på min telefon. Det er Peter, som er ankommet ved gæstehuset.

Se her var der to ting som modarbejdede mig. Modernatur, eller hvem det nu engang var, ville ikke, at jeg skulle i Skype kontakt med mine forældre den dag.

1)      Den ellers altid åbne internetcafé, var nu lukket. (Senere skulle jeg finde ud af at næsten alle andre internetcaféer også var det).

2)      Peter vælger at komme næsten til tiden, og ikke den obligatoriske halve time som man gerne skal komme for sent.

Alt i alt kan man vel lærer at det at hovmod står for fald. Hybris medfører nemesis. Det var overmod at prøve at nå to ting på samme, og derfor gik det galt.

Spisebordet hvor vi normalt spiser

Taxaerne i Addis er af det dejlige russiske mærke Lada!

Her bliver maden på restcenteret tilberedt

Det var dog som om at det ikke var nok. Uheld kommer i stimer siger man. Jeg skulle have mig en lærestreg.

Da den første Skype tid var gået i vasken, valgte jeg derfor at lave en ny aftale der hed omkring 17. Derfor søgte jeg igen ned mod internetcaféen. Den var stadig lukket. Det samme var den i den nordlige del af Shiromeda. Hmm. Så måtte jeg jo til at tage en mini-bus til Georgis, for at finde noget der. Jeg var begyndt at blive lettere tidspresset.

Porten var slået ned. Lukket lige som de andre. Ned af bakken, forbi alle tiggerne og grupperne af unge der hang på gaden, i al hast gik det. Jeg havde ikke tid til at hilse på. Igen én lukket. Så måtte jeg ned i den anden ende af Piaza, og her havde jeg heldet med mig. Det troede jeg i hvert fald. For net fandt jeg, men ikke noget der tilnærmelsesvis kunne bære en Skype samtale. Facebook var udfordring nok i sig selv.

På mange måder er hverdagen sådan i Etiopien. Alt går ikke altid som planlagt. Det vender man sig til, og bliver med tiden gode til at få det bedste ud af det man nu har. Skype virkede ikke, men i stedet kunne jeg chatte over facebook. Studenterne var der ikke til vores undervisning i lørdags, derfor måtte vi nøjes med at lege og spille med dem, der nu ellers hænger ud på rest-centeret.

Etiopierne har en særlig evne til at udnytte og ikke blive frustreret over spildtid. En ting jeg f.eks. er imponeret over er etiopiernes køkultur. De kan virkelig finde ud af at stå i kø. En 30 meter lang kø på vejen, og man tænker, hvad laver den der, og så finder man ud af at det er fordi bussen er på vej. De har allerede lignet sig op på en lang række, ventende på at bussen skal komme, og de kan stige ind. Det samme fænomen kan observeres ved universitetet, hvor eleverne bliver færdige fra lige i øjeblikket. Køen er lang som et ondt år, men ingen virker til at klage over det. De skal jo ind og fejre deres nyuddannede familiemedlem eller ven, og så er ventetiden for intet at regne.
Jeg gad godt se den slags køer i Danmark. Det ville være det rene ravnerok. Der skulle være retningslinjer og regler, her stille folk bare pænt op i kø og venter.

Et andet fænomen jeg har observeret er ved power-cut. Når elektriciteten går. Prøv at forestille sig det på en dansk arbejdsplads. Alt arbejde ville blive indstillet, og folk ville gå helt amok. Man kan jo intet lave uden strøm! I Etiopien stopper alt arbejde også, men i stedet for at være et problem, virker det snarer til at det er et socialt samlingspunkt. Kaffen bliver så brygget over bålet, og man sætte sig uden for og nyder den, samtidig med at man snakke med sine kollegaer og venner. Tålmodighed er der masser af. Strømmen kommer tilbage lige hurtigt, og så kan man jo lige så godt nyde pausen indtil den kommer tilbage.   

Bordet hvor vi spiser de fleste af vores måltider på rest-centeret

Hovedbygningen på rest-centeret

En revurdering af hvad en cykel er

Nu glemte jeg helt, det jeg egentlige ville have skrevet om, nemlig mine oplevelser på cykel sammen med Peter.

9.15 var vi klar til at tage mini-bussen mod Sedist Kilo. 1.40 birr pr person da det var en kort tur. Peter betalte. Han var hurtigere end mig. Jeg nåede slet ikke at få pungen frem, men skidt, en formue er det jo ikke ligefrem.

Når man siger cykeludlejning, tænker jeg normalt på en eller anden cykelbutik med en masse cykler linet op på rad og række. Peter havde sagt, at han kendte et sted som udlejede cykler, så det var noget i den stil som jeg forventede.

Vi gik i mellem en masse boder der var ved at blive stillet op. Der skulle være søndagsmarked og halvdelen af vejen var spærret til dette formål. Peter peger over på den anden side af vejen, der er det siger han. Hvad er det han peger på? Jeg kan ikke helt se det? Der er bare en masse metalskurer. Tydeligvis hvor mennesker bor. Små børn render rundt og leger, mens deres mødre gør rent, rydder op eller laver mad. Jeg kigger mig en ekstra gang for, og der på den anden side ligger der ganske rigtig to små cykler til børn, og en ramponeret minibil af den udgave som alle små børn ønsker sig at eje, så de kan suse rundt i den, foran et af metalskurerne. Det viser sig at være cykeludlejningsstedet.

Omkring klokken 9.45 var vi der nok, vil jeg anslå. Peter snakker med damen. Hendes søn er ikke hjemme. Det er ham som leger cyklerne ud, men han kommer snart hjem fra sine indkøb lover hun. Det er en af Peters tidligere klassekammerater, fortæller han. Man kan ikke leje en cykel i Addis uden at man kender udlejeren, ellers stikker man jo bare af med cyklen. Derfor er det nødvendigt at vi venter på klassekammeraten, så han kan sige god for Peter.

Vi venter. Flere boder bliver sat op, og presenninger bliver spændt ud på kunstfærdige måder. En lille pige kommer op fra skuret og begynder at holde mig i hånden. Jeg kan ikke rigtig slippe af med hende. For at få tiden til at gå leger og snakker jeg derfor lidt med hende. Endelig kommer vennen. Peter forklarer ham situationen, og for at vide at det er faderen som har nøglen til døren indtil cyklerne, og at han vil komme om 2 min.

Da der er gået en halv time mister sønnen tålmodigheden. Faderen er stadig ikke kommet. Derfor går han ned og fjerner en sten under døren, og kan på den måde få den vredet op uden nøglen. Han begynder at trække cyklerne frem. De er lagt i en stor bunke, og det er svært at få dem skilt ad, så det tager lidt tid. Tid har vi jo nok af så vi venter blot.

Det næste der sker er meget forvirrende. Jeg ved egentlig ikke helt hvad der foregik. Et hav af mennesker kommer forbi. Alt foregår på amharisk så jeg står bare tålmodigt og smiler. Jeg prøver en af cyklerne. Den har to pedaler, så det er en af de gode cykler. En anden prøver den samme cykel og forsvinder på den. Nye cykler bliver taget frem. Nye folk kommer til. Vi går over på den anden side til markedet. Snakker lidt der. Tager en cykel med tilbage derfra. Snakker lidt mere.

Alt hvad jeg ved, er at omkring 10.30 står Peter og jeg med to cykler. De har begge to 2 pedaler, hvilket vist er det pæneste man kan sige om dem. Et billede fik jeg desværre ikke taget af cyklerne, men jeg kan prøve at beskrive dem. Peter har fået en lille BMX lignende cykel, men den mangler de stænger man står på ved hjulene. Cyklens bagbremse virker, men der er intet gearskifte. Jeg har fået en normaludsende cykel, bortset fra den ligner nået som er for dårligt til lossepladsen, gearskiftet virker ikke, så jeg er fanget i et højtgear, og ingen af bremserne fungerer. Bremseklodserne kan dog justeres, og på den måde opnår jeg en eller anden form for bremse både på for- og bagdæk.

Nogle af de studenter vi underviser. Med de blå bukser ses Tesfay som så venligt oversætter for os. 

Bankebøf, hvor man skal igennem hinandens ben

Når to personer prøver at komme i mellem de samme ben sker der her nemt

Vi cykler af sted med højt humør. Vi har endelig fået vores cykler og er på vej i gennem byen. Peters bremse sætte ret hurtigt ud, men han kan bare bremse med foden mod dækket, forklarer han mig. Godt det ikke er mig tænker jeg bare.

Addis er overraskende bakket finder man hurtigt ud af. Hele vejen op til Shiromeda, hvor jeg bor, er en lang bakke. Ikke vildt stejl men alligevel, når man er fanget i et alt for højt gear, så selv Jan Ullrich ville have en høj kadence sammenlignet med, kan det godt give problemer her. Til min glæde ser det dog ud til at Peter har det endnu hårdere, og jeg må flere gange vente på ham. Imens vi kører op ad, kan jeg dog ikke lade være med at tænke på at ned skal vi jo også. Peter har slet ingen bremser, og jeg kun en smule, og det er bare en lang bakke.

Folk hepper særligt på mig. En hvid på cykel. Det er mærkeligt. Nogle siger at jeg skal passe på. Kør langsommere kan jeg se deres gestik prøver at fortælle mig. Det er rigtig sjovt. Man føler sig lidt kendt.

På vej ned sker det uundgåelige selvfølgelig. En mand træder med ryggen til ud foran Peter, og han kører direkte ind i ham og styrter. Ingen slår sig heldigvis. Heller ikke cyklen, men lige pludselig finder jeg mig selv midt i en kæmpe flok. Halvdelen deltager i det skænderi mellem Peter og den påkørte. Den påkørte er i særlig grad sur, men det var samtidig ham som ikke så sig for. Den anden halvdel og voksende del kigger bare på. Der dannes en cirkel rundt om os. Peter og jeg fordufter lige så stille og triller den sidste del ned af bakken.

Kæmpes skal der. Jeg er ikke med i legen for at tabe

Herinde bor nogle af drengene fra rest-centeret

De søde damer som laver middagsmad til os hverdag på rest-centeret

Gode ting:

-          Vi er nu 3 til både vores arbejde og det at lave mad osv, da Anna er sammen med os hele tiden

-          Jeg har fået dyrket lidt motion i Addis, da jeg var ude og cykle

-          Vi kan forhåbentlig snart komme med drengene fra rest-centeret ud en nat og møde gadebørnene derude.

-          Jeg har været hjemme ved to af de små drenge fra rest-centeret på besøg, og det var rigtig hyggeligt

-          Der er kommet to danske volontører herned, og vi har planlagt at mødes med dem på fredag

-          Jeg har nu endelig været i bad

Problemer:

-          Vandet og elektriciteten har er kommet og gået på skift, så jeg har haft nogle dage i streg uden bad

-          Det er lidt svært at undervise nogen som slet intet engelsk kan. De bliver dog langsomt mere frimodige.