Kontraster

- Der var desvaerre ikke internet til at faa billeder op

 

Etiopien er fuld af kontraster. Rige mennesker kører ned af bjerget i deres egne biler, mens de allerfattigste kvinder bærer et læs brænde på op mod 60kg ned fra samme sted. Transport på to helt forskellige måder.

Det virker lidt til at de allerrigeste kvarterer også er dem, som er mest fuld af kontraster. De rige bor her, men det samme gør de mest fattige også. Går man en tur ned af Churchill Avenue eller rundt i Bole, ser man alle disse meget smarte steder, og man kan helt glemme at man er i Afrika. Især Bole i aftentimerne, virker som en hip sydeuropæisk by med al lyset, butikkerne og barerne. Denne følelse har man lige indtil man kigger ned. Så falder øjet nemlig på alle de ludfattige mennesker på gaden. Blinde, handicappede, gamle og mødre med spædbørn, alle de som ikke kan klarer sig selv. Det ligner næsten et telt, der er slået op rundt omkring på gaden, men hurtigt finder man ud af at de alle er levende. Folk ligger sovende inden i dem. Egentligt er det ikke telte, men opdynget plastik og tekstil. Det er deres hjem, men det mangler både hygge og tryghed, alt hvad man normalt associerer med et hjem.

Kvarteret i Bole, hvor den danske ambassade ligger placeret, hører nok til det dyreste i byen. Folk har penge her, og græsplænerne er nydeligt friseret, og alle ambassadørfruerne kan næsten helt i fred gå rundt med deres børn i klapvogn. Alt er idyllisk. Forandringen er derfor så meget mere slående, hvis man skulle bevæge sig ind i dette kvarter om aftenen. Her holder en stor del af byens prostituerede nemlig til. Folk har penge her. Er man heldig at samle en op her, er betalingen højere end ellers. Derfor er der så mange af dem netop her. Store penge skaber store kontraster.

Jeg havde været i biografen i Bole. Betalingen lød på hele 20kr, men så var det også i V.I.P. lounge. Filmen var fin, biografen var rigtig lækker, og i et kort øjeblik glemte jeg at det var en biograf i Etiopien og ikke derhjemme i Danmark.

Udenfor var det blevet mørkt, men alligevel var det lyst. De elektriske plastikpalmer oplyser byen i alle mulige farver. Anders, den norske volontør jeg har boet sammen med, havde samme tanke som jeg. Er det her virkelig Addis Abeba? Det virkede så anderledes fra den bydel vi bor i, Sheromeda. Sheromeda er mørk om aftenen, og foruden de få ofte lidt uhyggelig udseende personer og gøende hunde på gaden er det stille.

Her i Bole var det bestemt ikke stille. Der var gang i byen. På en måde er det fedt. Man kan drømme sig lidt hjem, eller i det mindste til Sydeuropa, og på den måde kan man få en lille tiltrængt pause fra alt det nye hernede. Der er dog også en anden side. Janteloven ligger dybt i mig, og som vi kommer ud af biografen, begynder den at gnave. Det virker bare forkert. Lige udenfor, nede under de skinnende palmer sidder en blindtigger. Virkeligheden rammen en hårdt. Etiopien er ikke Sydeuropa, så hvad laver jeg her? Jeg har lige været inde og bruge mange penge efter etiopisk standart på mig selv, og lige om lidt skal jeg ud på gaden igen. Her vil jeg gå forbi den blindetigger, kigge stift lige ud, for ikke at komme til at kigge på den blinde, og på den måde få dårlig samvittighed over at han heller ikke får noget. Af samme grund sætter vi gå tempoet op. 50 tiggere skal passeres inden vi er hjemme, og det gør det bare en smule nemmere når man har meget fart på.

Kontrasterne bliver ikke mindre af at man har boet i landet i 4 måneder. Man ser dem stadig alle sammen, men det bliver dog også på en måde hverdag. Det er ikke lige så slemt at gå forbi folk længere. Du lærer også at se hvem der virkelig er i nød, og hvem der lige nøjagtig kan klare sig. Ikke en tøddel mere end det, men lige netop klare sig. Samtidig, midt i al elendigheden lærer man også at se glæderne. Gadebørnene spiller fodbold, mødrene leger med deres børn, og den blinde har fundet en hundehvalp. Livet er hårdt, men ydmygheden rammer én. Jeg skal gå i biografen og betale, jeg ved ikke hvor mange etiopiske måltider, for at få lidt underholdning. Børnene på gaden finder en plastikbunke, laver en bold, og så er det det. De får glæde ud af noget, jeg har virkelig svært ved at finde nogen glæde i.

En af drengene på rest centeret snakkede om, hvor fantastisk det måtte være at bo i Danmark. Derfor fortalte jeg ham om, hvor mange ensomme mennesker der findes i Danmark. Han var slået. At være ensom var for ham det værste der kunne ske. Hernede er det alt om relationer med hinanden. Har man ikke andet, har man da altid familien og vennerne. Er man uden har man intet.

Livet er hårdt hernede, men ikke nødvendigvis dårligere. De har en inderlighed, en måde at udtrykke sig på og en tro som jeg kun kan misunde. Lederen af rest centeret Miky, hvor vi har arbejdet her i Addis, sagde til os forleden, at vi ikke skulle komme tilbage til Etiopien, før vi har gjort hvad vi kunne for at hjælpe derhjemme.

Tiden er ved at være slut hernede. Jeg har tænkt en del over hvad Miky har sagt til os. Det er nemt at tage til Afrika, og så hjælpe i de fire måneder man er der. Den virkelige udfordring ligger måske i at komme hjem, og så gøre noget der. Nødhjælp på samme måde bliver det nok ikke, men bare det at prøve at være et bedre menneske, og hjælpe hvor man kan efter evne og overskud. Efter fire måneder er det rart at tænke over, at nu skal man hjem og slappe af, men i virkeligheden er det vel hjemme, at man kan gøre den egentlige og længerevarende forskel, og det har været en stor pille jeg skulle sluge og stadig gør.

    

I am a ganster

Han stod der allerede uden for porten. Alt var altså som normalt. Der plejede han jo også at stå før skolestarten, før vi rejste til Chencha, og før han selv angiveligt skulle starte på universitetet i Addis.

Jeg hilste selvfølgelig på ham. ”Shalomno…”, alt andet ville have været uhøfligt. Han fortalte at det gik godt her, og jeg kunne for min del sige at Chencha også havde været en god oplevelse. Det havde det helt bestemt været.

Henriette og jeg med vores to halsterklaeder, som vi har faaet i gave af disse to herre

”Why have you told Jonas that I am a gangster?” spurgtehanmig. “Because, that was what you texted me. I still have the text. You can see it again if you have forgot your own message?” svaredejeg.Han var bestemt ikke tilfreds med det, men på min side havde jeg intet at have skyldfølelse over. Jeg havde bare fortalt videre hvad han selv havde fortalt mig.

Det hele startede et par måneder tilbage. Jeg havde snakket lidt med de her fyrer, set fodbold med dem og sådan. En af aftnerne jeg mødte ham ude på gaden havde han kommet med en længere historiem om hvor meget han arbejde for at skaffe penge. Alle i nabolaget kendte ham, og han lavede småjobs for alle og ordnende mange forskellige ting. Der var dog den her fest i Bole i forbindelse med nytåret, og den ville han utrolig gerne med til. Det var den sidste gang, han havde mulighed for at lave noget sjovt, inden han skulle begynde på universitet og studere i mange år. Festen var dog dyr, og han kunne umuligt skaffe alle disse penge til tiden.

Derfor spurgte han mig og jeg ikke kunne give ham 100 dollars, så han kunne få lov til at fyre den af en allersidste gang.

Jeg afslog, sagde atdet kunne jeg ikke. Penge ville jeg ikke hjælpe med, men andet, hvis det var mig muligt, ville jeg gerne gøre for mig. Han blev ved med at snakke. I bogstaveligste forstand noget om hans syge moster og andre i familien. Til sidst nærmest flygtede jeg ind af porten til gæstehuset. Jeg havde jo givet mig svar, og jeg gad egentlig ikke hører flere søforklaringer. Fyren ville til en fest, men det blev ikke mig som sponserede den.

Boernene i Chencha som vi underviste

Sidste dag gav vi dem en ballon og en slikkepind hver

Uheldigvis havde han mit telefon nummer, og flere gange i løbet af aftenen forsøgte han at ringe til mig, men jeg lod bare telefonen ringe. Næste morgen fik jeg en sms (skrevet som jeg modtog den, hans navn er wenderfull):

”hi fdrikiwanna be honest for u. thats why i a sk u money.am tife, robber, gangister. First time when i saw u iwanna robbed u. i need the money at 8 oclok .. 100 dolartellme the answernowwenderfull”

Okay han mente altså det her seriøst, eller gjorder han? Det var ikke til at finde ud af. Var det en trussel eller ikke? I am a gangster. Hvordan skal man lige forstå det? Jeg spurgte en af drengene. Viste ham sms’en og spurgte, hvad han mente om det hele. Tilfældigvis kendte han godt fyren, og sagde at han var en idiot, men bestemt ikke en man skulle være bange for. Han rådede mig til bare at ignorere det hele, og så ellers bare holde mig på afstand af fyren.

Jeg svarede på sms’en:

”My answer is still no”

“Okay cool” – kom tilbage.

Et af projekterne som HCE har, er at tage tidligere boernearbejdere ind. De har arbejdet som vaeverdrenge, og det forsaetter de med under HCE, men her har de meget bedre forhold

Senere viste jeg også sms’en til en svensk missionær, Jonas, som også kender fyren. Han var flad af grin.

Wenderfull var altså nået af det første jeg så, da jeg steg ud af bilen foran gæstehuset. Han var ikke tilfreds med at jeg havde vist sms’en til Jonas, men så kunne han jo bare have ladet være med at sende den, fortalte jeg ham, hvis han da ikke kunne stå inde for det han skrev.

Hele episoden var da først en smule træls. Skulle man tage det seriøst eller ikke. Nu hvor jeg tænker tilbage på det var det bare sjovt. Rigtig meget grin er blevet lavet med ”I am a gangster”. Vi har moret os en del over det.

For ud over den ”gangster” som der øjensynligt opholder sig lige uden for porten til gæstehuset det meste af tiden, så er Etiopien måske Afrikas fredeligste land. Ikke en eneste gang har vi oplevet noget som virker truende på nogen måde mod os. Vi har kunnet bevæge os frit omkring alle steder og på alle tidspunkter af døgnet.

Styr på lommerne det skal man have, men ellers er der ikke rigtig noget at være bange for. De fleste er utrolig hjælpsomme. Nogen gange måske lige i overkanten hjælpsomme, specielt når de ikke ved noget om, det de vil hjælpe med. I Chencha oplevede vi dette. F.eks. spurgte vi nogle mænd, hvor man kunne købe olie. Det kunne de godt vise os. Det resulterede så i at vi måtte vade rundt på må og få, som vi selv ville have gjort, uden at det lykkes os at finde noget olie. De havde aldrig købt olie før. De viste ikke hvor man købte det. Olie fik vi først da en af dem gav op, og ringede til sin mor, som så kunne fortælle os, hvor man kunne få noget olie. De var utrolig hjælpsomme, men meget hjælp var der nu ikke i det.

Jeg har det godt stadig i Etiopien. Vejret er fedt. Jakken har jeg ikke brugt i meget lang tid, hvilket måske hænger sammen med at jeg glemte den i en bus, men på den anden side har vejret også været så godt at der ikke har været brug for den. Det er altså dejlig varmt omkring 25 grader. Alligevel er jeg da begyndt at se lidt frem til at komme hjem. December nærmer sig, og det ville altså ikke være det samme at skulle fejre jul hernede, specielt ikke uden nogen form for sne.

Jeg skulle ogsaa proeve at vaeve, men det var jeg ikke saerlig god til, saa jeg overlod den hurtigt til drengen igen, saa jeg ikke naaede at oedelaegge noget

Skole

 En lille hånd i min og så på vej mod skole. Ofte møder vi nogle af eleverne på vej mod skolen omkring klokken 8.30. De skal samme vej, så vi følges ad.

Nogle af dem holder sig lidt på afstand. Det er specielt de små. De kan godt være den smule bange. Andre af dem løber glad hen og hilser. ”Goodmorning Henni”, siger de altid og tager derefter os i hånden. Ingen af dem kan rigtig huske mit navn, så normalt siger de blot Henriettes kaldenavn som hilsen

Børnene står som regel på rad og række når vi kommer inden for MekaneYesus kirkens grund, hvor den lille privatskole, som vi underviser i, ligger. Det etiopiske- og den sydlige provins’ flag skal hejses hver dag. En af eleverne styrer ceremonien. Det går på omgang.

”Hånden på skulder, hånden ned, hånden på skulder, hånden ned”
”Relax, stand still, relax, stand still”
”Are youready for national hymen?” – ”Yes” svarer børnene.
”1,2,3”

Og så bryder nationalhymnen ud for fuldt drøn. Der bliver skrålet løs, mens flagene stille og roligt stiger til vejrs.

Efter nationalhymen siger rektor engang i mellem nogle ord. Beskeder kan her gives, nogle får ros, nogle får ris, og er det mandag skal neglene tjekkes. Er de ikke klippet som de skal, får man et rap overnallerne, og så har man bare at gøre det bedre til næste gang.

Boernene i en af de alpha-skoler vi har vaeret rundt i. Det er ikke her vi underviser, men forholdene ligner meget hinanden

Efter sangen går vi ned af den lille bakke mod skolebygningen. De børn og lærere vi endnu ikke har fået hilst på, hilser vi på nu. I dag skal vi have første- og anden klasse, fortæller vi. Vi går ind på lærerværelset, og efter to minutter bliver vi vist ind i det rette lokale.

Klasseværelserne er i forlængelse af hinanden, kun børnehaveklassen er i en bygning for sig selv. Klasserne er i orden efter alder. For at gå ind i tredjeklasse, skal man altså gå forbi første- og anden klasse. ”Hello, hello, hello, come, come, come”. Børnene kan se os vandre forbi klasseværelserne. De vil gerne have at vi i dag skal ind til lige netop deres klasse.

Sådan er det hver gang. Er vi tvunget til at vandre forbi alle klasseværelserne, fordi vi skal finde rektor eller andet, kan man vælge to taktiker. Man kan prøve at snige sig forbi alle vinduerne uden at blive opdaget. Det er nærmest umuligt. Den anden mulighed, er at man går forbi klasseværelserne så hurtigt som muligt, kiggende stift ligeud, mens man prøve at ignorere tilråb og det faktum at man forstyrre undervisningen i hvert eneste klasseværelse man går forbi.

Når vi kommer ind i en klasse er børnene som regel glade. Vi er populærere at have, så det er rart. Er det førsteklasse vi har, er det hele meget simpelt. Farver, tal og bogstaver, det meste andet bliver for svært. Når man har fjerdeklassen kan man begynde at danne nemme sætninger, men man skal hele tiden passe på, at man ikke taber dem på vejen.

Børnehaveklassen er sjov at have. Nogle af eleverne synes vi er spændende at have. Andre ser helt fornærmet ud. Hvad laver vi herinde i deres klasseværelse, mens der også er dem som ser bange ud. De trykker sig ind til væggen, så meget som det nu er muligt.

Nogle af dem er endnu ikke færdig med at sutte på tommelfinger, mens andre er væsentlige mere modne. Der er stor forskel på børnene her. De kan blive sendt i skole som 4-årige hernede, som en kombi mellem et pasningstilbud og at børnene får et forspring i skolen. Normalt går man ikke i børnehaveklasse hernede, så de elever der har været det igennem, kan meget af stoffet for førsteklasse.

Børnehaveklassen kan man ikke lavet særlig meget med. Sidste gang vi havde dem, farvelage vi alfabetet, hvor den helt store udfordring lå i at ramme inde for stregerne, men i lige så høj grad at vende farvekridtet rigtigt. Mange af dem begyndte også at vende papiret omvendt, og farvelægge på den anden side. Så måtte vi rundt og vende det om igen, og de kunne fortsætte farvelægningen af alfabetet.

Backammon introducerede vi i gaar paa multi centeret

Multiv centeret hvor vi arbejder

Når timenbegynder træder vi ind i klasserne. Eleverne står bag deres pladser.

”Goodmorning teacher”
”Goodmorgning students. Have are you?”
“We are fine, thank you teacher. Have are you, teacher?”
“I am fine thanks. Sit down, please”.

Så er timen i gang. I starten var den store udfordring at finde det rigtige undervisningsniveau. Hvor meget kan børnene egentlig? Stadig kan vi nogle gange være i tvivl, men det bliver bedre og bedre, og vi begynder at kende eleverne. Hvem er dygtige? Hvem skal have lidt mere hjælp?

Det problem vi kæmper mest med lige nu er at få dem til at sidde på deres pladser, og række hånden op i stedet for at råbe i munden på hinanden. De er utrolig ivrige for at deltage i undervisningen. De vil rigtig gerne svarer på alle spørgsmålene. Giver man dem en opgave, skal man helst rette den, sætte røde streger og give point efter hvor god en besvarelse det her.

Udsigten paa vej mod skolen

Gaderne i Chencha. Der er utrolig groent

Vores koekken

Eleverne er ikke så gamle, så der sker også at de mister fokus, og man kommer til at snakke ud i den blå luft. Så må man lige markere sig og bede om opmærksomhed. Normalt får eleverne et lille slag, hvis de fanges i at være uopmærksomme, eller i at lave ballade, som især drengene godt kan finde på. Den metode bruger vi ikke, så det kan godt ind i mellem være en udfordring at finde andre metoder hvormed man kan fastholde eleverne. Alt i alt er det dog til at klare ind til videre, men man kan godt mærke at man skal passe på med at give dem for meget spillerum, for det er de ikke helt vant til.

Efter de to lektioner vi har værd dag med skiftene klasser går vi hjem ad. Vi har dagen foran os, til planlægningen af morgendagens skole, til at lave aktiviteter på multi centeret, til at ordne ting såsom tøjvask, eller til at gå på café med en eller flere af de ansatte hos WSG. 

Vaevning er en af de helt store erhverv i Chencha

Arba Minch er kendt for sine fisk

Daab ved stammefolk

Normalt forbinder man dåb med små børn. Denne her dåb handlede dog ikke om babyer, men om større børn og voksne. Midt ude i bushen, inde i kirken bygget af pinde og blade, så et skyggefyldt sted blev lavet, var gennemsnitsalderen godt nok en del under den danske folkekirkes, men alderen på de som skulle døbes højere. Der var få over 40 år. Få der opnåede det at få et langt liv.

Med til dåben var også to danske missionærer, som vi besøgte i den sydligere beliggende by Jinga, og en norsk og en dansk volontør. Alle sad vi i en 5 personers bil, foruden lederen af søndagsskolen i Jinga, og to vejvisere som vi også havde med. Reservedækket omme bagi i bilen skulle dog eftersigende være blødt nok at sidde på, så ondt af dem bagi skulle vi ikke have.

Efterhånden havde vi kørt på grusvej i rimeliglang tid. Intet kom i sigte, det eneste vi fik ud af det, var at det blev mere og mere øde omkring os. Der var intet som indikerer, at her skulle en dåb snart holdes. Og som om det ikke skulle være nok, pegede vejviseren pludselig væk fra vejen, og ind i bushen. Der var dog et par hjulspor, der fortalte at for ikke særlig lang tid siden, havde der kørt en bil her. Vi var altså ikke de eneste som skulle den her vej. Der var faktisk muligt at køre her, selvom det ved første øjekast virkede meget vanskeligt.

Myggenet er meget vigtig hernede. Selv herude i den mest primitive hytte kan man finde dem

Tilskuere, som der ikke var plads til inde i kirken, men saa er det jo godt at den havde aabne sider

Kirken/overdaekket som stammen har bygget efter de er blevet kristne

Det gode ved at køre midt ude i ingenting, er at man kan lave sin egen vej. Står der pludselig et stort træ en busk eller er der et hul foran én, så kører man bare lidt uden om, og finder en anden vej rundt.

Jorden var så tør og støvet, at der ingen vegetation var, udover de stedsegrønne buske og de få spredte træer som stod rundtomkring. Ellers var det meget øde. Et sted hvor man tænkte at dyrene måtte have meget svært ved at overleve, men at der så også boede mennesker herude, kunne være svært at forstå. Det måtte der jo gøre? Det var jo øjensynligt herude et sted barnedåben skulle finde sted.

Til sidst kom vi ind i et krat så tæt, at bilen knap kunne komme igennem. Vinduerne blev lukket, så grene ikke skulle finde vej ind i bilen, og så blev der ellers krydset fingre for at ikke alt for mange ridser ville blive lavet på bilen. Som krattet syntes allermest tæt, kom vi pludselig ud af det igen og var fremme. Her på et lille smalt aflangt stykke, som et lille beboet område midt i mellem de små majs- og hirsemarker ned til floden og det tætte krat lå landsbyen, det lille samfund hvori dåben skulle finde sted.

Jeg havde sørget for at få rent tøj på, det var jo en dåb jeg skulle til. Ellers kan man godt komme til at rende rundt i halvbeskidt tøj engang i mellem hernede, men det fleste steder er der også mudder over alt, så andet er næsten umuligt. Dog var jeg kommet af sted i helt rent tøj den her gang.

Det varede så lige godt 5 sekunder, så viste det sig at have været rimelig meget spild. For det første var jorden knastør, og en støvsky steg op fra jorden, hver gang man tog et skridt. Bukserne blev lynhurtigt støvet til. For det andet virkede det ikke til at det var tøj, de lokale gik mest op i. Faktisk klarede en del af dem det rigtig fint helt uden noget tøj. Alle mænd og kvinder var tildækket under livet, men overkrop stod frit for om man havde noget her. De fleste små børn løb rundt helt nøgne. Vejret var meget indbydende til dette. Det var stegende hedt!

Det er vildt varmt. Derfor er det fristende kun at rende rundt i underbukser

Vejviseren proever at finde vej for os gennem oedemarken. Paa vej tilbage for vi vild, men fandt til sidst tilbage

Hvide er lig med penge hernede, i hvert fald efter etiopiernes hoved. Derfor er der altid rigtig mange som spørger om penge. Specielt hvis man ønsker at tage et billede af nogen, forlanges der ofte en form for betaling. Her var det dog anderledes. De var utrolig nysgerrige i at se hvem vi var for nogle, men samtidig dog med en hvis distance. Det var bestemt ikke hverdagskost at de fik besøg af biler herude. At der så tilmed var hvide mennesker med, var vel nok en ting nogle af dem aldrig havde oplevet før. Derfor var der ingen som spurgte om penge. Det er de slet ikke noget til her, at betragte på afstand var på mange måder nok for dem.

Den lille landsby var aflang flugtende med de små marker ved floden. Kirken, det overdækkede område, lå i den anden ende, så vi fik mulighed for at vandre forbi en del hytter. Alle var de lavede af træ og strå, med et tag som kunne modstår regn. Sider havde man kun meget sporadisk lavet. Privatliv har man alligevel intet af sådan et sted, og varmen var så intens, selv her i regntiden, at det var mere behageligt med åbne hytter.

Henriettes heppekor af boern fra Chencha, under en af vores fodboldkampe vi spillede. En eftermiddag kan hurtigt gaa med 3 timers fodbold

Kvinderne var i gang med at lave mad. Det man havde til rådighed her var primært majs, så det var hvad menuen skulle stå på kunne vi se. Man kværnede majsene, og puttede vand og måske olie i, hvorefter det blev til en dej, som man kunne stege på panden. Til at drikke blev en kaffe lavet, med store klumper af hånden, som ikke var slynget eller bearbejdet på nogen måder. Det lå som store klatter på toppen. Det så i det hele taget ikke særlig appetitligt ud. Jeg håbede lidt at vi ikke skulle spise her efter dåben. Forhåbentlig kunne vi liste af inden de bød os på mad.

Til alle gudstjenester hernede bliver der spillet på keyboard. Det gode ved at være et sted, hvor der ingen strøm er, at så er der ikke noget keyboard. Hvilken lettelse det var. Normalt skures der ufatteligt højt op for keyboardet, og alle funktioner skal aktiveres uden tanke på om det lyder godt. Herude uden strøm var musikinstrumenterne en akustisk guitar og et lokalt strengeinstrument. Dejligt og behageligt. Det eneste dog kan undre sig over er at hvert forspil til sangene snart er lige så langt som sangene selv, men intet keyboard så vi var overordentlig tilfredse.

Der blev døbt 40 mennesker i den menighed den dag. 40 nye kristne blev det til, og 40 nye mennesker som nu havde privilegiet at kunne gå til alters. Derfor var der nadver bagefter.

Alle som ønskede at få nadver skulle side i den venstre side af kirken, og alle som ikke skulle have nadver højre side. Da det blev vores tur, kom vi op til alteret. Oblaten var en kiks og vinen saftevand. Dog ikke hvilken som helst saftevand. Det var den saftevand Henriette og jeg har i Chencha. Ikke lige frem en god en af slagsen, hvis du spørger mig. Der er mere farve end smag i den, men alligevel når den nu også kan bruges som altervin, så kunne det måske være at vi alligevel skulle til at drikke noget mere af den. 

Dyr fra Nechesar og lake Charmo

Paa tur

På skolebesøg

WSG har forskellige projekter her i Chencha og omegn. Et af projekterne er deres alpha-skoler, der er en slags speed-skole for børn som er startet for sent i skole. Disse elever giver de så første-, anden- og tredjeklassetrin på et år, så de dermed er klar til at begynde med deres jævnaldrene i fjerdeklasse. For at dette er muligt har man fra WSG’s side indført en klassekvotient på 25 elever pr klasse. Det er meget få elever i en klasse i Etiopien. Det værste vi har hørt om er 120 elever i en klasse. Til alle disse elever er der kun en lærer. Jeg kan forestille mig, at det er temmelig svært for en lærer, at give alle elever en individuel undervisning i sådan en klasse. Organisationen har mere end 100 af denne typer af alpha-skoler. Uden disse skoler havde mange børn nok vokset op og blevet analfabeter, så de gør virkelig en forskel her.

Vi havde allerede besøgt alpha-skolen som lå i Chencha, og da vi havde besluttet at vi også ville besøge en anden, måtte vi snøre vandreskoene. Den alpha-skole vi skulle besøge lå i en by kaldet Zozo, som lå omkring 7 km fra Chencha. Den eneste måde hvorpå man kan komme til Zozo er med motorcykel, hest eller gåben, og da vi hverken havde motorcykeller eller heste til rådighed, måtte vi hellere gå.

Vejret er en faktor inden man skal ud og gå. Begynder det at regne når man er derude, kan det være meget vanskeligt og i hvert fald yderst ubehageligt at gå hjem igen. Vejen vil være en stor mudderpøl og fordoble tid og anstrengelser som det kræver at komme hjem, foruden at man bliver driv våd. Derfor kiggede vi meget mod skyerne, og håbede at det ville holde tørt, hvad det så også gjorder.

Markedet som det ser ud. Vi har marked hver tirsdag og lørdag, og her skal man købe næsten alt ind til den næste uge

Bod på markedet

Med os på turen var Denkene, som er koordinater på projektet, Bereket som er koordinater på noget andet, men besluttede sig for at gå med os alligevel, og Mecekes storebror som vi aldrig rigtig fandt ud af hvad han skulle. Han var bare med, og hyggelig at snakke med. Helt tilfældigt støtte vi ind i ham på vej op af hovedgaden i Chencha, og så besluttede han at følge trop med os. Meget typisk billede. Man hægter sig bare på, hvis man ikke har noget at lave den dag. Det virker det til at mange gør. Oprindeligt kom han fra Zozo, så det kan måske være derfor han valgte at følge med os, så han lige kunne se sin gamle by igen?

7 km er ikke så meget. Ikke fordi jeg vandre særlig meget hjemme i Danmark, men det skulle jeg nu nok kunne klare. Det gik nu også så fint til at starte med. Måske hang det sammen med at det mest gik ned af, men fremad gik det. På en eller anden måde var det dog bare som om vejen bare fortsatte og fortsatte, og så skulle vi også til at gå op igen. Lidt træt nåede jeg sådan frem til Zozo.  

Turen havde været utrolig smuk. To tre store træer stod foran os, og markerede byens centrum og markedsplads. I Chencha er der markedsdag hver tirsdag og lørdag, mens i Zozo er det onsdag som er markedsdag. Vi fandt hurtigt skolen, som holdt til i landbrugsforeningens lokaler.

Inden for var der omkring 25 børn. Læreren stod oppe ved tavlen. De øvede sig i at lave lodrettestreger, vandrettestreger, cirkler og andre ting, som man skal bruge, når man skal skrive bogstaver. Undervisningen foregik ved at læreren satte 5 vandrettestreger på tavlen, hvorefter eleverne skulle gøre det på deres papir. Læreren gik så rundt i mellem eleverne, og så om de gjorder det ordentligt, og om de kunne finde ud af det? Vi satte os ned bagerst i lokalet, sådan at vi kunne komme til at se nogen af børnene overskulderen, og se hvad de lavede.

Ja, sådan transportere man ting her

Tøjvask foregår i hånden her

Efter de var færdige med at tegne streger i deres kladdehæfter, kom Henriette og jeg op til tavlen. Vi præsenterede os selv, og Denkene oversatte. Vi fik alle børnene til at rejse sig, og så gik vi i gang med ”Hoved, skulder, knæ og tå”. Meget langsomt. Peget på hovedet og sagde ”Head” rigtig mange gange, og børnene gentog det efter os. Dernæst pegede vi på skulderne og sagde ”shoulders” rigtig mange gange. Så kunne man måske forsøge at sætte de to ting sammen, så man sagde ”Head, shoulders”. På den måde arbejdede vi os langsomt, men sikkert igennem sangen.

Det er ekstra vigtigt når man underviser disse børn, at man udelader alle former for fylde ord. Hvis man siger ”okay” efter at have sagt ”head”, gør børnene det samme. ”Head okay”, og så hedder hoved pludselig ”head okay” på engelsk, da børnene ingen engelske ord kan på forhånd, og derfor ikke har en chance for at skelne i mellem de ord, som det faktisk er meningen de skal bruge til sangen, og så de ord, vi engang i mellem bruge i kommunikationen med børnene. Fyldeord har vi dog meget hurtigt droppet, og nu bruger vi kun de allermest nødvendige ord, og prøver at sige resten fra.

Efter sangen tog vi børnene med ud og legede endnu en sangleg med dem, hvorefter vi legede bankebøf. Det lyder utrolig sjovt når de små børn løber rundt og siger ”banke, banke, banke, bøf”. De skal lige forstå legen, men når de først har det, giver de den også maks gas rundt i cirklen, især når de husker at løbe den rigtige vej. Ret ofte ender børnene med at løbe den samme vej rundt, og den ene af dem opdager, at han er forkert på den, og så er der altså rigtig langt rundt den anden vej.

Da legen var færdig var skoledagen forbi, og alle børnene tog hjem. Vi vandrede op til et udsigtspunkt meget tæt på. Lagde os i græsset der og tog en slapper. Efter et hvil vendte vi snuden hjemad de 7 km.

Langt om længe ramte vi Chencha. Jeg var godt smadrede. Op og ned hele tiden tager alligevel på kræfterne. Som altid når man har lavet noget i Chencha ender man på en café. Det gjorder vi også den her gang. Et rigtig hyggeligt sted hvor man kunne sidde ude under et overdække lavet af strå. Der sad vi så indtil det var blevet mørkt, og Sister stod klar med aftensmaden derhjemme.

Fjols mester

Hvis der er en ting jeg bliver god til af at være i Afrika, så er det at spille spil! Her i Chencha er alle andre spil end dam et mysterium for dem. De ved godt hvad kort er, men jeg tror aldrig de har spillet det før, og en terning har ingen af dem set. Det er sjovt hvor forundret folk kan være over en lille firkantet ting med seks sider. De ved slet ikke hvad de skal gøre med dem?

Spillet fjols (fool på engelsk) indeholder begge elementer. Kort og terninger, så det er et suverænt hit. Mange af eftermiddagene laver vi aktivitet for de unge omkring WSG’s multi center, og her er spil en af delene. Spillet handler om at man skal samle 4 ens kort, og når man har det tager man en terning fra midten af bordet. Ser man en anden person tage en terning, skal man straks selv tage én, og den sidste person der opdager dette, får ingen terning, da der er én mindre end antallet af spillere, og den person har så tabt.

Det der gør spillet ekstra sjovt er at taberen skal have skrevet et bogstav på hånden, begyndende med f. Taber man næste gang får man et o, indtil man har skrevet fool på hånden, og er ude af legen.

Uden problemer bruger vi nemt en time på dette spil hverdag, hvis det skulle være. På nuværende tidspunkt er jeg derfor ved at være godt træt af spillet, men om ikke andet man da håbe at jeg også bliver god til det. Man kan sige at jeg er i intensiv træningslejr for at blive fjols mester.

Et vandfald blot 30min fra hvor jeg bor. Med på billedet er Daki, som er en af lederne i WSG i Chencha

Arba Minch

Ikke så langt fra Chencha, 40 km svarende til 90 min i bus, ligger den meget større by Arba Minch. I mandags havde vi ikke så meget at lave, og derfor besluttede vi at tage en tur derned, for at se byen og tjekkede muligheder for indkøb og underholdning ud.

Det mest interessante ved vores tur derned var dog ikke selve byen, det var busturen derned og op igen. Sådan kan man pludselig for oplevelser ud af det som ellers synes ret trivielt.

Vi havde ikke taget bussen til Arba Minch før, men vi vidste sådan cirka hvor den gik fra. Ved stoppestedet sad der mange og ventede. En god indikation på at bussen faktisk gik her fra. Vi havde fundet det rigtige sted. Det der med mange viste sig dog at blive et problem. Mange er godt, men for mange er ikke godt.

Der samlede sig hele tiden flere og flere mennesker. Vi var ved stoppestedet lidt i 10, men nu var klokken omkring 10.20 og der var ingen bus at se, men utrolig mange mennesker. Henriette og jeg slog tiden ihjel, ved at spille kort, men det tiltrak snart så meget opmærksomhed at det droppede vi igen. En ældre dame kom og holdt en prædiken for os på gomanja, så det forstod vi ikke så meget af, men penge ville hun i hvert fald have. ”Jelem” fik hun som svar. Det betyder ”ingen”. Det lod hun sig ikke slå ud af, og satte sig blot ved siden af os, og begyndte at tale dels til os, og dels om os til alle andre rundt omkring.

Det blev for meget til sidst og vi rejste os op og gik et andet sted hen. En af de ansvarlige for busserne så dog dette, og han jagede kvinden væk, så vi kunne sætte os igen i forholdsvis fred.

En motor kunne svagt høres. De fleste folk styrtede af sted. Kunne man nå bussen først, kunne man måske også få sig en plads. Vi løb efter. Følg de lokale plejer at være et godt råd. Rundt om hjørnet blev vi dog en smule skuffede. Ingen bus, men ikke alle så noget problem i dette. Det var en lastbil med åbent lad som skulle ned af bjerget. Nogen havde fået nok af at vente på bussen, og hoppede op på ladet af lastbilen. Den måde kunne man jo også komme ned af bjerget på.

Lige da vi var ved at give op, kom bussen. Det samme kom en større menneskehob. Dette ville blive vildt. Alle ville til Arba Minch. Det var mindst 3 gange for mange mennesker til bussen. Vi sørgede selvfølgelig for at stå der hvor bussen ville holde, men det samme gjorder alle andre også. Der var så mange mennesker at man ikke kunne åbne døren til bussen. Vi blev presset helt tæt til hinanden, og det var ikke til at røre sig. En dreng tilbød at skaffe to plader til Henriette og jeg i bussen, og en manden med billetterne i bussen havde også fået øje på os, og signalerede at han også ville spærre to pladser til os. Derfor havde vi bedre odds end gennemsnittet for at komme ind i bussen.

Der er rigtig grønt og frodigt her omkring Chencha i regntiden. På alle måder et rigtig flot sted

Disse lækre hytter ligger i vores baghave, og fra dem kan vi sidde og spise vores måltider, og så samtidig nyde den dejlige have vi har

Døren til bussen blev presset op, og folk forsøgte at komme ud, samtidig med at dem udenfor forsøgte at komme ind. For nogen lykkedes det også, men de blev skubbet og sparket ud af bussen igen. Folk skulle ud først. Alle var dog ikke indforstået med dette, og to politibetjente kom til, og begyndte at hive og flå i folk. Én der ikke ville makke ret fik nogle slag over nakken og i hovedet, han trak sig væk, men de fleste kom nærmere, og politibetjentene blev trængt op mod bussens dør, så de blev nød til at fægte og sparke omkring sig. De var meget pressede og i en dårlig position. Det var der Henriette og jeg lige så stille begyndte at trække os. Det her var simpelthen for vildt, og ikke umagen værd. Vi gik lidt væk og stod og betragtede det hele på afstand.

Politiet fik efterhånden mere orden på det, og en kø langs med bussen blev dannet, dog var der hele tiden folk som prøvede at snige sig uden om og ind af bussens dør.   

Drengen som havde lovet at skaffe os en plads kom og prikkede til mig. Vi skulle følge med hurtigt. Det gjorder vi så. Ved at skubbe og trække i folk lykkedes det for ham at bane en vej ind til døren, og jeg fik klemt mig igennem og ind i bussen, hvor billetmanden havde holdt sæder til Henriette og jeg. Kort tid efter kom Henriette også igennem og ind i bussen. Så godt så langt.

Inde fra bussen trykt siddende på vores sæder, kunne vi observerer, hvordan der ikke var de første i køen som kom ind i bussen. Det handlede om at kende de rigtige, virkede det til. Kendte man dem som havde bussen, kunne man komme med. Ellers kunne man ikke.

Kvinder kæmpede desperat for at komme ind, mens deres børn græd. De havde øjensynligt et vigtigt ærene i Arba Minch. Mænd hidsede sig op, skældte ud og måtte frustreret gå derfra uden nogen plads. De fleste måtte udsætte kampen til den næste bus. Den her var tabt.

Der sad vi lidt midt i det hele, og havde det en anelse dårligt over at optage to pladser i bussen, som måske kunne være gået til nogen som havde mere brug for dem end os. Vi skulle jo bare ned og se byen, havde noget at spise og købe lidt ind. Intet livsvigtigt. Det var bare ikke en fair kamp om pladserne i bussen. Mange kom med fordi de kendte folk. Vi kom med fordi vi var hvide. Sådan er der nogen gange fordele ved at være de eneste hvide i byen (udover Irma fra Holland), men til gengæld er der også ulemper, som da vi skulle vente på bussen, havde vi meget svært ved at få fred fra folk.

Efter lang tids nøje udvalg af passagerer kom vi endelig af sted. Drengen som skaffede os en plads, stak jeg en seddel som tak for hjælpen. Han havde ikke spurgt om penge for tjenesten, men vi var endt med at komme med bussen og han ikke, så det syntes kun fair. Da billet manden kom rundt fik han også en smule som tak for hjælpen. Vi havde trods alt aldrig klaret selv at få en plads.

Allerede lidt ude af Chencha holdt bussen ind. Nogle flere skulle på, nogen af. Kaos. Sådan stoppede bussen mange gange inden vi nåede til Arba Minch. Folk stod i midtergangen. De blev dog sat af for foden af bjerget, før vi risikerede at blive stoppet af politiet, og bussen få en bøde fordi den var overfyldt. Langt om længe nåede vi dog ned i varmen. Lidt over 13 var vi fremme.

Da vi skulle hjem gik vi ind på busholdepladsen. Der var virkelig mange busser, og vi spurgte os frem, og fandt den rigtige bus til sidst. Busserne hernede kører først når de er helt fyldte, og den her var ikke fyldt, så Henriette spærrede en plads til mig i bussen, og jeg gik ud og købte noget vand vi kunne tage med tilbage til Chencha. Vi har snart købt byen tom for vand, så det var en kærkommen lejlighed til at tage noget med.

Med os i bussen var en politibetjent. Han skulle have et lift. Jeg prøvede at betale mange gange, men billetmanden var højst mærkværdigt ikke interesseret i at tage i mod dem. Han ville hellere vente.

Politimanden blev sat af, og så kunne vi pludselig betale. Vi gav 100 birr, og forventede dermed at få penge tilbage da billetterne koster 17 birr (5-6kr) stk. På vores billet stod der pludselig 50 birr stk. Mere end en fordobling af prisen.

Jeg grinte af ham, og sagde at jeg altså kendte prisen, så han havde bare at give mig det rigtige tilbage. Efter en lille kamp gav han mig 50 birr tilbage. Nu var vi nede på 25 birr stk.

Jeg spurgte mig omkring, hvad var prisen. En mand svarede 20 birr stk (prisen varierer lidt engang i mellem, så derfor er det nogle gange dyrere end de 17 birr). Jeg manglede altså stadig at få 10 birr tilbage. Billetmanden forsvandt dog op i den anden ende af bussen.

Da han kom tilbage prøvede jeg at få mine 10 birr tilbage, men det var ikke lige sådan. Kunne han ikke regne spurgte jeg? Ikke nogen kommentar.

Det endte med at jeg fik mine 100 birr tilbage, han sin 50 birr, hvorefter jeg gav ham 40 birr i sedler, og han altså havde fået den pris han havde krav på og ikke mere.

Sådan oplever man ofte at blive snydt lidt hernede. De fleste gange lader jeg det også bare farer. Vi har jo flere penge, så fair nok på nogle måder. Dog vidste jeg her hvad den rigtige pris var, og så kan man nogle gange blive helt forhippet på at nu vil man ikke snydes mere. Man kan få nok af det.
Ofte handler vi dog her i Chencha i butikker med folk vi kender, og så for man det selvfølgelig altid til det 
rigtige, så der er vise fordele ved et lille lukket landligt miljø.

Håret var langt, og jeg gik til barber

Sådan blev resultatet. Jeg fik etiopiere frisure nummer et, så det kan jeg være ganske tilfreds med. Dog skal jeg lige vende mig til, at jeg nu kan blive solskoldet på hovedbunden gennem håret