Kontraster

- Der var desvaerre ikke internet til at faa billeder op

 

Etiopien er fuld af kontraster. Rige mennesker kører ned af bjerget i deres egne biler, mens de allerfattigste kvinder bærer et læs brænde på op mod 60kg ned fra samme sted. Transport på to helt forskellige måder.

Det virker lidt til at de allerrigeste kvarterer også er dem, som er mest fuld af kontraster. De rige bor her, men det samme gør de mest fattige også. Går man en tur ned af Churchill Avenue eller rundt i Bole, ser man alle disse meget smarte steder, og man kan helt glemme at man er i Afrika. Især Bole i aftentimerne, virker som en hip sydeuropæisk by med al lyset, butikkerne og barerne. Denne følelse har man lige indtil man kigger ned. Så falder øjet nemlig på alle de ludfattige mennesker på gaden. Blinde, handicappede, gamle og mødre med spædbørn, alle de som ikke kan klarer sig selv. Det ligner næsten et telt, der er slået op rundt omkring på gaden, men hurtigt finder man ud af at de alle er levende. Folk ligger sovende inden i dem. Egentligt er det ikke telte, men opdynget plastik og tekstil. Det er deres hjem, men det mangler både hygge og tryghed, alt hvad man normalt associerer med et hjem.

Kvarteret i Bole, hvor den danske ambassade ligger placeret, hører nok til det dyreste i byen. Folk har penge her, og græsplænerne er nydeligt friseret, og alle ambassadørfruerne kan næsten helt i fred gå rundt med deres børn i klapvogn. Alt er idyllisk. Forandringen er derfor så meget mere slående, hvis man skulle bevæge sig ind i dette kvarter om aftenen. Her holder en stor del af byens prostituerede nemlig til. Folk har penge her. Er man heldig at samle en op her, er betalingen højere end ellers. Derfor er der så mange af dem netop her. Store penge skaber store kontraster.

Jeg havde været i biografen i Bole. Betalingen lød på hele 20kr, men så var det også i V.I.P. lounge. Filmen var fin, biografen var rigtig lækker, og i et kort øjeblik glemte jeg at det var en biograf i Etiopien og ikke derhjemme i Danmark.

Udenfor var det blevet mørkt, men alligevel var det lyst. De elektriske plastikpalmer oplyser byen i alle mulige farver. Anders, den norske volontør jeg har boet sammen med, havde samme tanke som jeg. Er det her virkelig Addis Abeba? Det virkede så anderledes fra den bydel vi bor i, Sheromeda. Sheromeda er mørk om aftenen, og foruden de få ofte lidt uhyggelig udseende personer og gøende hunde på gaden er det stille.

Her i Bole var det bestemt ikke stille. Der var gang i byen. På en måde er det fedt. Man kan drømme sig lidt hjem, eller i det mindste til Sydeuropa, og på den måde kan man få en lille tiltrængt pause fra alt det nye hernede. Der er dog også en anden side. Janteloven ligger dybt i mig, og som vi kommer ud af biografen, begynder den at gnave. Det virker bare forkert. Lige udenfor, nede under de skinnende palmer sidder en blindtigger. Virkeligheden rammen en hårdt. Etiopien er ikke Sydeuropa, så hvad laver jeg her? Jeg har lige været inde og bruge mange penge efter etiopisk standart på mig selv, og lige om lidt skal jeg ud på gaden igen. Her vil jeg gå forbi den blindetigger, kigge stift lige ud, for ikke at komme til at kigge på den blinde, og på den måde få dårlig samvittighed over at han heller ikke får noget. Af samme grund sætter vi gå tempoet op. 50 tiggere skal passeres inden vi er hjemme, og det gør det bare en smule nemmere når man har meget fart på.

Kontrasterne bliver ikke mindre af at man har boet i landet i 4 måneder. Man ser dem stadig alle sammen, men det bliver dog også på en måde hverdag. Det er ikke lige så slemt at gå forbi folk længere. Du lærer også at se hvem der virkelig er i nød, og hvem der lige nøjagtig kan klare sig. Ikke en tøddel mere end det, men lige netop klare sig. Samtidig, midt i al elendigheden lærer man også at se glæderne. Gadebørnene spiller fodbold, mødrene leger med deres børn, og den blinde har fundet en hundehvalp. Livet er hårdt, men ydmygheden rammer én. Jeg skal gå i biografen og betale, jeg ved ikke hvor mange etiopiske måltider, for at få lidt underholdning. Børnene på gaden finder en plastikbunke, laver en bold, og så er det det. De får glæde ud af noget, jeg har virkelig svært ved at finde nogen glæde i.

En af drengene på rest centeret snakkede om, hvor fantastisk det måtte være at bo i Danmark. Derfor fortalte jeg ham om, hvor mange ensomme mennesker der findes i Danmark. Han var slået. At være ensom var for ham det værste der kunne ske. Hernede er det alt om relationer med hinanden. Har man ikke andet, har man da altid familien og vennerne. Er man uden har man intet.

Livet er hårdt hernede, men ikke nødvendigvis dårligere. De har en inderlighed, en måde at udtrykke sig på og en tro som jeg kun kan misunde. Lederen af rest centeret Miky, hvor vi har arbejdet her i Addis, sagde til os forleden, at vi ikke skulle komme tilbage til Etiopien, før vi har gjort hvad vi kunne for at hjælpe derhjemme.

Tiden er ved at være slut hernede. Jeg har tænkt en del over hvad Miky har sagt til os. Det er nemt at tage til Afrika, og så hjælpe i de fire måneder man er der. Den virkelige udfordring ligger måske i at komme hjem, og så gøre noget der. Nødhjælp på samme måde bliver det nok ikke, men bare det at prøve at være et bedre menneske, og hjælpe hvor man kan efter evne og overskud. Efter fire måneder er det rart at tænke over, at nu skal man hjem og slappe af, men i virkeligheden er det vel hjemme, at man kan gøre den egentlige og længerevarende forskel, og det har været en stor pille jeg skulle sluge og stadig gør.