Eshi: De første indtryk fra den første tid

Ankomst

Der stod vi så. Henriette og jeg med en bagagevogn og al vores bagage midt i Addis Ababa lufthavn. Rummet var fuldt med etiopiere med skilte hvorpå det stod navnene på dem de skulle samle op, eller navnet på et hotel man kunne bo på. Det skilt vi ledte efter var dog ingen steder at se. De folk der skulle samle os op var ingen steder at finde.
Vi ventede tålmodigt. Rummet var fyldt med interessante mennesker at kigge på. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Endelig var vi fremme. Det hele var så spændende.

Bagagevognen blev ved med at stå der, og vi kunne stadig ikke se dem som skulle samle os op. En utålmodighed begyndte lige så stille at vise sig. Efter omkring 30 min forvandlede utålmodigheden sig til en lille nervøsitet. Kom der mon overhoved nogen efter os? Havde der været en eller anden misforståelse. En mand havde tidligere tilbudt os at han ville ringe til vores kontakt, Yonas Tesfay, men der havde jeg tydeligt takket nej tak. Vi skulle nok blive hentet. Nu var jeg ikke helt så sikker mere.

Løsningen kom ved at jeg faldt i snak med en etiopier, som ventede på sin bror fra USA. Han tilbyd at ringe til Yonas og han fik telefonnummeret. Manden ringende frem og tilbage, og det hele virkede meget forvirrende, men så endelig kom forklaringen. Der blev ikke lukket flere ind i lufthavnen af en eller anden grund, og dem som Yonas havde sendt for at afhente os, stod uden for lufthavnen. Vi takkede manden mange gange, og lige da vi skulle til at gå ud, kom Teddy som skulle hente os ind i lufthavnen. Vores eventyr i Etiopien kunne nu begynde.

Indkvartering

Skudedøren i bilen åbnede jeg. Vi var fremme. Uden for hvor der meget mørkt, bilens lygter oplyste dog porten. Den var grå og bulet, og i midten af åbningen stod en vagt klædt i en lang regnjakke. Der var her vi skulle bo.
Bagagen vi havde med blev båret ind før vi næsten nåede at gøre noget selv. Der var hænder alle vegne til at hjælpe os med det. På et tidspunkt også én som vist ikke hørte til, og han blev lynhurtigt skubbet væk af de andre. Miky, lederen af ”rest-centeret”, som er vores arbejdsplads, viste os rundt i huset.
Værelset jeg fik, bestod af en seng hvor dynen var af et tykt tæppe med dynbetræk ud over, en stol, et lille bord, et skab med to hylder og en skuffe, en skraldespand, et lille bord med en sengelampe, et lille billede, gardiner, en loftslampe uden skærm og et par blå plastik sko.

Bøjler var der ikke nok af, men hvad gjorder det når skjorterne alligevel allerede var krøllede. Dynen var et tæppe, men den var stoppet ned under madrassen og på den måde kunne man fint holde varmen. Væggene var hvide og ikke med pynt, men til gengæld havde de så mange pletter og huller at det gjorder dem dekorative i sig selv. Alt i alt var det nu mit nye hjem.
Resten af huset bestod af et ukendt antal værelser (jeg har endnu ikke set dem alle, da man skal udenfor for at komme til dem alle), et køkken og en salon (fællesrummet med tv og spisebord).

Klokken 10 næste morgen international tid (4 lokal tid) blev vi hentet og vist rundt. Som morgenmad havde vi spist den pizza som var til overs fra sidste aftens restaurant besøg, som vi blev taget med på. Vi var klar til rundvisning hos WSG og HCE, som vi skulle arbejde for.

Livet i en storby – set fra en nybegynders øjne. En lille guide til overlevelse

En mini-bus kører ikke før den er fuld. Derfor tag aldrig den tomme, og med fuld menes at der er 1 sæde pr. 2 personer. Prisen er mellem 1,35 og 2,70 birr og ruten er fast. Endestationerne er gode at kende, da det er hvad bus-drengene råber.

Fortov er der nogle steder, hvis der ikke er, kan vejkanten dog benyttes, og ellers er midten af vejen også et udmærket sted at gå.

Fodgængerovergange er ting man maler på vejen, men som man ikke benytter. Vejen ved siden af felterne kan være lige så god. Her holder bilerne alligevel heller ikke for en, men til gengæld er man sikker på at få et dyt med på vejen hver gang.

Når det regner, er det en god ting at have en paraply med, for ellers bliver man våd. Når gaderne så pludselig bliver tomme, alle etiopierne er væk, betyder det at du skal til at søge ly. Bygen bliver nu så kraftig at en paraply ingen hjælp er til mere, så bør man søge tilflugt i en bygning eller under en presenning.

Begynd kun nødtvungen en samtale med en sælger eller tigger på gaden. Du risikerer blot at opmuntre dem, og de følger efter dig i endnu længere tid. At ignorere er den bedste løsning. (Dog kan dette til tider være hårdt psykisk, især over for børn).

For toilet brug er det en god idé at have en spand vand ved siden, klar til at hælde ned i kummen efter brug, når man trykker på knappen. Så er man i hvert fald sikker på at noget af toilettes indhold bliver skyllet ud.

Vores første aftensmåltid

To af drengene fra restcenteret, og den japanske volontør som vi bor i gæstehus med

Update – hvordan har jeg det så?

Livet er ved at forme sig stille og roligt. Opvask klares når der er vand, lommelygter benyttes når der ingen strøm er, og brusebad tages når både vand og strøm er der (ellers bliver vandet ikke varmt).
Folk har taget utrolig pænt imod os. Vi har ikke helt fundet ud af hvad specifikt vi skal lave endnu, men det kommer nok med tiden. Til gengæld har vi fundet en flok drenge på vores egen alder, tidligere gadebørn eller børnearbejdere, som vi har hængt en del ud med. De er rigtig flinke og hjælpsomme, og de er sjove at pjatte rundt med.
Vi har været rundt i byen med disse drenge, bedemøde i bjergene, fodboldkamp på asfaltbanen og ellers snakket en masse. De har vist os hvordan man tager en mini-bus og hvor de forskellige ting er. Jeg er helt sikker på at vi kommer til at være en masse sammen med disse drenge, og at det bliver godt.

Generelt er jeg ved rigtig godt mod. Der er mange ting som vi ikke ved noget som helt om, men lige så stille lærer vi hele tiden noget. Trætheden er stor. Jeg har været i seng omkring 21 hver dag. Indtrykkene er mange, og den tynde luft gør selv den mindste gåtur hård. Sidste aften var jeg dog op til efter 22, en forbedring mærkes stille og roligt.

Problemer:

- Der har været svært at finder et godt sted at købe ind, og hvordan foregår det lige i Etiopien

- Morgenmaden, består mest af brød, noget jeg dog arbejder på at få ændret.

- Henriettes telefon skal bruge internetforbindelse eller itunes for at det nye sim-kort virker.

- Ingen af os kan gå på internettet med vores telefoner

- Arat Kilo, Shoromeda, Giyorgis, Mexico, Piazza, hvordan finder man vej mellem disse steder, og hvor ligger de?

Gode ting:

- Vi er ved at kende nogle butikker

- Restauranter er nemme og billige (10-30 kr pr. person)

- Henriettes telefon virker nu

- Vi var til en dansk fødselsdag og mødte forskellige missionærer hernede.

- Der er internet på restcenteret, så vi bruger det i stedet.

Meget andet er sket for mig. Det er svært at huske dagene fra hinanden. Det hele flyder på en eller anden måde sammen. Spændende har det været. Stadig lidt skræmmende, at skulle stå op til en ny dag med nye udfordringer, for det er der hver dag, men der er så mange gode mennesker heromkring, så det skal nok gå det hele.