Den sidste tid i Addis Ababa

92 – om igen

Første halvleg var egentlig ret dårlig. Den Central Afrikanske Republik kom foran på et dårligt mål, som passede meget godt til banens kvalitet som var elendig. Stemningen var også ret langt nede, på den bar, vi sad og så fodbold på. Jeg var der sammen med Henriette, Anna og drengene fra rest-centeret. Etiopien skulle vinde kampen for at gå videre til sidste kvalifikations runde i VM kvalifikationen. 

Det hele vendte kort inden i anden halvleg. Kampen var transmitteret en smule forskudt, og derfor kom jubelbrølet inden målet. I gennem radioen kunne vi hører at Etiopien havde udlignet til 1-1 kort inde i anden halvleg. Målet kom et halvt minut efter på tv’et, og der var alle allerede oppe og stå, og i gang med at omfavne sidemanden.
Slagsangene kom stille og roligt. Baren begyndte at vågne op, og noget af den gode stemning jeg havde forventet på forhånd begyndte at komme. 

Da 2-1 målet kom begyndte det for alvor at blive sjovt. Nu var de videre. Tesfaye ved siden af mig, fortalte mig begejstret, at hvis dette resultat holdt, ville der blive fest i hele byen. Det ville blive vildt.
Resultatet holdt. Kampen endte 2-1. Etiopien var videre, og det tætteste på et verdensmesterskab i fodbold i 30 år.

Der bliver farvet haard inden nytaarsfesten. Haaret skal vaere saa sort som muligt!

Tesfaye overdrev ikke på nogen måde. Jeg har ikke oplevet 92, da Danmark vandt europamesterskabet, men jeg kan næppe forestille mig at denne fejring står tilbage for 92. 

Efter kampen gik vi tilbage til rest-centeret. Folk var ude på gaden, klædt i etiopisk fodbold trøje og med nogle få flag rundt omkring. Egentlig havde vi tænkt os at tage hjem, Henriette Anna og jeg, men pludselig holdt der en bil inde på rest-centeret, og alle hoppede ind i den. Vi blev trukket med. Bilen blev fuldt til bristepunktet, vi skulle ud og se byen. Se hvordan folk fejrede sejren. 

I bilen blev der sunget sange for fuldt drøn. En sjov blanding af fodbold- og kristnesange, blev det til så vidt jeg kunne hører. Folk hang ud af ruderne, bankede på bilens sider, hilste på folk ude på gaden, som nu gik ude midt på vejene i stedet for i siderne som man plejer. 

Folk samlede sig i grupper. Når vi kom forbi slog de også på bilens sider eller løb med og sang. Jeg skrev samme aften ned, hvordan jeg havde oplevet fejringen: Det lyd således:
”Folk er ude på gaden. De vandrer over alt. Kæmpe horder af mennesker kommer strømmende gennem gaderne og blokkerer vejene totalt, når de kommer rivende af sted, som en flodbølge der tager alt med sig som står i vejen.”

Hårfarve alla etiopisk version

Da vi ramte Aret Kilo, et af byens samlingspunkter, stig vi ud af bilen. Vi skulle nu være med i fejringen på gadeplan.
Her kom kæmpe grupper/horder løbende gennem den store rundkørsel hvor vi holdt. 100 mennesker kom stormende ned gennem gaden og fortsatte videre. Horderne kom jævnligt, og alt andet måtte stoppe når de kom løbende i gennem gaderne. 

Pigerne blev holdt tilbage. Drengen fra rest-centeret var rigtig opmærksomme på vores sikkerhed, og derfor fik pigerne ikke lov til at gå langt væk fra bilen. Det var for farligt, mente de. Jeg fik lov til at gå ud midt i rundkørslen, men kun på de betingelser, at jeg havde afgivet alt af værdi jeg havde på mig, og at jeg gik med Abraham i hånden hele tiden. Hvis det blev for vildt kunne han trække mig ud.

I Etiopien er det helt normalt at tog mænd går og holder i hånd. Det er der ikke noget uselvvaneligt eller mærkeligt ved. Det er bare noget man gør. Nogle af drengene vil meget gerne flette fingre og holde i hånd hele tiden. I starten virker det meget mærkeligt, og det er det på sin vis også stadig, men det er nu egentlig meget hyggeligt, og der kommer lidt sådan en efterskolestemning over det. 

Jeg bevægede mig altså ud i mængden. Igen har jeg nedskrevet hvordan jeg så situationen kort tid efter: ”At være i midten af flokken var for sindssygt! Folk hev og flåede i én. Der gik et halv minut inden folk opdagede at man var hvid, og så blev man ellers trukket ind i midten af fejringen. I midten hoppede man rundt med etiopierne, med hænderne over hinandens skuldre, mens man samtidig blev skubbet frem og tilbage hele tiden”.

Nytårsfåret som vi alle spiste

Hovedet gad man ikke lige fjerne, så det fik lov til at ligge fremme

På et tidspunkt fandt jeg på at tage nogle af de små drenge fra rest-centeret op på skulderne. De vejede ingenting, og det var nemt at få dem derop. Nogle af dem blev meget bange, og vilde hurtigt ned igen. Jeg er en anelse højere end gennemsnittet hernede, faktisk tror jeg ikke rigtig jeg har mødt nogen som er højere end mig. Derfor synes nogle af drengene at det var lige højt nok, og de klamrede sig fast til mit hoved, som om det var deres liv det gjaldt. Andre af dem synes det var rigtig sjovt, og jeg hoppede lidt rundt med dem på skuldrene, og de kunne overskue det hele og fejre det for oven. Der kom endda nogle fremmede drenge hen til mig, som også gerne lige ville prøve at se tingene fra oven, så det fik de selvfølgelig lov til. 

Vi fik heldigvis et lift hjem den aften. Jeg tror det havde været næsten umuligt at få fat på en taxa eller mini-bus, for langt de fleste af disse blev brugt til at fejre sejren. Folk sad på taget, kølerhjelmen og bagagerummet med flag og andet og kørte rundt i byen. 

Trafikken var utrolig hektisk, og det gjorder det ikke bedre at den ene vejbane var spærret, da en bil var brændt sammen, og ejerne nu måtte trille den baglæns gennem rækkerne for at få den væk. Midt i dette kaos, da vi sad inde i bilen fik Anna en sand kærlighedserklæring.
”Jeg elsker dig. Jeg elsker alt hvidt. Jeg elsker hvidt brød, hvidt tøj, hvid kage osv”. En forbipasserende havde spottet Anna ind gennem bilens vindue og kom nu med denne herlige kærlighedserklæring.
Trafikken lettede stille og roligt og vi kom hjem i god behold. Jeg var også ved at være godt brugt der. Det sidste måltid jeg havde fået at spise var klokken 12, og da vi kom hjem, og skulle i gang med at lave en let aftensmad var klokken 21. 

Gå på gaden

Det der med kærlighedserklæringer hernede er ret almindeligt. Henriette har måttet vende sig til, at drengene i alle aldre lige vender sig en ekstra gang om, når hun kommer forbi. De vil meget gerne i kontakt og spørge om alt fra hvor man kommer fra, til telefon nummer og e-mail. 

Jeg kan tydeligt mærke forskel fra når jeg går på gaden alene, og til når jeg er sammen med Henriette og Anna.
Når jeg er alene, kan jeg forholdsvis gå i fred, hvis man ser bort fra taxachaufførerne som prøver at skaffe kunder, tigerne som vil have penge, børnene som vil rører en hvid mand, sælgerne som vil tjene penge og mændene som vil snakke engelsk og måske sælge en ting i sidste ende. Set bort fra dem går jeg rimelig for mig selv. 

Sammen med Henriette og Anna, er råbene bare lige den tand flere. Nogle henvender sig direkte til pigerne, andre som nok egentlig vil i kontakt med pigerne henvender sig først til mig, da jeg jo uden tvivl må være deres bror, kæreste eller mand. Der kommer utrolig mange af ”hey sir, hey mister, hey…, howareyou, osv”, og jeg nikker og smiler tilbage med et lille ”salam” som betyder hej på amharisk. 

Det sjoveste er, når jeg sammen med Henriette og Anna går forbi en gruppe unge drenge, som typisk holder til på et eller andet gadehjørne, da får jeg nogle gange det der anerkendende grin og smil. De synes det er udmærket klaret, at jeg sådan kan gå rundt med to piger. De fleste af dem drømmer måske et eller andet sted om at score én hvid pige, og jeg så har to, løfter de lidt på hatten af. 

Pyntes op til nytårsdag skal der, og er det toilet papir man har til rådighed, kan det også med lidt kreativitet blive meget festligt. 

Alle på rest-centeret fik denne t-shirt nytårsdag. Her viser jeg den stolt frem. Jeg fik den aller største størrelse, for overhoved at kunne komme ned i den. Etiopierne er ret så små

På gaden får man altså utrolig meget opmærksomhed hele tiden. Det er én ting. Man vender sig stille og roligt til det, og bliver bedre til at falde ind eller ignorere tilråbende. Det er altså til at forholde sig til og klarer.
Det mest udfordrende ved at gå på gaden, er altså ikke opmærksomheden man får, nej det er mere det at man skal forberede sig på at være hård næsten allerede inden man går ud.
Der er tiggere på langt de fleste gadehjørner, og ganske ofte flere end blot én. Det kan virkelig være hårdt sådan at gå forbi disse fattige mennesker som ligger, sidder eller står. De strækker enten hænderne frem mod dig, eller samler fingrene i den stilling som man bruger når man spiser enjara, hvorefter de fører hånden op til munden, for at signalere at de vil have penge til mad.

Andre steder ligger syge eller invalide, som knap kan bevæge sig selv. De ligger og udstiller deres manglende legemer, bulder, betændte områder eller andet for at skaffe penge. De blinde synger ofte, mens mødrene på gaderne sender deres små børn ud når man kommer forbi. Så kan de måske med snottet rendende skaffe nogle små mønter. 

Selv i mini-busserne og restauranterne kommer der tiggerne ind, og her må man pænt sidde og hører på deres bøn om penge. Her kan man ikke engang gå væk, man må blot ignorere og vende sig rundt.

Jævnligt giver jeg penge ud i form af 1 birr eller lignende, men har man givet til en tigger, står der 3 på det næste gadehjørne og det ved man. Det er umuligt at give til alle, så derfor har jeg ofte sat mig for inden jeg går ud, og jeg vil give et vist antal sedler ud eller jeg ikke har noget at give af den her gang. 

I dag var vi i kirke, og her havde vi en madpakke med. Den viste sig dog for stor, og vi kunne ikke spise det hele. Derfor valgte vi at give de smurte madder ud til nogle af tiggerne. På den måde behøver ting ikke at gå til spilde hernede. Det er altid nogen ude foran ens dør, som vil blive glad for det man har til overs.
I den sammenhæng har det slået mig lidt, hvor gode Henriette og jeg er blevet til at spise op. Stort set alle aftner er gryderne tomme efter aftensmad. Man smider ikke mad ud hernede, det får man lidt et andet forhold til. Man kan ikke tillade sig det. Har vi lavet for meget mad én aften, sidder vi bare lidt længere tid ved spisebordet, og så forsvinder det også. Der bliver spist indtil det ikke er mere. 

Der er højstemning nytårsdag til festen

En lille skovtur vi var på 

Glædeligt nytår

Glædeligt nytår! Hernede er vi trådt ind i 2006. Dette fejrede vi på rest-centeret d.11, nytårsdag. Fåret blev slagtet, og fra klokken 15 af var der nytårsfest. Forskellige indslag var forberedt, og en form for gudstjeneste blev også holdt. 

Henriette og jeg havde lært nogle af drengene at danse les lancier, og det skulle vi så vise foran de andre ved festligheden. Det troede vi i hvert fald, for med bedste afrikansk stil, forsvandt den ene af deltagerne, lige som vi skulle til at opføre dansen, så vi blev skubber til sidst i programmet, men der blev vi så glemt, og folk begyndte at udvandre inden vi kunne gøre noget ved det.
Øvningen af dansen var dog sjov, så om vi fik vist det eller ej, var på sin vis underordnet. Udenfor blev et stort bål tændt og aftensmaden serveret i form af dore-wot, og det var ikke så ringe endda.

Vi har hørt at skolen snart starter i Chencha, og det vil give godt mening at være der til skolestart, hvis vi skal undervise en klasse i engelsk. Derfor virker det til at vores tid i Addis Ababa om ikke så længe er ovre, og vi går nye og spændende udfordringer i møde.

Man kan nogengange overveje om æslerne er levende eller døde. De står fastlåst i den samme stilling i utrolig lang tid uden at røre sig, nogle gange. Som regel er de levende. De er sat ud da de er slidt ned og ejerne ikke længere kan bruge dem. De venter på hyænerne tager dem. Dagen efter kan der så ligge et ådsel i stedet for et æsel 

Omveje udvider ens indsigt

Morgenmad – nu har jeg både mælk og havregryn!

Morgenmaden til at starte med i Addis bestod mest af brød og marmelade. Det kan jo være fint nok engang i mellem, men i det lange løb synes jeg det er lidt svært at køre på. Til at peppe det lidt op kan man jo selvfølgelig spise frugt, men det giver nu heller ikke den store mæthedsfornemmelse. Til særlige dage kan man supplere marmeladen med nutella lignende produkter. Det er dog rimelig dyrt, og man hænger alligevel fast i det der med brød. Det er jeg ikke så vild med.

Yoghurt er en anden ting som kan prøves, med eller uden kunstig smag. Tager man den uden, er den neutral. Med frugt i kan det være helt spiseligt, men den er nu ret klumpet og minder ikke meget om det vi derhjemme forstår som yoghurt. For at det kan blive til et helt morgenmåltid, skal der også stadig en eller to skiver brød til.

Nej, løsningen for morgenmad fandt jeg ved havregryn. Havregryn er en forholdsvis dyr spise hernede, men man kan vel godt flotte sig lidt, når man nu siger at dagens vigtigste måltid er havregryn.
Rosiner er hvad jeg plejer at putte på mine havregryn. Det har jeg dog ikke kunne finde hernede, og derfor har jeg måtte ty til banan i stedet. En hel skiveskåret banan på en tallerkenfuld havregryn fungerer nu også udmærket. 

Friskpresset frugt juice kan man få langt de fleste steder, og det er et rigtigt lækkert

Mælk er jo altid spændende når man tager til udlandet, særligt når man nu spiser havregryn til morgenmad. Det kræver jo sin mælk! Dommen over den etiopiske mælk er at den faktisk er god nok, i hvert fald i forhold til hvad jeg havde forventet. Man køber den i en pose og en halv liter af gangen. Dette koster 10 birr (3,3kr), så det er nogenlunde dansk pris. For den pris får man hernede rigelig med fedt for pengene. 2,7% er den letteste mælk jeg har fundet, så den er ikke ligefrem fristende til et glas mælk om aftenen, men den er fin ovenpå havregrynene.  

Morgenmaden har været en af mine største bekymringer inden rejsen. Jeg er temmelig lavpraktisk indrettet, så om jeg ville finde en måde at blive mæt på om morgenen, har været på listen af udfordringer. Den kan jeg nu med glæde sætte et tjek ved.

Når jeg engang rejser syd på mod Chencha, kan der muligvis blive svært at købe og opbevarer mælk. Jeg nyder det derfor så længe som det nu varer. Løsningen kan i givet fald være havregryn, for her behøver man jo ikke have mælk, og havregryn bør være til at skaffe selv i Chencha.

Nogle af drengene på rest-centeret. De har her gang i morgenmad ligner det

Fåret vi skal spise nytårsdag til festen. Jeg synes nu mest den ligner en ged, men de påstår nu alligevel at det er en ged. Gode smagte den i hvert fald. Så meget kan jeg sige med sikkerhed

En lille omvej

Jeg var i kirke med Peter og Abraham for at prøve, hvordan deres gudstjenester så ud. På alle mulige måder er de meget mere levende en vores. Under lovsangen den første stykke tid stod de fleste op og sang med, hvor nogen også tog den skridtet videre til at danse med. Til lovsangen var der en sanger og en mand på keyboard. Ud over de tog, var der også en rytmeboks, som spillede hele tiden. Rytmeboksen kunne utrolig mange lyde, men fælles for dem alle, var at de efter min mening ikke ligefrem passer sig ind i en kirke. På alle mulige måder var det egentlig ganske usmageligt. Liv og glade dage, det manglede der til gengæld ikke, så det vejede det på mange måder op.

Efter lovsangen var der nogle meget levende taler. Talere der ikke kun bruger deres mund, de bruger hele kroppen når de taler for forsamlingen. Indholdet af talerne kan jeg have svært ved at bedømme, da jeg kun fik sporadisk oversættelser, men fælles for dem alle, var dog at ordet Jesus Kristus og amen, bliver benyttet utrolig mange gange. Både af taleren, men også af menigheden.

Halvejs gennem programmet blev jeg dog nød til at gå. Jeg havde en anden aftale. På forhånd havde jeg spurgt Peter og Abraham om det var i orden at jeg gik før tid, og de havde begge kigget dumt på mig. Selvfølgelig var det det. For øvrigt var vi også kommet en halv time for sent, og dette var der heller ikke noget galt i. Generelt kunne man bare komme i den tid man havde til rådighed.

Yonas Tesfaye, en af grundlæggerne af WSG, fortalte os den anden dag, at det var godt ikke altid at gå de samme veje. Man skulle prøve noget nyt. Derfor, forledt af Yonas’ ord, bestemte jeg mig for at prøve en anden vej hjem, end den jeg var kommet og kendte. Retningen passede også meget godt, så det kunne ikke være helt galt det jeg havde gang i.

På tur med andre danske volontører i universitets parken og museet

Jeg vandrede derfor lystigt af sted. Det var spændende, jeg havde ikke været i den her del af byen før, så jeg kiggede mig omkring og prøvede at få alle indtrykkene med.
Sådan gik det de første 10 minutter, men så slog vejen et dramatisk sving, i hvad jeg vil sige, var den forkerte retning. Det er ikke helt godt der her tænkte jeg, men hvad skidt, den drejer nok engang til om ikke så længe. 

Vejen valgte desværre ikke at dreje, og stædig som jeg var, ville jeg ikke se nederlaget i øjnene, så jeg fortsatte blot med at gå. Det resulterede i at jeg forvildede mig ud på en omvej, og hvad værre var, jeg havde ingen idé om præcis hvor jeg var? Retningsorienteringen havde jeg efterhånden også glemt.
Alle de høje bygninger var efterhånden væk. Nu begyndte der snart at være lige så mange æsler som biler. Det var helt galt det her.

Vejen delte sig, og den ene del af vejen gik brat op af bakke i en retning som jeg mente måtte være rigtig. Jeg spurgte derfor en tilfældig forbipasserende om det var vejen til Shiromeda. ”Eshi” svarede han og pegede. Jeg gik derfor op af bakken.

Henriette stod derhjemme og lavede mad. Jeg blev nød til at ringe hjem og fortælle hende, at jeg altså var faret vild, og at jeg ikke viste hvornår jeg ville være hjemme. Hun skulle bare spise når maden engang var klar, og så ville jeg nok komme på et tidspunkt. Henriette synes det lød som om jeg græd i telefonen fortalte hun mig senere, men det skal nu siges, at det bare var fordi jeg var forpustet, da bakken var lang og yderst stejl. Derfor var hun vist også lidt usikker omkring om jeg nu også kunne finde hjem selv.

Det var jeg nok egentlig også selv. Etiopierne har et råd: Spørg aldrig en etiopier om vej! Nogle gange kan man være så heldig at spørge 3 på en gang, og de peger alle sammen i hver deres retning. Hvilken man så lige skal stole på, er svært at svare på. 

Manden i midten er Miky. Han er lederen af rest-centeret, hvor vi arbejder

Derfor spurgte jeg hele tiden op af bakken, folk om vej, og langt de fleste pegede i den samme retning.

Det viste sig også at være rigtigt, og jeg nåede op til noget jeg kendte, og derfra kunne jeg selv vejen tilbage.
Omkring 20 minutter skulle turen nok have taget. Nu kom det til at tage en time mere, men til gengæld havde jeg fået dagens motion og set noget nyt af byen. Maden var næsten klar da jeg kom hjem, så det var heller ikke så dårligt. 

To historier fra Addis

Uheldet er ude – og så måske alligevel ikke?

Normalt kan man ikke nå to ting på samme tid. Dette lader sig dog nogen gange gøre i Etiopien. Ikke bare er det landet med 13 måneder med solskin, det er også stedet hvor sådanne ting kan finde sted. Derfor slentrede jeg stille og roligt ned mod internetcaféen ikke langt fra gæstehuset, velvidende at jeg har en aftale med Peter fra rest-centeret. Sammen skal vi ud og cykle i bjergene nord for Shiromeda, hvor jeg bor. På internetcaféen skal jeg snakke med mine forældre, som jeg har aftalt dagen før.

Der står jeg så og venter på at internetcaféen skal åbne klokken 9. Der sker dog ikke noget. Folk kigger lidt underligt på mig. Hvad er det jeg laver lænet op af en lugtepæl? Hvorfor er jeg stoppet op? Mange haster forbi mig. Inde i midtbyen er en stor demonstration under opsejling, finder jeg senere ud af.
Klokken bevæger sig hen på 9.10 og stadig er der intet optræk til at internetcaféen åbner. En sms tikker ind på min telefon. Det er Peter, som er ankommet ved gæstehuset.

Se her var der to ting som modarbejdede mig. Modernatur, eller hvem det nu engang var, ville ikke, at jeg skulle i Skype kontakt med mine forældre den dag.

1)      Den ellers altid åbne internetcafé, var nu lukket. (Senere skulle jeg finde ud af at næsten alle andre internetcaféer også var det).

2)      Peter vælger at komme næsten til tiden, og ikke den obligatoriske halve time som man gerne skal komme for sent.

Alt i alt kan man vel lærer at det at hovmod står for fald. Hybris medfører nemesis. Det var overmod at prøve at nå to ting på samme, og derfor gik det galt.

Spisebordet hvor vi normalt spiser

Taxaerne i Addis er af det dejlige russiske mærke Lada!

Her bliver maden på restcenteret tilberedt

Det var dog som om at det ikke var nok. Uheld kommer i stimer siger man. Jeg skulle have mig en lærestreg.

Da den første Skype tid var gået i vasken, valgte jeg derfor at lave en ny aftale der hed omkring 17. Derfor søgte jeg igen ned mod internetcaféen. Den var stadig lukket. Det samme var den i den nordlige del af Shiromeda. Hmm. Så måtte jeg jo til at tage en mini-bus til Georgis, for at finde noget der. Jeg var begyndt at blive lettere tidspresset.

Porten var slået ned. Lukket lige som de andre. Ned af bakken, forbi alle tiggerne og grupperne af unge der hang på gaden, i al hast gik det. Jeg havde ikke tid til at hilse på. Igen én lukket. Så måtte jeg ned i den anden ende af Piaza, og her havde jeg heldet med mig. Det troede jeg i hvert fald. For net fandt jeg, men ikke noget der tilnærmelsesvis kunne bære en Skype samtale. Facebook var udfordring nok i sig selv.

På mange måder er hverdagen sådan i Etiopien. Alt går ikke altid som planlagt. Det vender man sig til, og bliver med tiden gode til at få det bedste ud af det man nu har. Skype virkede ikke, men i stedet kunne jeg chatte over facebook. Studenterne var der ikke til vores undervisning i lørdags, derfor måtte vi nøjes med at lege og spille med dem, der nu ellers hænger ud på rest-centeret.

Etiopierne har en særlig evne til at udnytte og ikke blive frustreret over spildtid. En ting jeg f.eks. er imponeret over er etiopiernes køkultur. De kan virkelig finde ud af at stå i kø. En 30 meter lang kø på vejen, og man tænker, hvad laver den der, og så finder man ud af at det er fordi bussen er på vej. De har allerede lignet sig op på en lang række, ventende på at bussen skal komme, og de kan stige ind. Det samme fænomen kan observeres ved universitetet, hvor eleverne bliver færdige fra lige i øjeblikket. Køen er lang som et ondt år, men ingen virker til at klage over det. De skal jo ind og fejre deres nyuddannede familiemedlem eller ven, og så er ventetiden for intet at regne.
Jeg gad godt se den slags køer i Danmark. Det ville være det rene ravnerok. Der skulle være retningslinjer og regler, her stille folk bare pænt op i kø og venter.

Et andet fænomen jeg har observeret er ved power-cut. Når elektriciteten går. Prøv at forestille sig det på en dansk arbejdsplads. Alt arbejde ville blive indstillet, og folk ville gå helt amok. Man kan jo intet lave uden strøm! I Etiopien stopper alt arbejde også, men i stedet for at være et problem, virker det snarer til at det er et socialt samlingspunkt. Kaffen bliver så brygget over bålet, og man sætte sig uden for og nyder den, samtidig med at man snakke med sine kollegaer og venner. Tålmodighed er der masser af. Strømmen kommer tilbage lige hurtigt, og så kan man jo lige så godt nyde pausen indtil den kommer tilbage.   

Bordet hvor vi spiser de fleste af vores måltider på rest-centeret

Hovedbygningen på rest-centeret

En revurdering af hvad en cykel er

Nu glemte jeg helt, det jeg egentlige ville have skrevet om, nemlig mine oplevelser på cykel sammen med Peter.

9.15 var vi klar til at tage mini-bussen mod Sedist Kilo. 1.40 birr pr person da det var en kort tur. Peter betalte. Han var hurtigere end mig. Jeg nåede slet ikke at få pungen frem, men skidt, en formue er det jo ikke ligefrem.

Når man siger cykeludlejning, tænker jeg normalt på en eller anden cykelbutik med en masse cykler linet op på rad og række. Peter havde sagt, at han kendte et sted som udlejede cykler, så det var noget i den stil som jeg forventede.

Vi gik i mellem en masse boder der var ved at blive stillet op. Der skulle være søndagsmarked og halvdelen af vejen var spærret til dette formål. Peter peger over på den anden side af vejen, der er det siger han. Hvad er det han peger på? Jeg kan ikke helt se det? Der er bare en masse metalskurer. Tydeligvis hvor mennesker bor. Små børn render rundt og leger, mens deres mødre gør rent, rydder op eller laver mad. Jeg kigger mig en ekstra gang for, og der på den anden side ligger der ganske rigtig to små cykler til børn, og en ramponeret minibil af den udgave som alle små børn ønsker sig at eje, så de kan suse rundt i den, foran et af metalskurerne. Det viser sig at være cykeludlejningsstedet.

Omkring klokken 9.45 var vi der nok, vil jeg anslå. Peter snakker med damen. Hendes søn er ikke hjemme. Det er ham som leger cyklerne ud, men han kommer snart hjem fra sine indkøb lover hun. Det er en af Peters tidligere klassekammerater, fortæller han. Man kan ikke leje en cykel i Addis uden at man kender udlejeren, ellers stikker man jo bare af med cyklen. Derfor er det nødvendigt at vi venter på klassekammeraten, så han kan sige god for Peter.

Vi venter. Flere boder bliver sat op, og presenninger bliver spændt ud på kunstfærdige måder. En lille pige kommer op fra skuret og begynder at holde mig i hånden. Jeg kan ikke rigtig slippe af med hende. For at få tiden til at gå leger og snakker jeg derfor lidt med hende. Endelig kommer vennen. Peter forklarer ham situationen, og for at vide at det er faderen som har nøglen til døren indtil cyklerne, og at han vil komme om 2 min.

Da der er gået en halv time mister sønnen tålmodigheden. Faderen er stadig ikke kommet. Derfor går han ned og fjerner en sten under døren, og kan på den måde få den vredet op uden nøglen. Han begynder at trække cyklerne frem. De er lagt i en stor bunke, og det er svært at få dem skilt ad, så det tager lidt tid. Tid har vi jo nok af så vi venter blot.

Det næste der sker er meget forvirrende. Jeg ved egentlig ikke helt hvad der foregik. Et hav af mennesker kommer forbi. Alt foregår på amharisk så jeg står bare tålmodigt og smiler. Jeg prøver en af cyklerne. Den har to pedaler, så det er en af de gode cykler. En anden prøver den samme cykel og forsvinder på den. Nye cykler bliver taget frem. Nye folk kommer til. Vi går over på den anden side til markedet. Snakker lidt der. Tager en cykel med tilbage derfra. Snakker lidt mere.

Alt hvad jeg ved, er at omkring 10.30 står Peter og jeg med to cykler. De har begge to 2 pedaler, hvilket vist er det pæneste man kan sige om dem. Et billede fik jeg desværre ikke taget af cyklerne, men jeg kan prøve at beskrive dem. Peter har fået en lille BMX lignende cykel, men den mangler de stænger man står på ved hjulene. Cyklens bagbremse virker, men der er intet gearskifte. Jeg har fået en normaludsende cykel, bortset fra den ligner nået som er for dårligt til lossepladsen, gearskiftet virker ikke, så jeg er fanget i et højtgear, og ingen af bremserne fungerer. Bremseklodserne kan dog justeres, og på den måde opnår jeg en eller anden form for bremse både på for- og bagdæk.

Nogle af de studenter vi underviser. Med de blå bukser ses Tesfay som så venligt oversætter for os. 

Bankebøf, hvor man skal igennem hinandens ben

Når to personer prøver at komme i mellem de samme ben sker der her nemt

Vi cykler af sted med højt humør. Vi har endelig fået vores cykler og er på vej i gennem byen. Peters bremse sætte ret hurtigt ud, men han kan bare bremse med foden mod dækket, forklarer han mig. Godt det ikke er mig tænker jeg bare.

Addis er overraskende bakket finder man hurtigt ud af. Hele vejen op til Shiromeda, hvor jeg bor, er en lang bakke. Ikke vildt stejl men alligevel, når man er fanget i et alt for højt gear, så selv Jan Ullrich ville have en høj kadence sammenlignet med, kan det godt give problemer her. Til min glæde ser det dog ud til at Peter har det endnu hårdere, og jeg må flere gange vente på ham. Imens vi kører op ad, kan jeg dog ikke lade være med at tænke på at ned skal vi jo også. Peter har slet ingen bremser, og jeg kun en smule, og det er bare en lang bakke.

Folk hepper særligt på mig. En hvid på cykel. Det er mærkeligt. Nogle siger at jeg skal passe på. Kør langsommere kan jeg se deres gestik prøver at fortælle mig. Det er rigtig sjovt. Man føler sig lidt kendt.

På vej ned sker det uundgåelige selvfølgelig. En mand træder med ryggen til ud foran Peter, og han kører direkte ind i ham og styrter. Ingen slår sig heldigvis. Heller ikke cyklen, men lige pludselig finder jeg mig selv midt i en kæmpe flok. Halvdelen deltager i det skænderi mellem Peter og den påkørte. Den påkørte er i særlig grad sur, men det var samtidig ham som ikke så sig for. Den anden halvdel og voksende del kigger bare på. Der dannes en cirkel rundt om os. Peter og jeg fordufter lige så stille og triller den sidste del ned af bakken.

Kæmpes skal der. Jeg er ikke med i legen for at tabe

Herinde bor nogle af drengene fra rest-centeret

De søde damer som laver middagsmad til os hverdag på rest-centeret

Gode ting:

-          Vi er nu 3 til både vores arbejde og det at lave mad osv, da Anna er sammen med os hele tiden

-          Jeg har fået dyrket lidt motion i Addis, da jeg var ude og cykle

-          Vi kan forhåbentlig snart komme med drengene fra rest-centeret ud en nat og møde gadebørnene derude.

-          Jeg har været hjemme ved to af de små drenge fra rest-centeret på besøg, og det var rigtig hyggeligt

-          Der er kommet to danske volontører herned, og vi har planlagt at mødes med dem på fredag

-          Jeg har nu endelig været i bad

Problemer:

-          Vandet og elektriciteten har er kommet og gået på skift, så jeg har haft nogle dage i streg uden bad

-          Det er lidt svært at undervise nogen som slet intet engelsk kan. De bliver dog langsomt mere frimodige.