Eshi: Langsomt, men sikkert arbejder vi os ind

En daglig konkurrence

De fleste som har været i en børne- eller teenklub, har nok prøvet at lege legen: Hvor mange der kan være i en bil? Her i Etiopien leger vi den hver dag. Bilen som bruges er en Toyota Hiace, en bil med plads til 12 personer når sæderne sidder tæt.
Alle leger med. Ung såvel som gammel. Den sidste dag slog vi high-scoreren for hvad jeg indtil videre har været med til. Legen leges allerbedst i aftentimerne, og det var her rekorden kom i hus. En lille forsamling mennesker, 30-40stk, samles (nærmes slås) uden for bilen, og så gælder det ellers bare om at komme ind i den. Da vi alle var inde og døren blev lukket, og bilen kørte af sted mod næste stoppested, kunne jeg tælle 21 personer alle siddende ned. Når man sådan slår en high-scorer, så betyder det pludselig ikke så meget at benene sover og kramper, personen vedsiden af dig lugter og at du begynder at spekulere på om chaufføren nu også kan se noget ud af ruderne, når du nu ikke selv kan på grund af dug og regn. Rekorden ja, den gad jeg godt se en dansk teenklub stikke.
Som en lille bonus info kan nævnes, at det er rigtig smart at have taget pengene op af din pung, inden du stiger/kæmper dig ind, for det er umuligt at få fisket en tegnebog op af et par cowboybukser, når man først har fået sat sig ned.

Her er mini-busserne hvor konkurrencen udspiller sig. Dette er dog en forholdsvis fredelig omgang

Madblog – middagsmad ved enjera

Madblog er meget populært har jeg ladet mig forstå. Derfor har jeg også tænkt mig at forsøge mig med sådan en alla Etiopien ud fra mine egne erfaringer indtil videre. Altså hvad der lige rør sig i Etiopisk madkultur, og hvad man spiser til de forskellige måltider.

Generelt hertil kan siges at enjera ikke er til at komme uden om. Selve ”pandekagen” som jeg kalder den, smager mest af gær og ligner til dels en grå karklud, men sammen med fyldet og med tiden, forsvinder smagen lige så stille og den bliver smagsløs. Af fyld kan alt tænkes, bare der er en eller anden form for sovs med. Alt fra kartofler og gulerødder, som man, kender kan fås her, men man ved særlig fine selvskaber eller lejligheder kan få en slags kød sovs over. Ellers og mest normalt fås en udefinerbar stærk grønsagssnask sammen med pandekagen.
Man spiser enjeraen med højrehånd og kun højrehånd. Det har faldet mig lidt svært, da jeg har en tendens til at venstrehånd af en eller anden årsag også vil hjælpe til sommetider, men så har jeg jo desværre også to hænder jeg skal vaske efter et måltid, og ikke kun én som de mere erfarne har det. Selve måden du indtager enjeraen på, er ved at du tager et stykke af pandekagen og bruger den til at samle noget af fyldet op, som du så sammen med pandekagen putter ind i munden.
Enjera kan fås både morgen, middag og aften i forskellige variationer, men min erfaring er at en gang om dagen er nok. Derfor spiser jeg den normalt til middagsmad. På rest-centeret kan der hver dag fås enjera til middagsmad. Her er fyldet og sovsen ofte af den udefinerbare slags, men ned kommer det og mættende er det tilmed også. Er man derimod i området omkring head-office, kan man her hver dag købe middag og spise sammen med de andre ansatte der, og her kan man finde kød normalt. Et måltid her koster omkring 7-8kr.

En vigtig grund regel at huske når man spiser enjera, og særlig på rest-centeret har jeg gjort mig de erfaringer, er at man kan risikerer at de mader én. Lader man dem mader dig den første gang er man tvunget til at lade dem gøre det engang til. Alt andet ville være uhøfligt, både hvis personen ikke gjorder det igen, da det ville være lidt som om at du ikke betyd nogen for vedkommende og at du var blevet glemt, men også hvis du ikke vil modtog det engang til, da du så viser at du ikke værdsatte det første gang. Reglen er ved kaffe at man skal drikke op til 7 kopper kaffe, hvis man først er begyndt og aldrig mindre end to. Jeg ved ikke om reglen er det samme ved madning, at man skal made personer og lade sig made op til 7 gange. I så fald har jeg ikke gået hele vejen i madning endnu, men hvem ved om det kommer?
En rigtig fed ting ved enjera er at det kan give spisefællesskabet en ny dimension nogle gange. Man snakker om at det at familier spiser sammen er noget af det vigtigste, men den måde vi tænker at spise sammen på, er normalt med hver vores tallerken, og hver vores bøf som kun er vores. Sådan er det ofte ikke med enjera. Her får man et stort fad, og flere personer spiser af det samme fad. På den måde deler man maden og spiser sammen på en hel anden måde. Det bliver et fælles- og ikke et singleprojekt at få tallerkenen/fadet tømt.
Er det første gang man nyder enjera vil jeg henvise til et af Henriettes råd, som jeg har nedskrevet hernede. Det er bestemt værd at følge, for ellers kan det være næsten umuligt at gennemføre et normalt måltid

Henriettes råd ved stærk mad – særlig enjera: Drik aldrig vand imens du spiser, men bliv derimod ved med at spise uden nogen pauser for ellers begynder det at brænde for voldsomt i din mund. Først når måltidet er helt færdigt kan vand nydes.

I de følgende blog indlæg ved jeg gå videre og behandle nogle af de andre måltider under overskrifterne: Morgenmad – nu har jeg både mælk og havregryn! og Aftensmad – fra dåsetun til falafel.
Der kan dog siges sammenfattende at jeg generelt er mæt. Dette var en af mine store bekymringer ingen jeg rejste, om jeg nu også ville få nok at spise. Dette bekymre mig dog ikke længere, jeg får nok at spise, og det hele bliver mere og mere hverdag efterhånden.

Enjera paa restaurent

Enjera

Kaffe som det skal lavet. Forinden er det blevet ristet

Kaffen varmes paa den traditionelle maade.

Ikke to fisk,fem brød og tolv kurve tilovers, men alligevel bespisning af et par tusinde

Det er nok en af de mærkeliste bryllupsfester jeg nogensinde har været til. Så enkelt kan det beskrives. Her var et brudepar som havde valgt ikke at invitere familie og venner, bortset fra de allernærmeste til en lille mini ceremoni. I stedet havde de valgt at invitere byens fattige til middag. Og hvad er bedre en enjara til middagsmad jævnfør madbloggen, så enjera var hvad de fik. Tyve frivillige fra HCE og WSG kom dumpende ind og skulle være med til at fordele al maden to steder. Henholdsvis et fortrinsvis for kvinder og børn og et sted for mænd. Jeg kom til at skulle servicere mændene, og kom lige tidsnok til at ingen af gæsterne var kommet endnu, men brudeparret var der stadig, og hvis jeg ikke tager helt fejl, lykkes det mig at komme med i baggrunden af nogle af billederne.
Efter lidt forvirring om hvad jeg skulle gøre, typisk etiopisk og noget jeg har mødt mange gange allerede, men er blevet meget bedre til at tackle, begyndte jeg at folde enjera pandekagerne. De skulle foldes på en bestemt måde og ligges på en tallerken, og når der er omkring tusind spisende mænd, kan det godt tage sin tid når de skal have en hver. Efter indryk 2 ud af 4 var alle pandekagerne foldet og parat, og jeg kunne begynde at rykke ud i ”felten” med en spand fyld. To øseskefulde, af noget som jeg ved første øjekast anslog til at være opvaskevand, men som vidste sig at indeholde bønner og andet godt, kunne det blive til. ”Water, water”, sagde de alle sammen. Bønnerne gav de åbenbart ikke meget for, sovsen var mere attraktiv. På den måde lykkes det os at få omkring 1000 mænd bespist, og de var dermed sikret mindst et måltid i løbet af den dag!

Jeg kunne ikke helt lade hver med at tænke på, og samtidig være lidt stolt over, at jeg er kommet i baggrunden af sådan nogle menneskers bryllupsbillede. Bryllup er nok noget af det største man kan opleve, men de her opgav deres fest til fordel for folk de på ingen måde kender. De synes jeg er rigtig stort. Sådan nogle mennesker vil jeg ønske, at jeg bare på den mindste måde blot må kunne efterligne eller være som en skygge af, for så kan jeg alligevel tænke at jeg har gjort noget, en lille ting. I stedet for at fede i den i forvejen fede moster Oda op, har de valgt at bruge alle pengene på nogen som havde mere brug for det. Jeg ved dog selv, at hvis jeg skulle være så heldig at blive gift, at min bryllupsfest bliver med familie og venner, men det andet er på alle mulige måder prisværdigt synes jeg.

WSG bygger en klinik. Lig maerke til skurerne i baggrunden

Port for an ortodoks kirke. Der er altid mange uden for, plus nogle tiggere

Klinik byggeriet

Rest-centeret

På rest-centeret har vi nu fået vores egentlige opgave. Vi skal tirsdag, torsdag og lørdag eftermiddag, undervise de tidligere gadebørn/gadevoksne, som er i skill-træning. Skill-træning består for de fleste af drengenes vedkommende af gulvlægning lige nu, og for pigerne madlavning eller frisør og negle. Der er ca. 20 fra omkring 18-30 år, og vi har relative frie tøjler med dem. Engelsk er der dog ingen af dem som er særlig gode til, så det er primært her vi har begyndt. Nogle af de andre på rest-centeret som ikke er i skill-træning, men som er studerende bruger vi til at oversætte til amharisk, da det gør kommunikationen lettere.
Selv om de er relative gamle, er de vilde med at lege, så det er hvad vi har gjort mest med dem indtil nu. Lege som ”kan du lide din nabo”, ”head, shoulders, knees and toes” og lykkehjulet agtig leg, hvor man skal gætte et ord ud fra nogle streger, og andre lege har vi allerede været omkring. De hænger helt ud over stolene med fingrene i vejret nærmest stående, for at blive taget og valgt i nogle af legene. Det er rigtig sjovt at opleve sådan en entusiasme og glæde. Det centrale er at få snakket noget engelsk og øvet en smule. Ellers har vi tænkt os at lave nogle sportsaktiviteter med dem, og Henriette skulle have begyndt at undervise lidt i klaver, men der var power-cut hele dagen den dag, så keyboard var ikke til megen nytte, og udenfor kunne vi heller ikke være da regnen silede ned. Sådan må man nogle gange være indstillet på at omgivelserne ikke altid er med en.

I gæstehuset har vi fået en ny beboer. Hun hedder Anna og kommer fra Sverige, og skal lige som Henriette og jeg arbejde for HCE og WSG. Der er dog ikke det helt store at foretage sig lige pt inden for organisationerne, primært fordi alle skolerne har sommerlukket. Derfor vil Anna hjælpe os med undervisningen på rest-centeret.

Hun er rigtig flink, og vi har nu allerede lavet aftensmad sammen med hende to aftener. Hende kommer vi helt sikkert til at haenge en del ud af det med i Addis. Det er rigtig sjovt saadan at moede andre volontoerer fra Skandinavien