Daab ved stammefolk

Normalt forbinder man dåb med små børn. Denne her dåb handlede dog ikke om babyer, men om større børn og voksne. Midt ude i bushen, inde i kirken bygget af pinde og blade, så et skyggefyldt sted blev lavet, var gennemsnitsalderen godt nok en del under den danske folkekirkes, men alderen på de som skulle døbes højere. Der var få over 40 år. Få der opnåede det at få et langt liv.

Med til dåben var også to danske missionærer, som vi besøgte i den sydligere beliggende by Jinga, og en norsk og en dansk volontør. Alle sad vi i en 5 personers bil, foruden lederen af søndagsskolen i Jinga, og to vejvisere som vi også havde med. Reservedækket omme bagi i bilen skulle dog eftersigende være blødt nok at sidde på, så ondt af dem bagi skulle vi ikke have.

Efterhånden havde vi kørt på grusvej i rimeliglang tid. Intet kom i sigte, det eneste vi fik ud af det, var at det blev mere og mere øde omkring os. Der var intet som indikerer, at her skulle en dåb snart holdes. Og som om det ikke skulle være nok, pegede vejviseren pludselig væk fra vejen, og ind i bushen. Der var dog et par hjulspor, der fortalte at for ikke særlig lang tid siden, havde der kørt en bil her. Vi var altså ikke de eneste som skulle den her vej. Der var faktisk muligt at køre her, selvom det ved første øjekast virkede meget vanskeligt.

Myggenet er meget vigtig hernede. Selv herude i den mest primitive hytte kan man finde dem

Tilskuere, som der ikke var plads til inde i kirken, men saa er det jo godt at den havde aabne sider

Kirken/overdaekket som stammen har bygget efter de er blevet kristne

Det gode ved at køre midt ude i ingenting, er at man kan lave sin egen vej. Står der pludselig et stort træ en busk eller er der et hul foran én, så kører man bare lidt uden om, og finder en anden vej rundt.

Jorden var så tør og støvet, at der ingen vegetation var, udover de stedsegrønne buske og de få spredte træer som stod rundtomkring. Ellers var det meget øde. Et sted hvor man tænkte at dyrene måtte have meget svært ved at overleve, men at der så også boede mennesker herude, kunne være svært at forstå. Det måtte der jo gøre? Det var jo øjensynligt herude et sted barnedåben skulle finde sted.

Til sidst kom vi ind i et krat så tæt, at bilen knap kunne komme igennem. Vinduerne blev lukket, så grene ikke skulle finde vej ind i bilen, og så blev der ellers krydset fingre for at ikke alt for mange ridser ville blive lavet på bilen. Som krattet syntes allermest tæt, kom vi pludselig ud af det igen og var fremme. Her på et lille smalt aflangt stykke, som et lille beboet område midt i mellem de små majs- og hirsemarker ned til floden og det tætte krat lå landsbyen, det lille samfund hvori dåben skulle finde sted.

Jeg havde sørget for at få rent tøj på, det var jo en dåb jeg skulle til. Ellers kan man godt komme til at rende rundt i halvbeskidt tøj engang i mellem hernede, men det fleste steder er der også mudder over alt, så andet er næsten umuligt. Dog var jeg kommet af sted i helt rent tøj den her gang.

Det varede så lige godt 5 sekunder, så viste det sig at have været rimelig meget spild. For det første var jorden knastør, og en støvsky steg op fra jorden, hver gang man tog et skridt. Bukserne blev lynhurtigt støvet til. For det andet virkede det ikke til at det var tøj, de lokale gik mest op i. Faktisk klarede en del af dem det rigtig fint helt uden noget tøj. Alle mænd og kvinder var tildækket under livet, men overkrop stod frit for om man havde noget her. De fleste små børn løb rundt helt nøgne. Vejret var meget indbydende til dette. Det var stegende hedt!

Det er vildt varmt. Derfor er det fristende kun at rende rundt i underbukser

Vejviseren proever at finde vej for os gennem oedemarken. Paa vej tilbage for vi vild, men fandt til sidst tilbage

Hvide er lig med penge hernede, i hvert fald efter etiopiernes hoved. Derfor er der altid rigtig mange som spørger om penge. Specielt hvis man ønsker at tage et billede af nogen, forlanges der ofte en form for betaling. Her var det dog anderledes. De var utrolig nysgerrige i at se hvem vi var for nogle, men samtidig dog med en hvis distance. Det var bestemt ikke hverdagskost at de fik besøg af biler herude. At der så tilmed var hvide mennesker med, var vel nok en ting nogle af dem aldrig havde oplevet før. Derfor var der ingen som spurgte om penge. Det er de slet ikke noget til her, at betragte på afstand var på mange måder nok for dem.

Den lille landsby var aflang flugtende med de små marker ved floden. Kirken, det overdækkede område, lå i den anden ende, så vi fik mulighed for at vandre forbi en del hytter. Alle var de lavede af træ og strå, med et tag som kunne modstår regn. Sider havde man kun meget sporadisk lavet. Privatliv har man alligevel intet af sådan et sted, og varmen var så intens, selv her i regntiden, at det var mere behageligt med åbne hytter.

Henriettes heppekor af boern fra Chencha, under en af vores fodboldkampe vi spillede. En eftermiddag kan hurtigt gaa med 3 timers fodbold

Kvinderne var i gang med at lave mad. Det man havde til rådighed her var primært majs, så det var hvad menuen skulle stå på kunne vi se. Man kværnede majsene, og puttede vand og måske olie i, hvorefter det blev til en dej, som man kunne stege på panden. Til at drikke blev en kaffe lavet, med store klumper af hånden, som ikke var slynget eller bearbejdet på nogen måder. Det lå som store klatter på toppen. Det så i det hele taget ikke særlig appetitligt ud. Jeg håbede lidt at vi ikke skulle spise her efter dåben. Forhåbentlig kunne vi liste af inden de bød os på mad.

Til alle gudstjenester hernede bliver der spillet på keyboard. Det gode ved at være et sted, hvor der ingen strøm er, at så er der ikke noget keyboard. Hvilken lettelse det var. Normalt skures der ufatteligt højt op for keyboardet, og alle funktioner skal aktiveres uden tanke på om det lyder godt. Herude uden strøm var musikinstrumenterne en akustisk guitar og et lokalt strengeinstrument. Dejligt og behageligt. Det eneste dog kan undre sig over er at hvert forspil til sangene snart er lige så langt som sangene selv, men intet keyboard så vi var overordentlig tilfredse.

Der blev døbt 40 mennesker i den menighed den dag. 40 nye kristne blev det til, og 40 nye mennesker som nu havde privilegiet at kunne gå til alters. Derfor var der nadver bagefter.

Alle som ønskede at få nadver skulle side i den venstre side af kirken, og alle som ikke skulle have nadver højre side. Da det blev vores tur, kom vi op til alteret. Oblaten var en kiks og vinen saftevand. Dog ikke hvilken som helst saftevand. Det var den saftevand Henriette og jeg har i Chencha. Ikke lige frem en god en af slagsen, hvis du spørger mig. Der er mere farve end smag i den, men alligevel når den nu også kan bruges som altervin, så kunne det måske være at vi alligevel skulle til at drikke noget mere af den. 

Dyr fra Nechesar og lake Charmo

Paa tur

På skolebesøg

WSG har forskellige projekter her i Chencha og omegn. Et af projekterne er deres alpha-skoler, der er en slags speed-skole for børn som er startet for sent i skole. Disse elever giver de så første-, anden- og tredjeklassetrin på et år, så de dermed er klar til at begynde med deres jævnaldrene i fjerdeklasse. For at dette er muligt har man fra WSG’s side indført en klassekvotient på 25 elever pr klasse. Det er meget få elever i en klasse i Etiopien. Det værste vi har hørt om er 120 elever i en klasse. Til alle disse elever er der kun en lærer. Jeg kan forestille mig, at det er temmelig svært for en lærer, at give alle elever en individuel undervisning i sådan en klasse. Organisationen har mere end 100 af denne typer af alpha-skoler. Uden disse skoler havde mange børn nok vokset op og blevet analfabeter, så de gør virkelig en forskel her.

Vi havde allerede besøgt alpha-skolen som lå i Chencha, og da vi havde besluttet at vi også ville besøge en anden, måtte vi snøre vandreskoene. Den alpha-skole vi skulle besøge lå i en by kaldet Zozo, som lå omkring 7 km fra Chencha. Den eneste måde hvorpå man kan komme til Zozo er med motorcykel, hest eller gåben, og da vi hverken havde motorcykeller eller heste til rådighed, måtte vi hellere gå.

Vejret er en faktor inden man skal ud og gå. Begynder det at regne når man er derude, kan det være meget vanskeligt og i hvert fald yderst ubehageligt at gå hjem igen. Vejen vil være en stor mudderpøl og fordoble tid og anstrengelser som det kræver at komme hjem, foruden at man bliver driv våd. Derfor kiggede vi meget mod skyerne, og håbede at det ville holde tørt, hvad det så også gjorder.

Markedet som det ser ud. Vi har marked hver tirsdag og lørdag, og her skal man købe næsten alt ind til den næste uge

Bod på markedet

Med os på turen var Denkene, som er koordinater på projektet, Bereket som er koordinater på noget andet, men besluttede sig for at gå med os alligevel, og Mecekes storebror som vi aldrig rigtig fandt ud af hvad han skulle. Han var bare med, og hyggelig at snakke med. Helt tilfældigt støtte vi ind i ham på vej op af hovedgaden i Chencha, og så besluttede han at følge trop med os. Meget typisk billede. Man hægter sig bare på, hvis man ikke har noget at lave den dag. Det virker det til at mange gør. Oprindeligt kom han fra Zozo, så det kan måske være derfor han valgte at følge med os, så han lige kunne se sin gamle by igen?

7 km er ikke så meget. Ikke fordi jeg vandre særlig meget hjemme i Danmark, men det skulle jeg nu nok kunne klare. Det gik nu også så fint til at starte med. Måske hang det sammen med at det mest gik ned af, men fremad gik det. På en eller anden måde var det dog bare som om vejen bare fortsatte og fortsatte, og så skulle vi også til at gå op igen. Lidt træt nåede jeg sådan frem til Zozo.  

Turen havde været utrolig smuk. To tre store træer stod foran os, og markerede byens centrum og markedsplads. I Chencha er der markedsdag hver tirsdag og lørdag, mens i Zozo er det onsdag som er markedsdag. Vi fandt hurtigt skolen, som holdt til i landbrugsforeningens lokaler.

Inden for var der omkring 25 børn. Læreren stod oppe ved tavlen. De øvede sig i at lave lodrettestreger, vandrettestreger, cirkler og andre ting, som man skal bruge, når man skal skrive bogstaver. Undervisningen foregik ved at læreren satte 5 vandrettestreger på tavlen, hvorefter eleverne skulle gøre det på deres papir. Læreren gik så rundt i mellem eleverne, og så om de gjorder det ordentligt, og om de kunne finde ud af det? Vi satte os ned bagerst i lokalet, sådan at vi kunne komme til at se nogen af børnene overskulderen, og se hvad de lavede.

Ja, sådan transportere man ting her

Tøjvask foregår i hånden her

Efter de var færdige med at tegne streger i deres kladdehæfter, kom Henriette og jeg op til tavlen. Vi præsenterede os selv, og Denkene oversatte. Vi fik alle børnene til at rejse sig, og så gik vi i gang med ”Hoved, skulder, knæ og tå”. Meget langsomt. Peget på hovedet og sagde ”Head” rigtig mange gange, og børnene gentog det efter os. Dernæst pegede vi på skulderne og sagde ”shoulders” rigtig mange gange. Så kunne man måske forsøge at sætte de to ting sammen, så man sagde ”Head, shoulders”. På den måde arbejdede vi os langsomt, men sikkert igennem sangen.

Det er ekstra vigtigt når man underviser disse børn, at man udelader alle former for fylde ord. Hvis man siger ”okay” efter at have sagt ”head”, gør børnene det samme. ”Head okay”, og så hedder hoved pludselig ”head okay” på engelsk, da børnene ingen engelske ord kan på forhånd, og derfor ikke har en chance for at skelne i mellem de ord, som det faktisk er meningen de skal bruge til sangen, og så de ord, vi engang i mellem bruge i kommunikationen med børnene. Fyldeord har vi dog meget hurtigt droppet, og nu bruger vi kun de allermest nødvendige ord, og prøver at sige resten fra.

Efter sangen tog vi børnene med ud og legede endnu en sangleg med dem, hvorefter vi legede bankebøf. Det lyder utrolig sjovt når de små børn løber rundt og siger ”banke, banke, banke, bøf”. De skal lige forstå legen, men når de først har det, giver de den også maks gas rundt i cirklen, især når de husker at løbe den rigtige vej. Ret ofte ender børnene med at løbe den samme vej rundt, og den ene af dem opdager, at han er forkert på den, og så er der altså rigtig langt rundt den anden vej.

Da legen var færdig var skoledagen forbi, og alle børnene tog hjem. Vi vandrede op til et udsigtspunkt meget tæt på. Lagde os i græsset der og tog en slapper. Efter et hvil vendte vi snuden hjemad de 7 km.

Langt om længe ramte vi Chencha. Jeg var godt smadrede. Op og ned hele tiden tager alligevel på kræfterne. Som altid når man har lavet noget i Chencha ender man på en café. Det gjorder vi også den her gang. Et rigtig hyggeligt sted hvor man kunne sidde ude under et overdække lavet af strå. Der sad vi så indtil det var blevet mørkt, og Sister stod klar med aftensmaden derhjemme.

Fjols mester

Hvis der er en ting jeg bliver god til af at være i Afrika, så er det at spille spil! Her i Chencha er alle andre spil end dam et mysterium for dem. De ved godt hvad kort er, men jeg tror aldrig de har spillet det før, og en terning har ingen af dem set. Det er sjovt hvor forundret folk kan være over en lille firkantet ting med seks sider. De ved slet ikke hvad de skal gøre med dem?

Spillet fjols (fool på engelsk) indeholder begge elementer. Kort og terninger, så det er et suverænt hit. Mange af eftermiddagene laver vi aktivitet for de unge omkring WSG’s multi center, og her er spil en af delene. Spillet handler om at man skal samle 4 ens kort, og når man har det tager man en terning fra midten af bordet. Ser man en anden person tage en terning, skal man straks selv tage én, og den sidste person der opdager dette, får ingen terning, da der er én mindre end antallet af spillere, og den person har så tabt.

Det der gør spillet ekstra sjovt er at taberen skal have skrevet et bogstav på hånden, begyndende med f. Taber man næste gang får man et o, indtil man har skrevet fool på hånden, og er ude af legen.

Uden problemer bruger vi nemt en time på dette spil hverdag, hvis det skulle være. På nuværende tidspunkt er jeg derfor ved at være godt træt af spillet, men om ikke andet man da håbe at jeg også bliver god til det. Man kan sige at jeg er i intensiv træningslejr for at blive fjols mester.

Et vandfald blot 30min fra hvor jeg bor. Med på billedet er Daki, som er en af lederne i WSG i Chencha

Arba Minch

Ikke så langt fra Chencha, 40 km svarende til 90 min i bus, ligger den meget større by Arba Minch. I mandags havde vi ikke så meget at lave, og derfor besluttede vi at tage en tur derned, for at se byen og tjekkede muligheder for indkøb og underholdning ud.

Det mest interessante ved vores tur derned var dog ikke selve byen, det var busturen derned og op igen. Sådan kan man pludselig for oplevelser ud af det som ellers synes ret trivielt.

Vi havde ikke taget bussen til Arba Minch før, men vi vidste sådan cirka hvor den gik fra. Ved stoppestedet sad der mange og ventede. En god indikation på at bussen faktisk gik her fra. Vi havde fundet det rigtige sted. Det der med mange viste sig dog at blive et problem. Mange er godt, men for mange er ikke godt.

Der samlede sig hele tiden flere og flere mennesker. Vi var ved stoppestedet lidt i 10, men nu var klokken omkring 10.20 og der var ingen bus at se, men utrolig mange mennesker. Henriette og jeg slog tiden ihjel, ved at spille kort, men det tiltrak snart så meget opmærksomhed at det droppede vi igen. En ældre dame kom og holdt en prædiken for os på gomanja, så det forstod vi ikke så meget af, men penge ville hun i hvert fald have. ”Jelem” fik hun som svar. Det betyder ”ingen”. Det lod hun sig ikke slå ud af, og satte sig blot ved siden af os, og begyndte at tale dels til os, og dels om os til alle andre rundt omkring.

Det blev for meget til sidst og vi rejste os op og gik et andet sted hen. En af de ansvarlige for busserne så dog dette, og han jagede kvinden væk, så vi kunne sætte os igen i forholdsvis fred.

En motor kunne svagt høres. De fleste folk styrtede af sted. Kunne man nå bussen først, kunne man måske også få sig en plads. Vi løb efter. Følg de lokale plejer at være et godt råd. Rundt om hjørnet blev vi dog en smule skuffede. Ingen bus, men ikke alle så noget problem i dette. Det var en lastbil med åbent lad som skulle ned af bjerget. Nogen havde fået nok af at vente på bussen, og hoppede op på ladet af lastbilen. Den måde kunne man jo også komme ned af bjerget på.

Lige da vi var ved at give op, kom bussen. Det samme kom en større menneskehob. Dette ville blive vildt. Alle ville til Arba Minch. Det var mindst 3 gange for mange mennesker til bussen. Vi sørgede selvfølgelig for at stå der hvor bussen ville holde, men det samme gjorder alle andre også. Der var så mange mennesker at man ikke kunne åbne døren til bussen. Vi blev presset helt tæt til hinanden, og det var ikke til at røre sig. En dreng tilbød at skaffe to plader til Henriette og jeg i bussen, og en manden med billetterne i bussen havde også fået øje på os, og signalerede at han også ville spærre to pladser til os. Derfor havde vi bedre odds end gennemsnittet for at komme ind i bussen.

Der er rigtig grønt og frodigt her omkring Chencha i regntiden. På alle måder et rigtig flot sted

Disse lækre hytter ligger i vores baghave, og fra dem kan vi sidde og spise vores måltider, og så samtidig nyde den dejlige have vi har

Døren til bussen blev presset op, og folk forsøgte at komme ud, samtidig med at dem udenfor forsøgte at komme ind. For nogen lykkedes det også, men de blev skubbet og sparket ud af bussen igen. Folk skulle ud først. Alle var dog ikke indforstået med dette, og to politibetjente kom til, og begyndte at hive og flå i folk. Én der ikke ville makke ret fik nogle slag over nakken og i hovedet, han trak sig væk, men de fleste kom nærmere, og politibetjentene blev trængt op mod bussens dør, så de blev nød til at fægte og sparke omkring sig. De var meget pressede og i en dårlig position. Det var der Henriette og jeg lige så stille begyndte at trække os. Det her var simpelthen for vildt, og ikke umagen værd. Vi gik lidt væk og stod og betragtede det hele på afstand.

Politiet fik efterhånden mere orden på det, og en kø langs med bussen blev dannet, dog var der hele tiden folk som prøvede at snige sig uden om og ind af bussens dør.   

Drengen som havde lovet at skaffe os en plads kom og prikkede til mig. Vi skulle følge med hurtigt. Det gjorder vi så. Ved at skubbe og trække i folk lykkedes det for ham at bane en vej ind til døren, og jeg fik klemt mig igennem og ind i bussen, hvor billetmanden havde holdt sæder til Henriette og jeg. Kort tid efter kom Henriette også igennem og ind i bussen. Så godt så langt.

Inde fra bussen trykt siddende på vores sæder, kunne vi observerer, hvordan der ikke var de første i køen som kom ind i bussen. Det handlede om at kende de rigtige, virkede det til. Kendte man dem som havde bussen, kunne man komme med. Ellers kunne man ikke.

Kvinder kæmpede desperat for at komme ind, mens deres børn græd. De havde øjensynligt et vigtigt ærene i Arba Minch. Mænd hidsede sig op, skældte ud og måtte frustreret gå derfra uden nogen plads. De fleste måtte udsætte kampen til den næste bus. Den her var tabt.

Der sad vi lidt midt i det hele, og havde det en anelse dårligt over at optage to pladser i bussen, som måske kunne være gået til nogen som havde mere brug for dem end os. Vi skulle jo bare ned og se byen, havde noget at spise og købe lidt ind. Intet livsvigtigt. Det var bare ikke en fair kamp om pladserne i bussen. Mange kom med fordi de kendte folk. Vi kom med fordi vi var hvide. Sådan er der nogen gange fordele ved at være de eneste hvide i byen (udover Irma fra Holland), men til gengæld er der også ulemper, som da vi skulle vente på bussen, havde vi meget svært ved at få fred fra folk.

Efter lang tids nøje udvalg af passagerer kom vi endelig af sted. Drengen som skaffede os en plads, stak jeg en seddel som tak for hjælpen. Han havde ikke spurgt om penge for tjenesten, men vi var endt med at komme med bussen og han ikke, så det syntes kun fair. Da billet manden kom rundt fik han også en smule som tak for hjælpen. Vi havde trods alt aldrig klaret selv at få en plads.

Allerede lidt ude af Chencha holdt bussen ind. Nogle flere skulle på, nogen af. Kaos. Sådan stoppede bussen mange gange inden vi nåede til Arba Minch. Folk stod i midtergangen. De blev dog sat af for foden af bjerget, før vi risikerede at blive stoppet af politiet, og bussen få en bøde fordi den var overfyldt. Langt om længe nåede vi dog ned i varmen. Lidt over 13 var vi fremme.

Da vi skulle hjem gik vi ind på busholdepladsen. Der var virkelig mange busser, og vi spurgte os frem, og fandt den rigtige bus til sidst. Busserne hernede kører først når de er helt fyldte, og den her var ikke fyldt, så Henriette spærrede en plads til mig i bussen, og jeg gik ud og købte noget vand vi kunne tage med tilbage til Chencha. Vi har snart købt byen tom for vand, så det var en kærkommen lejlighed til at tage noget med.

Med os i bussen var en politibetjent. Han skulle have et lift. Jeg prøvede at betale mange gange, men billetmanden var højst mærkværdigt ikke interesseret i at tage i mod dem. Han ville hellere vente.

Politimanden blev sat af, og så kunne vi pludselig betale. Vi gav 100 birr, og forventede dermed at få penge tilbage da billetterne koster 17 birr (5-6kr) stk. På vores billet stod der pludselig 50 birr stk. Mere end en fordobling af prisen.

Jeg grinte af ham, og sagde at jeg altså kendte prisen, så han havde bare at give mig det rigtige tilbage. Efter en lille kamp gav han mig 50 birr tilbage. Nu var vi nede på 25 birr stk.

Jeg spurgte mig omkring, hvad var prisen. En mand svarede 20 birr stk (prisen varierer lidt engang i mellem, så derfor er det nogle gange dyrere end de 17 birr). Jeg manglede altså stadig at få 10 birr tilbage. Billetmanden forsvandt dog op i den anden ende af bussen.

Da han kom tilbage prøvede jeg at få mine 10 birr tilbage, men det var ikke lige sådan. Kunne han ikke regne spurgte jeg? Ikke nogen kommentar.

Det endte med at jeg fik mine 100 birr tilbage, han sin 50 birr, hvorefter jeg gav ham 40 birr i sedler, og han altså havde fået den pris han havde krav på og ikke mere.

Sådan oplever man ofte at blive snydt lidt hernede. De fleste gange lader jeg det også bare farer. Vi har jo flere penge, så fair nok på nogle måder. Dog vidste jeg her hvad den rigtige pris var, og så kan man nogle gange blive helt forhippet på at nu vil man ikke snydes mere. Man kan få nok af det.
Ofte handler vi dog her i Chencha i butikker med folk vi kender, og så for man det selvfølgelig altid til det 
rigtige, så der er vise fordele ved et lille lukket landligt miljø.

Håret var langt, og jeg gik til barber

Sådan blev resultatet. Jeg fik etiopiere frisure nummer et, så det kan jeg være ganske tilfreds med. Dog skal jeg lige vende mig til, at jeg nu kan blive solskoldet på hovedbunden gennem håret 

8 dage uden at se andre hvide

Mudder

Man kan vælge to forskellige taktikker. Enten hopper man fra jordknold til jordknold, og ellers går man på stenene. Hver af de to muligheder har sine fordele og ulemper.

Når det ikke er alt for vådt er jordknoldene klart det bedste. På toppen er de tørre, og på den måde undgår man at få for meget mudder på skoene. Afstanden i mellem dem er også rigtig fin, da den ikke er større end man kan gå normalt.
Har det regnet meget kan jordknoldene dog være meget klatte, og man risikere at skvatte, og på den måde få mudder over hele kroppen i stedet for kun på skoene. Den anden ulempe kan ligge i at lige pludselig holder de op, og så er der nogle gange kun den dybe mudder foran dig.

Har det regner rigtig meget er stenen altså at foretrække. De er alle steder (i hvert fald de fleste), man løber ikke tør for dem, og samtidig er de rimelig stabile. Ulempen ligger i at de ikke hæver dig særlig meget over jorden, og derfor kan du ikke undgå at få mudder på både sko og det nederste af bukserne, men til gengæld du skvatter ikke lige så nemt.

Efter Meskel stopper regntiden, det er den tommelfingerregel, som der følges i Etiopien. I Chencha er det imidlertid som om den ikke virker. Tværtimod kan man næsten føle at det har været stikmodsat. Regnen er begyndt efter Meskel. 

Årsagen til at vi ventede til efter Meskel med at rejse til Chencha, var at det hele eftersigende skulle være en stor omgang mudder i regntiden. Nu har vi haft en uge med regn hver dag, og jeg kan godt skrive under på det med mudderet. Det er rigtig meget mudder her.

Der er rigtig flot i Arba Minch

En lokalhytte. Her bor både familien og husdyrerne

Alle veje i Chencha er jordveje, nogle af dem med sten i, så de få biler som er her, kan få bare nogenlunde greb med vejen, når det har regnet. For når det gør det, forvandler alt sig til mudder.
Har det derfor regnet ikke særlig længe inden du skal ud, må du altså vælge en af de to overstående taktikker. Enten bruger man jordknoldende i vejen og ellers bruger man stenene. En helt tredje og muligvis den bedste er at følge de lokale, for de ved som regel hvor vejen er bedst. Man undgår dog aldrig helt at få mudder på skoene og bukserne, og derfor flytter grænsen sig også faretruende hurtigt for, hvornår man synes at ens tøj er for beskidt, til at man kan tage det på. Grænsen flytter sig måske også ekstra hurtigt af, at vi her må vaske al vores tøj i hånden. Indtil videre er det blevet til en vaske-tøj-formiddag, hvilket gav god underholdning, især for Sister, den dejlige dame som laver alle vores måltider for os, da hun kunne se at ingen af Henriette og jeg havde nogen særlig erfaring med vask i hånden, og hvad der gjorder det endnu sjovere var, at jeg som dreng vaskede mit eget tøj. Det er et meget sjældent syn, og det synes hun var utrolig morsomt. Efter et par timers arbejde havde vi fået vasket alt vores tøj, midlertidigt afbrudt af en regnbyge, hvorefter vi kryb ind under et halvtag og kunne fortsætte tøjvasken derfra.  

Huslidt arbejde er hernede generelt forbeholdt kvinder. På rest-centeret i Addis, kan jeg huske at køkkendammerne i starten helst ikke ville have mig for meget ud i køkkenet, af den årsag at det er mænd ikke befinde sig for meget derude. Så jeg måtte finde mig i aldrig at få lov til selv at øse op, vaske op eller hente ekstra enjara. Det kom de altid med.

Jeg er kommet på landet her i Chencha. En del, særlig den ældre generation, går ofte uden sko her. Eller uden sko ved jeg nu ikke helt, de har nemlig fået oparbejdet sig så meget hårdhud under og på siden af foden, at det nærmest kan se ud som om de havde sko på. Det er blot en sko i mere naturlig farve, som så på praktisk vis er indbygget helt naturligt. Med den løsning undgår de også den problemstilling med at man både får beskidte strømper og sko, her kan de nøjes med at vaske tæerne, efter at de har været ude at gå.  

 

Hope for Children har her bragt nogle unge tilbage til deres familie i Chencha, efter at de er blevet udnyttet som børnearbejdere i Addis Ababa. Billederne af børnene ligger på bordet. Det er fedt at se at organisationens arbejde virkelig patter noget, og det er fedt at se hvor glade børn og forældre er for at se hinanden efter omkring et års fravær fra hinanden

Luksus på hotel Skrottenborg

På den ene side har jeg aldrig levet i sådan en luksus som jeg gør nu. Jeg har én til at gøre rent på mit værelse, rede seng hver morgen og al vores mad bliver tilberedt for os, vi kan tilmed ønske, hvad det skal være, blot at det holder sig inden for enjara genren. På den anden side er det hele blevet meget primitivt. Strøm, vand og telefondækning kommer og går. Man må benytte sig af det så længe man har det. Ønsker man f.eks. et varmt bad skal tre faktorer være til stede i samme øjeblik: Vand skal der selvfølgelig være, strøm skal til at varme vandet op, og så skal bruseren også virker. At alle tre ting virker på samme tid er ikke hverdagskost hernede, men det er noget man værdsætter meget mere, når det så endelig virker.  

At vi har Sister til at lave mad til os hver eneste dag kan måske lyde som en overdreven luksus, men indtil videre tror jeg, vi ville have haft svært ved at klarer os uden. 

Den eneste måde vi kan lave mad på er over et bål. Gasflasken til kogepladerne er tom, det har den sikkert været i lang tid, og vi venter stadig på en ny. Bålmad er ikke lige mit speciale, og skuret hvori det foregår, er ikke ligefrem brugervenligt og egnet til nybegyndere. 

To dage om ugen er der markedsdag, tirsdag og lørdag. Det er her man køber alt hvad man skal bruge af fødevarer til den kommende uge. Man skal altså have planlagt alle måltider mange dage frem. Det er et overblik som jeg endnu ikke helt har fået. Vi har indtil nu mest gjort i at købe frugt på markedet. Årstidens frugt lige nu hedder banan, så det er hvad vi har købt. Sidste gang lykkes det os at købe 12 bananer for 10 birr (4kr), hvilket må siges at være en udmærket pris, men de er også dyrket i lokalområdet, og derfor kan de fås til en meget billig penge her. En enkelt gang har vi fundet en papaya, hvilken vi også slap 10 birr for.

Før hvert måltid vasker vi hænder. Det er meget normalt, men her foregår det ved at Sister kommer med en kande, som regel varmt vand, og en balje, og så vasker vi hænder siddende ved bordet indover baljen. Det skal man lige vende sig til i starten, det virker lige i overkanten fint, men det er en del af kulturen, og vi har måttet vende os til det.

Sangere og talere til Chencha konferencen vi deltog i

Billede for fejringen af Meskel. Kan I mon finde mig i flokken?

En anden ting vi har måttet vende os til er dyr overalt. Der står får, geder og køer fortøjet overalt, og høns vandrer frit rundt omkring. Det er en ting. Noget andet er at de også nogen gange går rundt i vores have lige uden for værelserne. Det fungere lidt sådan, at hvis nogen lige skal på et lille visit, og tilfældigvis har deres ko eller ged med, ja så parkerer man den lige et eller andet sted inden på grunden. Så det sker indimellem at vi har en brægende ged der græsser rundt omkring i vores have, eller en eller anden ko som man skal forbi ude på stien, når man skal ud af haven.
Det giver helt sikkert sin charme, men engang i mellem starter de lige brægeriet en tand for tidligt, og så kan man godt blive en smule træt af dem. 

Chencha

En temmelig lang bustur

Madpakkerne havde vi heldigvis smurt aftenen før, men alligevel var der lige de sidste ting som skulle gøres, inden vi var klar til at tage bussen mod Chencha. De sidste ting skulle ned i kufferten, morgenmad skulle spises og tænderne børstes, og når klokken er 4.30 er man altså ikke oplagt til særlig meget.

For at vi ikke skulle komme for sent og dermed misse bussen, havde vi planlagt at være der i god tid. God tid viste det sig også at være! 

Lidt over 5 var vi ved stedet, hvor bussen skulle afgå. Med os havde vi en etiopier fra WSG, som skulle følge os på vejen, og som så kunne benytte lejligheden til at besøge sin familie i nærheden af Chencha. Engelsk var ikke lige frem hans stærke side, men med lidt håndtegn, var det nu til at forstå, hvornår han gerne ville have os til at følge efter sig, og hvornår vi skulle vente på ham.

Bussen var der ikke klokken 5 som der ellers stod på billetten, og vi fik efter en del forvirring at vide at den ville ankomme klokken 6, det samme tidspunkt som den planmæssigt skulle være afgået.

Klokken blev 6, stadig ingen bus. Vi stod meget tæt, der var mange mennesker som ventede på busser til alle mulige steder. Om fredagen var helligdagen ”Meskel”, og der var mange som gerne ville når hjem og fejre det. 

Naturen er fantastisk heroppe, og mange steder er udsigten vildt god

Her bor vi, og under den lille hytte spiser vi ofte vores middasmad, som Sister så venligt laver til os hver dag klokken 12.30

Hele tiden skulle vi flytte os for folk som skulle forbi os, busser som skulle parkere og busser som skulle afgå.

Klokken 08.20, næsten fire timer efter vi stod op, var vi endelig kommet i bussen, og den kørte stille og roligt af sted. Vi ramte præcist morgentrafikken. Det ville have været hurtige at gå ud af Addis, men vi sad altså i den her bus, og kunne se fodgængere og hyrder med deres får overhale os.
Først klokken 21 var vi på toppen af et af bjergene i den sydlige provins Gamo-Gofa, hvor Chencha ligger. Det havde været en rigtig lang bustur, men vi havde fået set en masse af det meget smukke og grønne landsskab ud gennem bussens ruder.

Henriette kom med denne konklusion under den lange bustur:
”Vi bliver meget tålmodige mennesker når vi engang kommer hjem, eller måske har vi bare fået for meget af det at vente?”
Hvad det ender med er ikke til at sige, men når man er midt i det er det nu ikke engang så slemt. Lige meget hvad man gør, kan man ikke rigtig få det til at køre hurtigere. Bussen kom når den kom, og morgentrafikken er som den er. Ting tager tid, det er en filosofi som passer meget godt på livet hernede.

En okse, som har fået skåret halsen over

Køer som spændt venter

En meget blodig dag

Allerede fra morgenen af flød det blod. Det kom fra min egen næse. Heldigvis tog det ikke særlig lang tid at stoppe, og efter kort tid var jeg klar til at stå op og spise morgenmad. Det var min anden morgen i Chencha.

Getenets og Meceke kom og samlede os op ved gæstehuset. Vi skulle lidt ned af bjerget. Det var førstedagen for fejringen af Meskel. Meskel er helligdagen, hvor man i Etiopien fejrer at man engang fandt en del af Jesu kors. Fejringen varer mange dage og sætter næsten alt andet i stå. 

Det vi skulle overvære var en traditionel slagtning af okser, som eftersigende kun finder sted i Chencha. Normalt er jeg ikke så glad ved blod og sådanne ting, men en slagtning af et par okser kunne jeg vel klare tænkte jeg, og man kunne vel altid kigge den anden vej.

Der var okser over alt da vi kom frem. Det var altså ikke et par stykker vi snakkede om, men noget der nærmede sig 100, uden at det rigtig var til at få et overblik over. På noget som normalt var en slags torv/fodboldbane var alle dyrene stillet op. Man skulle passe på med ikke at komme fortæt på dem med horn, for nogle af dem var ikke ligefrem venligsindede. Det var som om de godt kunne mærke hvad der snart skulle ske.

Familier, venner og bekendte var gået sammen i grupper om den okse. Når de var klar til slagtningen, trak én efter én okserne hen på pladsen, hvor slagtningen skulle foregå. Mennesker var allerede stimlet sammen her. Slagtningen er et show, som man på nogle måder kan sammenligne med tyrefægtning. Arenaen var her bare åben, og okserne var i reb.

De første okser lå allerede og forblødte på græsset. Blod flød ud af halsen på dem, der hvor man havde åbnet for blodårene. Der dannede sig små søer omkring okserne. Det tog mange minutter før de var hele døde, og i mellem tiden lå de og vred sig nede på græsset. Man kunne hører deres desperate forsøg på at trække vejret, men luftrøret var skåret over, og derfor lød der kun en uhyggelig hvæsene lyd. 
Jeg kiggede væk. Et ubehag og begyndende kvalme begyndte at brede sig i kroppen på mig. Vi bevægede os længere ind på pladsen, men det resulterede bare i at der ikke var flere stedet at kigge hen. Alle steder var slagtningerne i gang. Nye okser blev ført ind, og man måtte være meget varsom med at flytte sig i god tid, inden de blev trukket forbi. Nogle af dem kig deres egen død stille og roligt i møde, mens andre kæmpede imod, opildnet af at de kunne lugte deres artfællers blod.

Der var slagtede køer overalt

De ortodokse kristne fejre her Meskel. Her sker det ved at man tænder et kæmpe bål

På et tidspunkt kom jeg til det punkt, hvor jeg havde set så mange slagtninger, at jeg ikke længere tog mig af al blodet og døden, men i stedet begyndte måske ikke ligefrem at nyde det, men jeg begyndte at se på det hele med nye interesserede øjne. I stedet for at kigge væk, kiggede jeg nu på dyrene og deres slagtere.

Hver slagtning udviklede sig i seks trin:

1)      Dyret trækkes ind og en plads for slagtningen findes. Menneske mængden begynder at nærme sig. Alle ved at her kommer til at ske noget.

2)      Dyret skal væltes. Det sker oftest ved at en modigmand tager fat i hornene, mens de andre trækker i reb omkring et af benene og en tredje person tager fat i halen. Dyret skal væltes på siden.

3)      Når dyret er væltet blottes halsen. Nu venter man på at manden med kniven skal komme. Det er et hverv de fleste gerne vil have, men kun få kan få, da man går mange sammen om hvert dyr. Som regel er det en mand lidt op i årene som får dette ærefulde job.

4)      Halsen åbnes, og blodet strømmer ud. Dyret går amok, og alle styrter væk. Den store ring omkring slagtningen går nu i opløsning, da alle vil på sikker afstand. Mændene ved rebet holder desperat fat, de skal have dyret under kontrol igen.

5)      Dyret er svækket pga. blodtabet, og efter kort tid bliver det fældet igen.

6)      Manden med kniven kommer tilbage igen, og den her gang lykkes det ham at skære halsen halt igennem, og luftrøret og de største blodårer cuttes.

7)      Dyret er døende og hvæser og spræller. Skåle bliver ført ind i halsåbningen på dyret, og blod samles her. Dyret dør langsomt. Små børn tør nu at gå helt hen og rører ved dyret. Det har ingen modstandskraft mere. Billeder kan nu sikkert tages.

8)      Skinnet tages af og dyret parteres efter det er dødt. Af skinnet kan f.eks. stole laves, og kødet skal bruges til festmåltid i anledning af Meskel.

Som sagt kom jeg mig over min værste ubehag, og jeg fik taget en video i fuldlængde fra nærmeste hold, af hvordan slagtningen foregår. 

Bagefter var jeg lidt svimmel og rundt på gulvet. Hele marken var snart vædet rødt af blod, menneskerne var euforiske. Det var tid til at tage tilbage nu, fortalte Getenets. Politiet begyndte at troppe talstærkt op. Slagtningen ville fortsætte lidt tid endnu, men så ville drikkeriet tage over, og med det slåskampende. Det var på inden måde værd at overvære forvissede han os om.

Farvel til Addis Abeba

Aftensmad – fra dåsetun til falafel

Det der med at lave aftensmad, må jeg indrømme, at det har jeg ikke den store erfaring med. Jeg er så heldig at have en rigtig dejlig mor, som næsten altid laver aftensmaden derhjemme. Det vil altså sige at det er et helt nyt, eller næsten da, felt jeg begiver mig ind på. Det toppes så lige med at jeg jo også er i et nyt land.

At det er et nyt land betyder:

1)      Supermarkeder er der ikke mange af, og ingen i det område jeg bor. Til gengæld kan man proppe utrolig mange nyttige ting ind i en lille kiosk.

2)      Udvalget er ikke særlig stort

3)      Varerne er anderledes

4)      Alle de produkter man kender hjemme fra er dyre, mens alle de lokale varer som man ikke kender, er billige. Det billigste er at købe fra store sække med f.eks. pasta i løsvægt, og ikke de pakker vi kender hjemme fra. De er meget dyrere, og de giver ikke den samme kulturelle oplevelse.

5)      Kød fås normalt i to varianter i supermarkederne, hakket og ikke hakket. Ellers købes det hos en slagter, hvor der hænger en ko på en krog, og så kan du ellers bestemme, hvorfra du vil have udskæringen. Det hjælper især på det, hvis du kan ordene på amharisk.

6)      Al frugt og grønt er sæsonvarer – hvad påvirker prisen og antallet af den pågældende vare

7)      Der er overhængende farer for udsolgt – men til gengæld er der kiosker overalt, så naboen har det givetvis?

8)      Det er et kapitalistisk marked styret af udbud og efterspørgsel – dette bliver dog altid overtrumfet af den hvide mand. Han kan altid få lov til at betale ekstra, og man giver der med indehaveren af butikken dagens mest indbringende grin

Først landet, og først forvirrede skulle vi altså købe ind til vores første aftensmåltid. En af drengene fra rest-centeret havde så venligt vist os ned til et supermarked, og vi skulle nu handle ind. Alt var nyt og virkede meget mærkeligt. Antallet af ansatte svarede til kundeantallet gange tre, og vi havde hele tiden en eller anden stressfaktor af en ansat i ryggen udover drengen fra rest-centeret. For hvad køber hvide mennesker mon? Det er spændende, så de fulgte selvfølgelig med i alle vores handlinger.
Lidt i panik, og lidt fordi vi ikke viste bedre endnu, smed vi noget forskelligt ned i indkøbskurven, og betalte for alle varerne

Vi troede egentlig at vi havde fået købt ris til aftensmaden, det viste sig så at være pasta. Nå, men ned kom det nu også. Den første hjemmelavede aftensmad stod på noget så spændende som pasta, skrællede gulerødder, ketchup og dåsetun, hvor af dåsen godt nok påstod at det var tun, men vi nu i hvert fald havde vores tvivl om det nu var tun. En syg tunfisk måske, for mærkeligt var det, og ikke specielt godt. Vi har dog på den måde lært at oplevelsen. Ikke mere tun på dåse til os.

Hvad gør man så? Man går videre. Grøntsager spiser vi mange af, rigtig mange. Kartofler, gulerødder, rødløg, hvidkål, tomater og squash hører til almindelighederne, og det vi har spist rigtig meget af.
Nogle gange steger vi det bare på panden, og får en grønsagssovs, man kan komme oven på spagetti eller kartofler for det meste. Andre gange kan man lave grøntsagssuppe.

Det nemmeste kød at skaffe er hakket okeskød. Det kan man købe i supermarkederne for det meste. Ellers kan man få kød i tern, som vi har prøvet et par gange. Det er meget sejt, men smager af en del.

Hvis vi ikke lige kan finde kød, har vi forsøgt os en del med kikærter, som man kan lave falafel ud af. Det er rigtig fint, og et super alternativ til kød. Det eneste problem er at man skal huske at sætte dem i blød natten over, ellers bliver der i hvert fald ingen falafel den næste dag.

På den måde har vi indtil videre lavet aftensmad ca. hver anden aften. Ellers har vi været ude og spise i byen, da det både er nemt og billigt. Her hedder standart retterne burger, pasta, pizza og enjara. Disse ting kan man få næsten alle steder. Derudover afhænger udvalget af stedets standart. Når man er ude og spise i byen, er det også altid godt at udvælge sig en top tre over de ting man gerne vil have at spise, for det er ikke sikkert at de har råvarerne til at lave den første.    

Det der med at undervise på engelsk fra nul af

At undervise i engelsk, uden at kunne lokalsproget, kan vise sig at være vanskeligt. Det er det i hvert fald når eleverne på forhånd intet engelsk kan. Det har vi erfaret på rest-centeret. De elever som er i skill-træning (de lærer at ligge gulv, for på den måde at finde et erhverv, som de senere kan forsørge sig selv med) og som det er meningen at vi skal undervise, kan næsten intet engelsk snakke.

Derfor har vi været afhængig af nogen til at oversætte hele tiden. Der har vi så været så heldige at de af drengene som kan snakke engelsk på rest-centeret, har været villige til at oversætte for os. Det er vi rigtig glade for, for ellers havde det været stort set umuligt at undervise.

To ting der ikke gør det nemmere:

-          Nogle af dem er næsten 30 år, så det virker lidt fjollet at pege på næsen og sige ”nose”, som man kunne gøre til nogle små. Det være lidt svært at finde noget som både rammer aldersgruppen, og som stadig har det rigtig niveau.

-          Stort set ingen af dem kan læse latinske bogstaver, de kan kun læse deres egne amhariske. Derfor er der ikke meget pointe i at skrive noget op, da vi skal læse højt for dem, selv når det er de mest simple ord.

Det har været en stor udfordring at undervise disse drenge, og nogle gange har jeg været mere eller mindre opgivende, men så er det altså bare en stor motivation altid at se hvor glade de er for at lære. Så kan det godt være det er svært og virker nytteløst, men det giver alligevel en god følelse bagefter.

Vi er nu rejst videre til Chencha, men inden da skulle vi tage afsked med disse drenge. Det var en ret så rørende oplevelse. Vi har da været en del på rest-centeret, men jeg føler ikke vi har lavet det helt store. Derfor blev jeg rigtig overvældet over det farvel vi fik.
Mange af dem sagde at de var ked af at deres bror rejste, så jeg kan nu stolt sige at jeg har en del etiopiske brødre. Krammere blev givet hele vejen rundt, og vi fik kun lov til at rejse, ved at love at vi ville komme tilbage efter Chencha, hvilket også er planen, i hvert fald for et lille visit.

Af Johannes, en af drengen i skill-træning, fik jeg et sort læderarmbånd. Han fortalte at han havde gået med det i 10 år, og nu skulle jeg have det som gave. Beskeden fik jeg halvt ved at høre på Johannes og se hans kropsprog, og halvt ved at en anden af drengene oversatte til dårligt engelsk.
Jeg blev selvfølgelig rigtig glad for at få en gave. Det må da betyde at jeg har gjort noget rigtigt, og man er blevet værdsat på stedet, men samtidig har man også lidt den følelse, af at man ikke vil tage noget fra dem. Noget han har haft på i 10 år, og som jeg nok ikke lige umildbart kommer til at bære lige så flittigt. Lysten bliver heller ikke mindre af at man har set hvor lidt de har.

Men så skinner hans øjne. Han er glad og stolt over at kunne tilbyde mig en gave, og selvfølgelig tager jeg så imod den, og jeg lover ham at beholde den for altid. Måske vil jeg ikke gå med den, men jeg kan beholde den som en genstand som minder mig om Johannes, og de andre super fyre fra rest-centret. Jeg skyller dem alle en stor tak, for at have taget så godt i mod os, og jeg ønsker dem gudsvelsignelse og hjælp i den forandring af deres liv som de har påbegyndt og vil fortsætte.