Langsomt, men sikkert arbejder vi os ind

En daglig konkurrence

De fleste som har været i en børne- eller teenklub, har nok prøvet at lege legen: Hvor mange der kan være i en bil? Her i Etiopien leger vi den hver dag. Bilen som bruges er en Toyota Hiace, en bil med plads til 12 personer når sæderne sidder tæt.
Alle leger med. Ung såvel som gammel. Den sidste dag slog vi high-scoreren for hvad jeg indtil videre har været med til. Legen leges allerbedst i aftentimerne, og det var her rekorden kom i hus. En lille forsamling mennesker, 30-40stk, samles (nærmes slås) uden for bilen, og så gælder det ellers bare om at komme ind i den. Da vi alle var inde og døren blev lukket, og bilen kørte af sted mod næste stoppested, kunne jeg tælle 21 personer alle siddende ned. Når man sådan slår en high-scorer, så betyder det pludselig ikke så meget at benene sover og kramper, personen vedsiden af dig lugter og at du begynder at spekulere på om chaufføren nu også kan se noget ud af ruderne, når du nu ikke selv kan på grund af dug og regn. Rekorden ja, den gad jeg godt se en dansk teenklub stikke.
Som en lille bonus info kan nævnes, at det er rigtig smart at have taget pengene op af din pung, inden du stiger/kæmper dig ind, for det er umuligt at få fisket en tegnebog op af et par cowboybukser, når man først har fået sat sig ned.

 

Her er mini-busserne hvor konkurrencen udspiller sig. Dette er dog en forholdsvis fredelig omgang

Madblog – middagsmad ved enjera

Madblog er meget populært har jeg ladet mig forstå. Derfor har jeg også tænkt mig at forsøge mig med sådan en alla Etiopien ud fra mine egne erfaringer indtil videre. Altså hvad der lige rør sig i Etiopisk madkultur, og hvad man spiser til de forskellige måltider.

Generelt hertil kan siges at enjera ikke er til at komme uden om. Selve ”pandekagen” som jeg kalder den, smager mest af gær og ligner til dels en grå karklud, men sammen med fyldet og med tiden, forsvinder smagen lige så stille og den bliver smagsløs. Af fyld kan alt tænkes, bare der er en eller anden form for sovs med. Alt fra kartofler og gulerødder, som man, kender kan fås her, men man ved særlig fine selvskaber eller lejligheder kan få en slags kød sovs over. Ellers og mest normalt fås en udefinerbar stærk grønsagssnask sammen med pandekagen.
Man spiser enjeraen med højrehånd og kun højrehånd. Det har faldet mig lidt svært, da jeg har en tendens til at venstrehånd af en eller anden årsag også vil hjælpe til sommetider, men så har jeg jo desværre også to hænder jeg skal vaske efter et måltid, og ikke kun én som de mere erfarne har det. Selve måden du indtager enjeraen på, er ved at du tager et stykke af pandekagen og bruger den til at samle noget af fyldet op, som du så sammen med pandekagen putter ind i munden.
Enjera kan fås både morgen, middag og aften i forskellige variationer, men min erfaring er at en gang om dagen er nok. Derfor spiser jeg den normalt til middagsmad. På rest-centeret kan der hver dag fås enjera til middagsmad. Her er fyldet og sovsen ofte af den udefinerbare slags, men ned kommer det og mættende er det tilmed også. Er man derimod i området omkring head-office, kan man her hver dag købe middag og spise sammen med de andre ansatte der, og her kan man finde kød normalt. Et måltid her koster omkring 7-8kr.

En vigtig grund regel at huske når man spiser enjera, og særlig på rest-centeret har jeg gjort mig de erfaringer, er at man kan risikerer at de mader én. Lader man dem mader dig den første gang er man tvunget til at lade dem gøre det engang til. Alt andet ville være uhøfligt, både hvis personen ikke gjorder det igen, da det ville være lidt som om at du ikke betyd nogen for vedkommende og at du var blevet glemt, men også hvis du ikke vil modtog det engang til, da du så viser at du ikke værdsatte det første gang. Reglen er ved kaffe at man skal drikke op til 7 kopper kaffe, hvis man først er begyndt og aldrig mindre end to. Jeg ved ikke om reglen er det samme ved madning, at man skal made personer og lade sig made op til 7 gange. I så fald har jeg ikke gået hele vejen i madning endnu, men hvem ved om det kommer?
En rigtig fed ting ved enjera er at det kan give spisefællesskabet en ny dimension nogle gange. Man snakker om at det at familier spiser sammen er noget af det vigtigste, men den måde vi tænker at spise sammen på, er normalt med hver vores tallerken, og hver vores bøf som kun er vores. Sådan er det ofte ikke med enjera. Her får man et stort fad, og flere personer spiser af det samme fad. På den måde deler man maden og spiser sammen på en hel anden måde. Det bliver et fælles- og ikke et singleprojekt at få tallerkenen/fadet tømt. 
Er det første gang man nyder enjera vil jeg henvise til et af Henriettes råd, som jeg har nedskrevet hernede. Det er bestemt værd at følge, for ellers kan det være næsten umuligt at gennemføre et normalt måltid

Henriettes råd ved stærk mad – særlig enjera: Drik aldrig vand imens du spiser, men bliv derimod ved med at spise uden nogen pauser for ellers begynder det at brænde for voldsomt i din mund. Først når måltidet er helt færdigt kan vand nydes.

I de følgende blog indlæg ved jeg gå videre og behandle nogle af de andre måltider under overskrifterne: Morgenmad – nu har jeg både mælk og havregryn! og Aftensmad – fra dåsetun til falafel.
Der kan dog siges sammenfattende at jeg generelt er mæt. Dette var en af mine store bekymringer ingen jeg rejste, om jeg nu også ville få nok at spise. Dette bekymre mig dog ikke længere, jeg får nok at spise, og det hele bliver mere og mere hverdag efterhånden.

 

Enjera paa restaurent

Enjera

Kaffe som det skal lavet. Forinden er det blevet ristet

Kaffen varmes paa den traditionelle maade.

Ikke to fisk,fem brød og tolv kurve tilovers, men alligevel bespisning af et par tusinde

Det er nok en af de mærkeliste bryllupsfester jeg nogensinde har været til. Så enkelt kan det beskrives. Her var et brudepar som havde valgt ikke at invitere familie og venner, bortset fra de allernærmeste til en lille mini ceremoni. I stedet havde de valgt at invitere byens fattige til middag. Og hvad er bedre en enjara til middagsmad jævnfør madbloggen, så enjera var hvad de fik. Tyve frivillige fra HCE og WSG kom dumpende ind og skulle være med til at fordele al maden to steder. Henholdsvis et fortrinsvis for kvinder og børn og et sted for mænd. Jeg kom til at skulle servicere mændene, og kom lige tidsnok til at ingen af gæsterne var kommet endnu, men brudeparret var der stadig, og hvis jeg ikke tager helt fejl, lykkes det mig at komme med i baggrunden af nogle af billederne.
Efter lidt forvirring om hvad jeg skulle gøre, typisk etiopisk og noget jeg har mødt mange gange allerede, men er blevet meget bedre til at tackle, begyndte jeg at folde enjera pandekagerne. De skulle foldes på en bestemt måde og ligges på en tallerken, og når der er omkring tusind spisende mænd, kan det godt tage sin tid når de skal have en hver. Efter indryk 2 ud af 4 var alle pandekagerne foldet og parat, og jeg kunne begynde at rykke ud i ”felten” med en spand fyld. To øseskefulde, af noget som jeg ved første øjekast anslog til at være opvaskevand, men som vidste sig at indeholde bønner og andet godt, kunne det blive til. ”Water, water”, sagde de alle sammen. Bønnerne gav de åbenbart ikke meget for, sovsen var mere attraktiv. På den måde lykkes det os at få omkring 1000 mænd bespist, og de var dermed sikret mindst et måltid i løbet af den dag!

Jeg kunne ikke helt lade hver med at tænke på, og samtidig være lidt stolt over, at jeg er kommet i baggrunden af sådan nogle menneskers bryllupsbillede. Bryllup er nok noget af det største man kan opleve, men de her opgav deres fest til fordel for folk de på ingen måde kender. De synes jeg er rigtig stort. Sådan nogle mennesker vil jeg ønske, at jeg bare på den mindste måde blot må kunne efterligne eller være som en skygge af, for så kan jeg alligevel tænke at jeg har gjort noget, en lille ting. I stedet for at fede i den i forvejen fede moster Oda op, har de valgt at bruge alle pengene på nogen som havde mere brug for det. Jeg ved dog selv, at hvis jeg skulle være så heldig at blive gift, at min bryllupsfest bliver med familie og venner, men det andet er på alle mulige måder prisværdigt synes jeg.

WSG bygger en klinik. Lig maerke til skurerne i baggrunden

Port for an ortodoks kirke. Der er altid mange uden for, plus nogle tiggere

Klinik byggeriet

Rest-centeret

På rest-centeret har vi nu fået vores egentlige opgave. Vi skal tirsdag, torsdag og lørdag eftermiddag, undervise de tidligere gadebørn/gadevoksne, som er i skill-træning. Skill-træning består for de fleste af drengenes vedkommende af gulvlægning lige nu, og for pigerne madlavning eller frisør og negle. Der er ca. 20 fra omkring 18-30 år, og vi har relative frie tøjler med dem. Engelsk er der dog ingen af dem som er særlig gode til, så det er primært her vi har begyndt. Nogle af de andre på rest-centeret som ikke er i skill-træning, men som er studerende bruger vi til at oversætte til amharisk, da det gør kommunikationen lettere.
Selv om de er relative gamle, er de vilde med at lege, så det er hvad vi har gjort mest med dem indtil nu. Lege som ”kan du lide din nabo”, ”head, shoulders, knees and toes” og lykkehjulet agtig leg, hvor man skal gætte et ord ud fra nogle streger, og andre lege har vi allerede været omkring. De hænger helt ud over stolene med fingrene i vejret nærmest stående, for at blive taget og valgt i nogle af legene. Det er rigtig sjovt at opleve sådan en entusiasme og glæde. Det centrale er at få snakket noget engelsk og øvet en smule. Ellers har vi tænkt os at lave nogle sportsaktiviteter med dem, og Henriette skulle have begyndt at undervise lidt i klaver, men der var power-cut hele dagen den dag, så keyboard var ikke til megen nytte, og udenfor kunne vi heller ikke være da regnen silede ned. Sådan må man nogle gange være indstillet på at omgivelserne ikke altid er med en.

I gæstehuset har vi fået en ny beboer. Hun hedder Anna og kommer fra Sverige, og skal lige som Henriette og jeg arbejde for HCE og WSG. Der er dog ikke det helt store at foretage sig lige pt inden for organisationerne, primært fordi alle skolerne har sommerlukket. Derfor vil Anna hjælpe os med undervisningen på rest-centeret. 

Hun er rigtig flink, og vi har nu allerede lavet aftensmad sammen med hende to aftener. Hende kommer vi helt sikkert til at haenge en del ud af det med i Addis. Det er rigtig sjovt saadan at moede andre volontoerer fra Skandinavien

Backgammon med en af boernene fra rest-centeret. Jeg tabte faktisk det her spil!

Tilfaeldig dreng, som var vild efter at snakke engelsk. Jeg havde noget ventetid, og snakkede en masse med ham

Paa tur som turister

Der bygges en masse i Addis. Saerlig den foerste jernbane er under opfoersel, og de er meget stolte

Geder er helt normalt i bybilledet

Problemer:

-          Hvad vi skal lave mandag, onsdag og fredag ved vi ikke helt? Måske hænger vi bare ud på rest-centeret?

-          Det regner stadig en del, hvilket giver våde tær nogle gange

-          Vi skal til at have vasket noget tøj

Gode ting:

-          Vi er ved at være rutinerede i at finde rundt, sådan da

-          Begge vores telefoner virker nu

-          Der er en internetcafé næsten lige ved siden af os

-          Vi har fået afklaret en del af vores opgave hernede, og har også haft de to første undervisningstimer

-          Jeg skal ud og cykle i bjergene på søndag sammen med Peter fra rest-centeret

Saadan er vejene nogen gange naar man skal gaa paa dem

En julestjerne skaber lidt julestemning, selv i august maaned

De første indtryk fra den første tid

Ankomst

Der stod vi så. Henriette og jeg med en bagagevogn og al vores bagage midt i Addis Ababa lufthavn. Rummet var fuldt med etiopiere med skilte hvorpå det stod navnene på dem de skulle samle op, eller navnet på et hotel man kunne bo på. Det skilt vi ledte efter var dog ingen steder at se. De folk der skulle samle os op var ingen steder at finde.
Vi ventede tålmodigt. Rummet var fyldt med interessante mennesker at kigge på. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Endelig var vi fremme. Det hele var så spændende.

Bagagevognen blev ved med at stå der, og vi kunne stadig ikke se dem som skulle samle os op. En utålmodighed begyndte lige så stille at vise sig. Efter omkring 30 min forvandlede utålmodigheden sig til en lille nervøsitet. Kom der mon overhoved nogen efter os? Havde der været en eller anden misforståelse. En mand havde tidligere tilbudt os at han ville ringe til vores kontakt, Yonas Tesfay, men der havde jeg tydeligt takket nej tak. Vi skulle nok blive hentet. Nu var jeg ikke helt så sikker mere.

Løsningen kom ved at jeg faldt i snak med en etiopier, som ventede på sin bror fra USA. Han tilbyd at ringe til Yonas og han fik telefonnummeret. Manden ringende frem og tilbage, og det hele virkede meget forvirrende, men så endelig kom forklaringen. Der blev ikke lukket flere ind i lufthavnen af en eller anden grund, og dem som Yonas havde sendt for at afhente os, stod uden for lufthavnen. Vi takkede manden mange gange, og lige da vi skulle til at gå ud, kom Teddy som skulle hente os ind i lufthavnen. Vores eventyr i Etiopien kunne nu begynde.

Indkvartering

Skudedøren i bilen åbnede jeg. Vi var fremme. Uden for hvor der meget mørkt, bilens lygter oplyste dog porten. Den var grå og bulet, og i midten af åbningen stod en vagt klædt i en lang regnjakke. Der var her vi skulle bo.
Bagagen vi havde med blev båret ind før vi næsten nåede at gøre noget selv. Der var hænder alle vegne til at hjælpe os med det. På et tidspunkt også én som vist ikke hørte til, og han blev lynhurtigt skubbet væk af de andre. Miky, lederen af ”rest-centeret”, som er vores arbejdsplads, viste os rundt i huset.
Værelset jeg fik, bestod af en seng hvor dynen var af et tykt tæppe med dynbetræk ud over, en stol, et lille bord, et skab med to hylder og en skuffe, en skraldespand, et lille bord med en sengelampe, et lille billede, gardiner, en loftslampe uden skærm og et par blå plastik sko.

Bøjler var der ikke nok af, men hvad gjorder det når skjorterne alligevel allerede var krøllede. Dynen var et tæppe, men den var stoppet ned under madrassen og på den måde kunne man fint holde varmen. Væggene var hvide og ikke med pynt, men til gengæld havde de så mange pletter og huller at det gjorder dem dekorative i sig selv. Alt i alt var det nu mit nye hjem.
Resten af huset bestod af et ukendt antal værelser (jeg har endnu ikke set dem alle, da man skal udenfor for at komme til dem alle), et køkken og en salon (fællesrummet med tv og spisebord).

Klokken 10 næste morgen international tid (4 lokal tid) blev vi hentet og vist rundt. Som morgenmad havde vi spist den pizza som var til overs fra sidste aftens restaurant besøg, som vi blev taget med på. Vi var klar til rundvisning hos WSG og HCE, som vi skulle arbejde for.

Livet i en storby – set fra en nybegynders øjne. En lille guide til overlevelse

En mini-bus kører ikke før den er fuld. Derfor tag aldrig den tomme, og med fuld menes at der er 1 sæde pr. 2 personer. Prisen er mellem 1,35 og 2,70 birr og ruten er fast. Endestationerne er gode at kende, da det er hvad bus-drengene råber. 

Fortov er der nogle steder, hvis der ikke er, kan vejkanten dog benyttes, og ellers er midten af vejen også et udmærket sted at gå.

Fodgængerovergange er ting man maler på vejen, men som man ikke benytter. Vejen ved siden af felterne kan være lige så god. Her holder bilerne alligevel heller ikke for en, men til gengæld er man sikker på at få et dyt med på vejen hver gang.

Når det regner, er det en god ting at have en paraply med, for ellers bliver man våd. Når gaderne så pludselig bliver tomme, alle etiopierne er væk, betyder det at du skal til at søge ly. Bygen bliver nu så kraftig at en paraply ingen hjælp er til mere, så bør man søge tilflugt i en bygning eller under en presenning.

Begynd kun nødtvungen en samtale med en sælger eller tigger på gaden. Du risikerer blot at opmuntre dem, og de følger efter dig i endnu længere tid. At ignorere er den bedste løsning. (Dog kan dette til tider være hårdt psykisk, især over for børn).

For toilet brug er det en god idé at have en spand vand ved siden, klar til at hælde ned i kummen efter brug, når man trykker på knappen. Så er man i hvert fald sikker på at noget af toilettes indhold bliver skyllet ud.

Vores første aftensmåltid

To af drengene fra restcenteret, og den japanske volontør som vi bor i gæstehus med 

Update – hvordan har jeg det så?

Livet er ved at forme sig stille og roligt. Opvask klares når der er vand, lommelygter benyttes når der ingen strøm er, og brusebad tages når både vand og strøm er der (ellers bliver vandet ikke varmt).
Folk har taget utrolig pænt imod os. Vi har ikke helt fundet ud af hvad specifikt vi skal lave endnu, men det kommer nok med tiden. Til gengæld har vi fundet en flok drenge på vores egen alder, tidligere gadebørn eller børnearbejdere, som vi har hængt en del ud med. De er rigtig flinke og hjælpsomme, og de er sjove at pjatte rundt med.
Vi har været rundt i byen med disse drenge, bedemøde i bjergene, fodboldkamp på asfaltbanen og ellers snakket en masse. De har vist os hvordan man tager en mini-bus og hvor de forskellige ting er. Jeg er helt sikker på at vi kommer til at være en masse sammen med disse drenge, og at det bliver godt.

Generelt er jeg ved rigtig godt mod. Der er mange ting som vi ikke ved noget som helt om, men lige så stille lærer vi hele tiden noget. Trætheden er stor. Jeg har været i seng omkring 21 hver dag. Indtrykkene er mange, og den tynde luft gør selv den mindste gåtur hård. Sidste aften var jeg dog op til efter 22, en forbedring mærkes stille og roligt.

Problemer:

-         Der har været svært at finder et godt sted at købe ind, og hvordan foregår det lige i Etiopien

-         Morgenmaden, består mest af brød, noget jeg dog arbejder på at få ændret.

-         Henriettes telefon skal bruge internetforbindelse eller itunes for at det nye sim-kort virker.

-         Ingen af os kan gå på internettet med vores telefoner

-         Arat Kilo, Shoromeda, Giyorgis, Mexico, Piazza, hvordan finder man vej mellem disse steder, og hvor ligger de?

Gode ting:

-         Vi er ved at kende nogle butikker

-         Restauranter er nemme og billige (10-30 kr pr. person)

-         Henriettes telefon virker nu

-         Vi var til en dansk fødselsdag og mødte forskellige missionærer hernede.

-         Der er internet på restcenteret, så vi bruger det i stedet.

Meget andet er sket for mig. Det er svært at huske dagene fra hinanden. Det hele flyder på en eller anden måde sammen. Spændende har det været. Stadig lidt skræmmende, at skulle stå op til en ny dag med nye udfordringer, for det er der hver dag, men der er så mange gode mennesker heromkring, så det skal nok gå det hele. 

Lidt dansk stemning. Denne bil har dog nok ikke meget med dansk øl at gøre længere

Fodbold på den fine bane

Pis jeg tabte i skak!

Afrejse

Dagen nærmer sig for afrejse. Jeg er ved at være godt spændt. I morgen klokken 06.10, skulle Henriette og jeg meget gerne sidde i en flyver på vej mod Frankfurt.
Fra Frankfurt af går turen direkte mod de sydligere himmelstrøg og Addis Ababa.

I Addis Ababa står der en og venter på os i lufthavnen, når vi engang er kommet igennem og har fået visum. Han vil så vise os der hvor vi skal bo, og sørge for at vi får handlet ind den første gang.


Af de vigtigste ting jeg har pakket kan nævnes:
3 fodbolde
1 håndbold
1 volleyball
1 disc
3 sæbeboble dimser
2 malebøger
15 farveblyanter
og massere andet

Vi skal nok få det sjovt :)

I går var jeg så heldig at have besøg af en masse venner herhjemme, som en slags afsked. Jeg var rigtig glad for at have besøg af så mange. Tidligere på ugen var jeg også i sommerhus med nogle af mine klassekammerater, også som et slags farvel. 

Det er super fedt at have nogen at sige farvel til når man rejser. Nogen der betyder noget for en. Det er jeg rigtig glad for.

Jeg glæder mig næsten lige så meget til at komme hjem igen til alle disse herlige personer, som jeg glæder mig til at komme til Etiopien.
I dag mailede jeg godt med nogle danske missionærer som er bosat i Addis Ababa, og Henriette og jeg har fået lov til at besøge dem, så helt at snakke dansk glemmer vi nok ikke. Det er nok også godt nok til når vi skal vende hjem igen ;)

Kursus

Den nærmer sig, dagen hvor jeg skal afsted. 8 dage siger tællingen på kalenderen. Der skal pakkes og det sidste tandlæge besøg skal lige overstås.

I sidste uge var jeg på kursus, og de sidste ting blev aftalt, forventninger blev afstemt og de sidste forberedelser gjort. På kurset lærte jeg:

Jeg står over for selv at skulle lave al mad, have 50 tvillinger i en klasse(sådan kan de i hvert fald synes i starten), 30 forskellige sygdomme at passe på og jeg må leve med svigtende strøm og internet.
På den anden side, og her er græsset heldigvis grønnere, kommer jeg til en meget rig kultur, venlige og passionerede mennesker, prøver at stå på egne ben, lege med en masse børn, lære en masse ting om mig selv og indgå i etiopiernes hverdag.  

Jeg tror det bliver en kæmpe oplevelse at komme afsted, og jeg glæder mig rigtig meget, men samtidig er jeg også en smule nervøs.

Ovenover ses et billede med alle de dejlige mennesker jeg var på kursus med, inklusiv Henriette, som jeg skal rejse sammen med. Tak for et super fedt kursus til alle dem, og jeg ønsker dem alle en god tur til de lande de hver især rejser til.